Kvindelige tuktuk-chauffører kører forrest i Nepals grønne omstilling
Midt i Katmandus kaotiske, larmende mylder af osende busser, biler og motorcykler ruller Bimala Karki roligt af sted med en gruppe passagerer i sin taxi. Lydløst og uden at forpeste den nepalesiske hovedstads i forvejen møgbeskidte luft med CO2-belastende røg fra udstødningen. Den kvindelige taxachauffør kører i en tempo, som Katmandus over 600 eldrevne tuktukker kaldes. På den måde er Bimala Karki en af frontløberne i Nepals grønne omstilling.
Strømmen, som tempoerne kører på, produceres nemlig af Nepals vandkraftværker, der omdanner de fossende vandmasser i landets over 6.000 floder og vandfald til grøn energi. En energi, som potentielt kan gøre Nepal selvforsynende med bæredygtig strøm og give indtægter fra salg af el til nabolande. Desuden mindsker den nepalesiske elproduktion behovet for at importere kul, olie og andre dyre og forurenende fossile brændstoffer fra blandt andet Indien.
Overenskomst
Og nu transporterer Bimala Karki altså Katmandus handlende, forretningsfolk, skolebørn, unge og gamle i en elektrisk tempo uden at efterlade et CO2-aftryk. Gennem en faglig overenskomst er hun garanteret en daglig indkomst, der er tre gange højere end mindstelønnen i Nepal. Dertil kommer, at afgiften, som Bimala Karki og andre tempochauffører betaler vognmændene, der ejer de grønne køretøjer, kun er en tredjedel af prisen for traditionelle tuktukker. Desuden har hun faste arbejdstider i dagtimerne, som giver tid til familien og det huslige arbejde.
”Nogle gange er der plads til, at jeg tager ekstra ture og tjener flere penge, inden jeg kører tuktukken til opladning, så den er klar igen næste morgen. Jeg er stolt og glad for at have et arbejde, der kan sikre min familie en bedre fremtid,” siger Bimala Karki.
Som medlem af den nepalesiske hovedorganisation ITUC-NAC har hun deltaget i kurser om sine rettigheder. Og så er hun én af de omkring 200 kvinder, der udgør en tredjedel af Kathmandus tempo-chauffører – en høj andel i den ellers mandsdominerede nepalesiske transportsektor.
Fremtidens job er grønne
Bimala Karkis historie fortæller, hvorfor der er al mulig grund til, at den nepalesiske fagbevægelse skal skubbe på for at få skabt bæredygtige løsninger i landets energipolitik. For fremtidens job er grønne – også i Nepal. Det siger Carsten Flint Hunneche, koordinator for Ulandssekretariatets Asien-program, der samarbejder med Nepals ITUC-NAC.
”De eldrevne tempoer er et eksempel på, hvordan nepalesiske kvinder bliver løftet ud af fattigdom og arbejdsløshed og får en indtægt, der sætter dem i stand til at forsørge deres familie,” siger Carsten Flint Hunneche.
Han hæfter sig desuden ved, at tempoerne – i modsætning til landets benzin- og dieseldrevne køretøjer – produceres i Nepal og skaber jobs i fremstillingsindustrien. Dertil kommer beskæftigelse ved ladestationer og behov for mekanikere til at holde tempoerne ved lige.
Hårdt ramt af klimaforandringer
Den nepalesiske transportsektor er selvfølgelig ikke ene om at have gavn af grøn omstilling, påpeger Carsten Flint Hunneche. For selv om Nepal ikke er særlig industrialiseret, er landet hårdt ramt af andre nationers udledninger af klimagasser. De bidrager til stigende temperaturer, der medfører smeltende gletsjere i Himalaya såvel som jordskred og erosion.
”Den slags er ødelæggende for landbefolkningens leve- og arbejdsmuligheder og får turister og rejsende til at holde sig væk. Det koster mange jobs i turismesektoren, som brødføder mange familier og spiller en enorm rolle i Nepals økonomi. Derfor skal klimaforandringerne bremses,” understreger Carsten Flint Hunneche.
Hans fagforeningskollega og formand for Nepals transportarbejderforbund Ramchandra Karki er enig:
”Katmandu og dalen rundt om er byen er plaget af forurening. De nepalesisk fremstillede eldrevne tempoer er en kilde til stolthed for mig og vores bidrag til en grønnere fremtid.”
