Fagligt aktive unge viser vej til Verdensmålene
Hvordan når vi FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling inden 2030? Unge metalarbejdere, SOSU’er, elektrikere, pædagoger og kontoransatte fra Kenya, Rwanda og Danmark har holdt workshops online for at dele erfaringer og inspirere hinanden til løsninger. De mødtes i grupper med matchende faglig baggrund på tværs af verdensdele for at diskutere ligestilling, grøn omstilling og kvalitetsuddannelser – tre af de 17 Verdensmål.
”Det har været helt vildt fedt at møde danskerne. Vi har meget til fælles, selv om vi er langt fra hinanden. Vi er optaget af at gøre vores for at bremse klimaforandringerne og at forbedre vores uddannelsesforhold,” siger den unge kenyanske elektriker, Tom Wabwire som har været en del af Ulandssekretariatets projekt ’Unge viser vejen’. Mikkel Krog, som er ungdomsformand i Dansk El-Forbund Ungdom – Storstrøm er enig i, at mange udfordringer er ens på tværs af verdensdelene.
”Selvom vi er så udviklet et land, som vi er, er de problematikker vi står med faktisk meget ens,” siger han og nævner som eksempel, at både Danmark og Kenya står med præcis de samme udfordringer med mangel på arbejdskraft til den grønne omstilling, og at erhvervsuddannelser ikke prioriteres højt nok.
Som en del af ’Unge Viser Vejen’-projektet deltog Dansk El-Forbund Ungdom, Metal Ungdom, FOA Ungdom og HK i sidste uge på Ulandssekretariatets stand ved Ungdommens Folkemøde i Valby Parken, der i løbet af to dage besøges af op mod 30.000 unge danskere. Deres kampagneaktiviteter satte blandt andet fokus på manglen på faglærte til den grønne omstilling, nødvendigheden af at prioritere gode faglige uddannelser og udfordringer med forældede, stereotype forestillinger om fag og køn.
Hvis filmen ikke kommer frem, så klik her
Ølkasse-taler og lærlingeoprør
Fra Metal Ungdom var Ungdomsformand i Dansk Metal Kolding-Vejen-Vojens Kristoffer Manegway og Sebastian Holm Håkansson på ølkasse-scenen for at holde taler om vigtigheden af at organisere sig og om behovet for at uddanne langt flere faglærte, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling. Begge dele er noget, som også står højt på dagsordenen hos deres unge kenyanske metal-kollegaer. Under onlinemøderne med de kenyanske metalarbejdere fandt Kristoffer Manegway også ud af, at en anden fælles udfordring er behovet for at gøre op med diskrimination og chikane.
”Kvindelige medarbejdere kan blive krænket ved, at der bliver råbt kommentarer til dem om, at man ser godt ud, eller man skal lige smide noget tøj, eller ’kom lige herover og gør det her ved mig’. Det har de oplevet rigtig meget af dernede, og det har vi også,” siger Kristoffer Manegway.
”Jeg tror, arbejdsmiljøet bliver bedre, hvis vi får flere kvinder i metalbranchen, hvor tonen ofte er barsk,” siger Macbraytone Angaya, som er en af de unge kenyanske metalarbejdere fra Ulandssekretariatets ’Unge Viser Vejen’-projekt, der har mødtes online med Metal Ungdom.
Ligestilling og fordomstårn
I FOA Ungdoms del af standen på Ungdommens Folkemøde kunne de danske unge fra folkeskoler, gymnasier, FGU’er og erhvervsuddannelser få både luftet og aflivet deres fordomme om arbejdet som SOSU og få en snak om ligestilling og det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor mænd er markant underrepræsenteret i omsorgs- og plejefagene.
Under onlinemøderne blev de unge danske SOSU’er enige med gruppen af sygeplejersker fra Rwanda om, at tiden er inde til at gøre op med de fordomme om køn og fag, som afholder unge mænd fra at søge mod pleje- og omsorgsfagene.
”Når vi i Danmark mangler hænder inden for omsorgsfagene, bliver vi også nødt til at tænke på, at vi skal have færre kønsopdelte roller, og at mænd skal komme mere ind i de her fag,” siger social og sundhedsassistent Monica Thilemann fra FOA Ungdom.
Kwitonda Erneste arbejder som sygeplejerske i Rwanda og har mødtes online med FOA Ungdom for at diskutere ligestilling. Han og resten af gruppen af sygeplejersker fra Rwanda er ligesom FOA Ungdom herhjemme i fuld gang med at forberede kampagneaktiviteter om ligestilling i sit hjemland.
”Hvis vi skal gøre op med stereotype kønsroller, må vi fortælle, at der ikke findes ’mandejobs’ og ’kvindejobs’. Som led i vores kampagne har vi fået en aftale med en tv-station i Kigali (Rwandas hovedstad, red.) om at deltage i et debatprogram, hvor vi vil forklare, at mænd kan være lige så gode til pleje og omsorg som kvinder. Det vil vi også fortælle eleverne og lærerne på en række skoler, vi skal besøge,” siger Kwitonda Erneste.
Kampagner i DK, Rwanda og Kenya
HK’s del af standen på Ungdommens Folkemøde satte også fokus på ligestilling mellem kønnene, og de unge festivalgængere kunne blandt andet bidrage ved at skrive deres egne drømme for et uddannelsessystem, der er mindre kønsopdelt.
Louise Konnerup, som er aktiv i HK Ungdom fortæller, at noget af det, der gjorde allerstørst indtryk på hende under møderne med de unge fra Rwanda, var, hvor meget de havde til fælles.
”Vores problematikker var så ens, selvom vi er mange tusinde kilometer fra hinanden og kommer fra to meget forskellige kulturer,” siger Louise Konnerup.
”Flere af de udfordringer, vi har i Rwanda, har man også i Danmark. For eksempel behovet for ligeløn og et stop for chikane på arbejdspladsen,” siger Akayezu Laurence, som er fagligt aktiv i Rwanda og en del af den gruppe, som har mødtes online for at diskutere ligestilling med unge fra HK.
Udover at deltage på Ungdommens Folkemøde har danske unge fra ’Unge Viser Vejen’-projektet også besøgt Klimafolkemødet og planlægger desuden at afholde kampagneaktiviteter på erhvervsskoler og folkeskoler. Grupperne af unge fra Rwanda og Kenya er også i fuld gang med kampagneaktiviteter, der sætter fokus på de tre Verdensmål i deres hjemlande.
Ulandssekretariatet står bag projektet, som er støttet af Engagementspuljen, der forvaltes af CISU og finansieres af Udenrigsministeriet.