Det vækker opsigt i Latinamerika, når dansk fagbevægelse er sammen på lige fod med arbejdsgivere og den danske handels- og udviklingsminister på delegationsrejse til Peru og Colombia.
Det viser i praksis, at den danske arbejdsmarkedsmodel med forhandling og social dialog fungerer. Og det er præcis den vej, Colombias arbejdsminister, Rafael Pardo Rueda, gerne vil gå, fortalte han de faglige ledere fra Danmark.
Men der er lang vej dertil i et land, som endnu ikke har afsluttet 50 års borgerkrig, og hvor faglige ledere bliver skudt og dræbt, og arbejdere mister deres job, hvis de melder sig i fagforening.
“Men hvis det er de rigtige folk, der kommer til, og de kan få lavet noget fornuftig lovgivning, så er jeg sikker på, at de nok skal komme i gang,” vurderer Dansk Metals formand, Claus Jensen.
Han var sammen med LO’s internationale sekretær, Marie-Louise Knuppert, NNF-formand, Ole Wehlast og gruppeformand i 3F, Arne Grevsen. Delegationen talte også Dansk Industris markedschef, Jens Holst.-Nielsen og repræsentanter for 18 danske virksomheder. Den blev ledet af handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.
Store forhindringer
Claus Jensen hæfter sig ved tre store forhindringer for et få skabt et rimeligt arbejdsmarked i Colombia: Arbejderfjendtlige love, en næsten ikke-eksisterende organisationsprocent og manglen på et retsopgør efter borgerkrigen, hvor faglige ledere og arbejdsgiver-repræsentanter ofte stod på hver sin side.
“Fagbevægelsen har mistet næsten alle deres medlemmer,” siger Claus Jensen. Han konstaterer, at med en organisationsprocent helt nede på fire, så er det umuligt at komme til at indgå overenskomster.
“Det kan vi heller ikke i Danmark. Vores ledetråd er, at vi skal have mellem 50 og 75 procent af medarbejderne på en virksomhed som medlemmer, før vi indleder en hardcore kamp for at få en overenskomst i Dansk Metal,” siger Claus Jensen, der gjorde budskabet klart for de colombianske fagforeningsfolk, der gerne vil have overenskomster her og nu:
“Alt fagligt arbejde starter med organisering. Fundamentet er medlemmerne, og de skal på plads først. Hvis man ikke har den faglige styrke, så kan man ikke lave overenskomster. Ikke nogen steder i verden,” lød meldingen fra Dansk Metal.
27 dages-kontrakter
Men problemet med den lave organisering skyldes blandt andet de arbejder- og fagforeningsfjendtlige love i Colombia. På et møde med arbejdsminister Rafael Pardo Rueda opfordrede danskerne derfor til omgående at få fjernet lovgivning, der direkte bekæmper fagbevægelsen.
Det gælder for eksempel arbejdsgiveres ret til at indgå såkaldte 27 dages-kontrakter. Det er arbejdsaftaler, som kun gælder i 27 dage, og som ikke fornys, hvis arbejderen melder sig i en fagforening.
“Det giver virksomhederne uindskrænkede muligheder for at bekæmpe fagbevægelsen. De kan sortere de fagligt aktive fra og undlade at forny kontrakten, når den udløber. Det er mere end uheldigt,” siger Claus Jensen.
Han mener også, at fredsforhandlingerne, der foregår på Cuba netop nu, bør resultere i et retsopgør. Man kan ikke blot starte forfra og tro, at man kan glemme alle dem, der er blevet tortureret og dræbt.
“Man kan ikke bare lukke øjnene for, at ens børn eller forældre er blevet slået ihjel. Der må være nogen, der stilles til ansvar. Ellers tror jeg ikke, det vil lykkes for dem,” fremfører Claus Jensen.
Danske virksomheder i front
Det blev klart for delegationen, at nogle af de danske firmaer, der investerer i Colombia, tager danske arbejdsmarkedstraditioner med sig. Det gælder for eksempel Falck, der driver ambulancetjeneste i landet. Her lægges der vægt på uddannelse og ordentlige arbejdsforhold, og ledelsen er opmærksomme på fagbevægelsen.
Markedschef fra Dansk Industri, Jens Holst-Nielsen, har også den opfattelse, at man på arbejdsmarkedet i Colombia har interesse for social dialog, som det kendes fra det danske arbejdsmarked. Men der er et godt stykke vej at gå, erkender han. Netop fordi der fortsat er stort fjendskab mellem dele af arbejdsgiverne og fagbevægelsen.
“Det er en meget lille del af arbejdsgiverne, der er organiserede. Og det er de organiserede, der er den rabiate fraktion, så fronterne kommer til at stå lidt hårdt over for hinanden,” siger han.
Jens Holst-Nielsen og Claus Jensen er enige om, at det har stor betydning, at vise politikere og offentlighed i de to lande, at der i Danmark er så fornuftige samarbejdsrelationer at lønmodtagere og arbejdsgivere er i stand til at rejse ud sammen.
”Intet kan stoppe os fra at sørge for, at det, der skete i Tunesien og Egypten, også kommer til at ske her”, sagde Mduduzi Gina, generalsekretæren for den faglige landsorganisation, Swaziland Federation of Trade Unions ifølge www.allAfrica.com
For nylig mistede Swaziland 60 procent af provenuet fra den sydafrikanske toldunion. Det svarer til to tredjedele af statens indkomster, og regeringen har derfor besluttet at skære ned i lønnen til de offentligt ansatte. Men samtidig planlægger den eneherskende Kong Mswati overdådige festligheder i anledning af sit 25 års jubilæum den 25. april.
Under stort politiopbud bar lærere, sygeplejersker og studerende plakater med slogans som ”Hvorfor skære i lønnen; skær i regeringens korruption”, og ”Ned med festlighederne”.
Det er en voksende utilfredshed med kongens enevældige grådighed, korruption og fattigdom, der i fredags fik folk på gaden. Sidste år kom kun få hundrede til tilsvarende demonstrationer, som blev opløst af politiet. Demonstrationen blev denne gang blev gennemført, uden at politiet greb ind.
Den kongelige familie tjener skattefrit millioner på landbrug, produktion, ejendom og medier gennem et stort forretningsimperium. Swazilands finansminister indrømmede i februar, at regeringen mister 11 millioner dollar om måneden på grund af korruption. Det foregår, mens 40 procent af befolkningen er arbejdsløse, og 70 procent lever for mindre end en dollar om dagen.
Der er 1.4 millioner indbyggere i Swaziland, hvor fagbevægelsen planlægger flere protester i den kommende tid.
”Denne regering er ikke i stand til at lede os” sagde Sibongile Mazibuko, der er formand for lærernes fagforbund i Swaziland, Swaziland National Association of Teachers, til www.allAfrica.com i fredags.
I Swaziland udpeges ministre af kongen, ligesom han altid har et flertal med sig i parlamentet.
EU indfører fjerde runde af sanktioner mod Myanmar. Ti personer og fire virksomheder flere ryger på sanktionslisten. Det drejer sig om medlemmer af regeringen og personer tæt på styret. Virksomhederne er enten statsejede eller ejet af personer i magtens cirkler.
1. februar 2022
Årsdagen for militærkuppet: Fagbevægelsen opfordrer til flere sanktioner
I anledning af årsdagen opfordrer fagbevægelsen med industriarbejderforbundet i spidsen til flere strejker i Myanmar. Fagbevægelsen opfordrer det internationale samfund til at lægge yderligere pres på styret i Myanmar. Opfordringen gælder multinationale firmaer om at trække deres aktiviteter ud af Myanmar. Desuden opfordres FN’s sikkerhedsråd til at indføre våbenembargo mod militærjuntaen. Dette blokeres i øjeblikket af Rusland og Kina. ASEAN, EU, USA, Rusland og Kina bør sætte sig til forhandlingsbordet med den alternative regering NUG. Læs et interview med Maung Maung, hovedorganisationens eksilerede leder her.
16. december
Myanmars fagbevægelse: Sikkerheden for vores medlemmer er ekstremt bekymrende
Sikkerhedssituationen for ledere og fagligt aktive i Myanmars fagbevægelse, som siden militærkuppet i februar har arbejdet og levet i skjul, er de seneste måneder blevet kraftigt forværret.
Militære tropper angriber og gennemsøger på næsten daglig basis landsbyer for regimemodstandere og deltagere i den civile ulydighedsbevægelse, som er flygtet ud af storbyerne og de militærkontrollerede industrizoner.
Senest er mindst 30 personer, herunder et medlem af det nu opløste parlament, blevet arresteret i landsbyen Lay Kay Kaw i staten Karen på grænsen til Thailand. Det skriver det uafhængige burmesiske medie Irrawaddy. Ifølge Myanmars fagbevægelse har de lige nu omkring 20 personer fra bl.a. industriarbejderforbundet, bygningsarbejderforbundet og fødevareforbundet, som gemmer sig i Lay Kay Kaw, og man er meget bekymrede for deres sikkerhed.
Myanmars demokratisk valgte statsoverhoved Aung San Suu Kyi, som militæret arresterede ved kuppet d. 1. februar, er blevet idømt foreløbig to års fængsel ved en militærdomstol. Dommen, som først var på fire år men siden blev nedsat, gives bl.a. fordi militæret mener at Aung San Suu Kyi har opfordret til uro samt at hun skulle have brudt landets covid19-restriktioner. Der mangler fortsat at falde afgørelse i 11 øvrige sager, militæret har rejst mod Aung San Suu Kyi. Tilsammen kan sagerne give hende fængsel på livstid. Dommen mod Aung San Suu Kyi bliver kraftigt kritiseret af bl.a. FN’s menneskerettighedschef og Amnesty International.
26. oktober
Myanmars fagbevægelse og IndustriALL opfordrer igen til sanktioner
I et opråb til EU og multinationale virksomheder opfordrer Myanmars hovedorganisation CTUM og industriarbejderforbundet IWFM igen til omfattende økonomiske sanktioner, herunder en opsigelse af EU’s handelsaftale Everything but Arms, som giver Myanmars adgang til det europæiske marked. Samtidig vil de have alle internationale brands og selskaber til at stoppe deres brug af leverandører i Myanmar. Opfordringen støttes af den internationale sammenslutning på industriens område, IndustriALL.
16. september
Telenor nægter at aktivere overvågning og sælger mobilselskab
Myanmars militær har siden kuppet i februar presset det norske teleselskab Telenor, som åbnede i Myanmar i 2014, til at installere og aktivere overvågningsudstyr direkte i mobilnettet. Men det nægter Telenor, som derfor nu sælger sit selskab i Myanmar til libanesiskejede M1 Group. Ifølge Telenor er M1 Group valgt som køber, fordi de ikke har “nogen direkte relationer til myndighederne eller til militæret i Myanmar.” Det skriver Berlingske.
Aktivister i Myanmar har opfordret Telenor til at blive i landet, fordi de frygter, at den nye ejer vil gå med til militærets krav om at aktivere overvågningsudstyret. Telenor begrunder salget med, at de ikke kan garantere deres ansatte sikkerhed og at de ved at bøje sig for militærets krav ville gå imod deres værdier og principper.
2. september
Bestseller sætter ordrer på pause
Bestseller skriver i en pressemeddelelse, at de sætter deres ordrer i Myanmar på pause. Beslutningen er ifølge Bestseller direkte afledt fagbevægelsens pres på at få internationale brands til at trække sig. Den 27. august erklærede IndustrialALL sin støtte til en kampagne anført af Myanmars industriarbejderforbund IWFM.
Bestseller skriver, at de ikke vil afgive nye ordrer, før de har haft dialog med “eksperter, NGO’er, fagforeninger og andre relevante aktører,” om hvordan de bedst kan sikre de burmesiske tekstilarbejderes situation. “Vi tager erklæringen fra IndustriALL og IWFM meget alvorligt,” lyder det i pressemeddelelsen.
Bestseller satte også i foråret deres ordrer i Myanmar på pause efter massiv kritik, da det kom frem, at tre af deres leverandører havde økonomiske forbindelser til militæret. Dengang aflagde de dog nye ordrer få måneder senere, men det fremgik ikke hos hvilke leverandører. Den nye pause omfatter alle Bestsellers leverandører i Myanmar, dog vil allerede aflagte ordrer blive gennemført, skriver Bestseller.
16. august
Meldinger om tvangsarbejde: Militæret tvinger civile til at holde vagt
Siden maj har indbyggere i byen Bago nord for Yangon været tvunget til at holde vagt ved steder udpeget af militæret i op til 12 timer uden løn, nogle af dem om natten. Lokale kilder fortæller til det uafhængige burmesiske medie Myanmar Now, at hver hustand er blevet bedt sende én person til at holde vagt, og at de fx har været stationeret ved en skole besat a militæret eller ved et kloster. Hvis de nægter, får de en bøde på 5000 khyat (3 USD) – en bøde, som mange har svært ved at betale. Ifølge fagbevægelsen i Myanmar er dette blot en er flere sager om tvangsarbejde siden militærkuppet.
13. august
Pandemien er ude af kontrol, opfordring til brands om at overholde restriktioner
Smitten med Covid-19 stiger hastigt i Myanmar, også på tekstilfabrikkerne, hvor hygiejneforholdene er stærkt kritisable. Både militæret, arbejdsgiverne og de internationale brands har et ansvar, lyder det fra landets industriarbejderforbund. ”Militærets håndtering af pandemien er under al kritik, men når heller ikke arbejdsgiverne overholder de indførte restriktioner, gambler de med arbejdernes liv”, siger Bente Sorgenfrey.
El Alto er næsten vokset sammen med Bolivias hovedstad La Paz. Men der er en verden til forskel på regeringsbyens højhuse af glas og stål og arbejderbyens rå slumbebyggelser.
I El Alto dominerer det indianske aymara-sprog, og her dyrker de unge rap, hip hop og graffiti. Det er også her, rappere som El Loco og Imilla henter meget af deres inspiration til de tekster, der handler om at stå på sin ret og stille sociale krav.
”Jeg betragter mig selv som revolutionær. Ikke i ord, men i handling. Så i min gruppe er vi altid på folkets side i deres krav,” siger Javier Tito Meneses – eller El Loco, den skøre, som han hedder i rap-miljøet.
El Loco er 28 år, læser sprog og har rappet i forskellige grupper de seneste seks år. Han arbejder blandt andet sammen med Valeria Milligan – aka Imilla, som betyder lille indfødt pige.
Imilla er 23 år, læser også sprog, rapper og er såkaldt MC – Master of Ceremonies: Den, der griber mikrofonen, sætter gang i den med sin sang og dirigerer publikum.
”At være MC er at påtage sig et ansvar for et budskab. Det er en indsats for at skabe et rum og åbne nogle døre for andre unge. Rappen er et værktøj med stor styrke, der når dybt ned i nogle socialt sårbare grupper i samfundet,” fortæller hun.
Sammen med en tredje rapper, Hugo Muñoz Gómez (El Mino) har de dannet gruppen Abya Yala (betyder Latinamerika), og i øjeblikket turnerer de i Danmark, hvor de på 10 forskellige pædagogseminarier optræder og laver workshops med de danske studerende. Ideen er at fortælle om rettigheder i Latinamerika, men de danske studerende skal også skrive raptekster og synge – eller lave poetry slam – om deres egne liv.
En snert af undertrykkelse
El Locos tekster er altid kritiske over for samfundet og magthaverne, selv om han støtter Bolivias socialistiske præsident Evo Morales.
”Vi kan måske godt have en venstreorienteret præsident, men i sidste ende lever han ligesom borgerskabet. Der vil altid være en lille snert af undertrykkelse,” siger El Loco.
Han mener, at staten lægger et socialt pres på folk for at være gode samfundsborgere. ”Men samtidig bliver folk undertrykt, og de sikres ikke de menneskelige og sociale betingelser, der skal til for at overleve. Det oplever vi i udkantsområderne,” siger El Loco.
Han har deltaget i flere arrangementer om for eksempel arbejderes rettigheder og retten til uddannelse.
”De unge skal lære deres rettigheder at kende, ellers går de ud af skolen og ud i verden uden at vide noget. Og så bliver man udnyttet,” siger han og understreger sit budskab:
”Et oplyst folk er et frit folk. Undervisning er den eneste vej til at opnå gode økonomiske muligheder.”
Imilla har netop optrådt i El Alto med de samme budskaber:
”Pigerne identificerer sig meget med det, jeg laver. Undervisning og folkelig oplysning interesserer mig allermest, og når du rapper, så oplyser du,” konstaterer hun.
Ingen begrænsninger
El Loco begyndte at rappe i protest mod sin konservative far, der hverken forstår eller interesserer sig for den form for musik.
Imilla begyndte til sine forældres bekymring som graffiti-maler, da hun var 14. Hun laver stadig graffiti – eller gadekunst, som hun gerne kalder det – ved siden af sin rap. Og i dag bliver hun bakket op af sin mor, der fuldt ud accepterer hendes valg.
”Vi er kun få kvinder, der tør rappe. For det er et rigtigt macho-miljø, og så udsætter man sig selvfølgelig for fare,” erkender Imilla.
Men personligt er hun ligeglad:
”Jeg føler ingen begrænsninger, og der er intet, der kan holde mig tilbage. Mindst af alt en mand.”
Rappen i Bolivia voksede for alvor frem i El Alto i 1990’erne på radiostationen Huayna Tambo. Anti-racisme, sociale krav og etnisk indiansk stolthed var rappernes temaer. Ofte sunget på de indianske sprog aymara eller quechua. De sociale budskaber er stadig i centrum, men blander sig nu med miljøpolitik og ligestilling.
Tv-billederne af „ungdomsoprøret“ på Tahrir-pladsen står stadig klart i danskernes bevidsthed. Samtidig blev en anden vigtig aktør overset af den danske presse. En omfattende strejkebevægelse i dagene op til præsident Mubaraks afgang gav den egyptiske revolution tyngde. Og mens oprøret på Tahrir-pladsen på mange måder har tabt pusten, melder den uafhængige og frie fagbevægelse sig med stadig større styrke som den største sekulære bevægelse i landet. Politisk står Det Muslimske Broderskab som den store sejrherre efter valget og kæmper nu med Det Øverste Militære Råd om den reelle magtdeling i landet. Fagligt har en ny uafhængig fagbevægelse vundet fodfæste og fortsætter kampen for retten til at organisere sig frit og for sociale og økonomiske rettigheder.
Denne bog fortæller en anderledes historie om Det Arabiske Forår. En historie, der tager udgangspunkt i den egyptiske arbejders kamp for grundlæggende rettigheder og ser på, hvorfor denne kamp er nødvendig for at opnå en demokratisk udvikling. Det er en historie, der er sværere at formidle end Facebook- og Twitter-revolutionen, men den er mindst lige så vigtig – af flere grunde.
For det første er det centralt at forstå, at en revolution som den egyptiske ikke kommer af ingenting. Forarbejdet til revolutionen blev gjort mange år tidligere.Det er svært at sætte fingeren præcist på hvor og hvornår, men en milepæl var det, der skete i byen Mahalla i 2006. Mere end 20.000 tekstilarbejdere strejkede og fik for første gang i Egyptens nyere historie deres krav igennem. Og man skal ikke tage fejl af betydningen. Det var en stor sejr, og i befolkningen spredte fortællingen om den sig som ringe i vande, ikke bare i Egypten, men i hele den arabiske verden. Den blev også startskuddet til, at de første frie og uafhængige fagforeninger blev dannet. Denne historie bliver fortalt i kapitlet „Fagbevægelsens rolle før, under og efter revolutionen“ af Eva Plesner.
For det andet er det vigtigt at forstå, at økonomisk vækst, der kommer det store flertal til gode, er afgørende for Egyptens mulighed for at blive et demokratisk og frit samfund. Kapitlerne „Den egyptiske revolution satte kræfterne fri“ af Pernille Bramming og „Generalernes glade jul“ af Lasse Ellegaard analyserer forskellige indgange til en forståelse af overgangen til demokrati og de åbenlyse økonomiske og sociale barrierer, der skal overvindes. Der vil i kapitlerne være forskellige tal om de samme forhold, for eksempel om militærets økonomiske magt. Det skyldes helt enkelt, at det er umuligt at få indsigt i, hvor meget militæret ejer og forvalter, og derfor er det i bedste fald kvalificerede gæt. Dette gælder også på andre områder. F.eks. er det meget svært for fotografer og journalister at få adgang til større industrivirksomheder. Derfor er der heller ikke billeder i bogen af cement-, olie-, metalindustri og større tekstilvirksomheder.
Opfyldelse af rettigheder er nødvendig for at skabe velstand
Hovedbudskabet i denne bog er, at det er afgørende for en demokratisk udvikling i Egypten, at arbejdernes individuelle og kollektive rettigheder tages alvorligt. Samtidig er et stabilt og bæredygtigt arbejdsmarked, der kan sikre økonomisk vækst, en forudsætning for, at befolkningens forventninger til det nye Egypten kan indfries og demokratiet få en chance. Det bliver en svær omstilling. En omstilling, hvor der skal træffes svære valg, og hvor der skal vælges side. Følgende to oplevelser illustrerer udfordringerne.
Dannelsen af landets første uafhængige landsorganisation, EFITU
Den første fandt sted i slutningen af januar 2012 i et kongrescenter i en af Kairos yderste ørkenforstæder. Det var en skelsættende dag for de egyptiske arbejdere. Som det fremgår i kapitlet „Den ældgamle kamp for rettigheder“ af Helen Hajjaj og Wafaa Osama, har de aldrig været repræsenteret af en uafhængig fagforening; tværtimod har mange arbejdere været tvunget til at være medlemmer af ETUF (Egyptian Trade Union Federation), som har fungeret som regimets forlængede arm.
I slutningen af januar 2012, lige omkring etårsdagen for revolutionen, holdt landets første uafhængige landsorganisation, EFITU (Egyptian Federation of Independent Trade Unions), sin stiftende kongres. Hele den internationale fagbevægelse var til stede, og alle var enige om, at dette var en milepæl for den frie fagbevægelse i Egyptens historie.
Hundredvis af fremmødte medlemmer stemte på demokratisk vis ved valgene på EFITU’s første kongres. Udvalg, komiteer, strukturer blev skabt, og den meget karismatiske leder Kamal Abu Eita blev enstemmigt valgt som formand for EFITU.
På trods af de uroplagede omstændigheder og den usikre fremtid var der en revolutionær stemning blandt de fremmødte fagligt aktive. Her var alt fra folkeskolelærere og bagere til postarbejdere, jurister og arbejdere fra den uformelle økonomi samlet. Mange af dem var kvinder. Forstadscentret summede af optimisme og håb, engagement og videbegær.
Spørgsmålene haglede ned over Ulandssekretariatets repræsentant i kongrescentrets sidegange: „Hvordan gør I i Danmark? Har I fagforeninger for jurister? For postarbejdere? Hvad med dem i den uformelle økonomi?“
De var ivrige efter at få viden om den danske model og at lære af vores erfaringer. Der var en opstemt glæde på kongressen. Det var stort at være med til.
Kongressen var en bekræftelse af, at drivkraften for disse mennesker er en social indignation, der voksede år for år i Mubaraks tid, og som skal tages alvorligt. Ifølge arbejdsministeriet er der i dag omkring to millioner arbejdere, der har meldt sig ind i en af de nye frie og uafhængige fagforeninger. Og da der kommer flere til hver eneste dag, er der ingen tvivl om, at vi taler om den største og stærkeste ikke-religiøse bevægelse i Egypten. Selvom EFITU ikke har en fungerende organisation som ETUF, så er der ingen tvivl om retningen for de mange arbejdere, der tilslutter sig den uafhængige fagbevægelse i Egypten.
Firmaets mand
Den anden episode var på alle måder anderledes. Den foregik på den Internationale Arbejdsorganisations ILO’s regionale kontor i Kairo i september 2011 efter forårets og sommerens mange lønstrejker. En repræsentant for et multinationalt tekstilfirma fra Holland fortalte i al fortrolighed, at grunden til, at virksomheden i sin tid placerede sit firma i Egypten, ikke kun var de lave lønninger i landet, men især at Mubaraks regime sørgede for, at der var ro på arbejdsmarkedet, og at tekstilproduktionen derfor ikke blev forstyrret. Den stigende uro og de mange strejker bekymrede ham. Firmaets mand fortsatte derfor med retorisk at spørge, hvad han nu skulle gøre. Han svarede selv: „Vi har to muligheder: Enten flytter vi produktionen til et andet land som Bangladesh, hvor der er lavere lønninger, eller også bliver vi nødt til at gå i dialog med arbejderne.“
Der er mange pointer i denne historie. Den understreger en af de ting, der er vigtige for internationale virksomheder, når de bestemmer sig for at investere i Egypten: Regimet sørgede for ro og orden, blandt andet ved at holde arbejdernes krav nede. I dag er det anderledes, og derfor må virksomhederne gå i dialog med arbejderne for at kunne blive i landet. Egypten er et strategisk vigtigt land med et stort potentiale, så derfor vil udenlandske firmaer gøre meget for at blive på dette marked. Men historien viser også, at uroen i landet og de mange strejker kan få direkte indflydelse på de udenlandske investeringer, som det fremgår af kapitlet „Den egyptiske økonomi er i knæ – men kan hurtigt rejse sig“ af Henrik Vistisen.
Den egyptiske udfordring – del 1: Civile og borgerlige rettigheder & økonomisk vækst
Summen af de to historier siger en del om Egyptens udfordringer i dag. I dag kæmper mange egyptiske arbejdere sammen med andre befolkningsgrupper for at opnå større anerkendelse og flere rettigheder. Vigtige internationale, grundfæstede civile og borgerlige rettigheder er i spil. Det drejer sig blandt andet om retten til foreningsfrihed, retten til at organisere sig og retten til ytringsfrihed. I et moderne demokratisk samfund er disse rettigheder ufravigelige.
De egyptiske arbejdere vil gå langt for at få opfyldt kravene, og de vil ikke vige tilbage fra at strejke og skabe uro og kaos med klare negative konsekvenser for landets økonomiske situation. Den nye uafhængige arbejderbevægelse lægger sig ikke ned, hvis den møder modstand. Den har kæmpet længe og omsider fået en åbning og en platform at kæmpe fra.
Endnu er den nye faglige landsorganisation EFITU ikke anerkendt som en lovlig repræsentant for arbejderne, og der vil blive hård kamp om det spørgsmål. Men som den nyvalgte præsident Kamal Abu Eita svarede på spørgsmålet om, hvad han ville gøre, hvis EFITU ikke blev accepteret: „jeg har været i fængsel 18 gange; jeg er klar til at tage en tur mere.“
Man skal forstå, at legitimiteten for enhver fagbevægelse er grundfæstet i de internationalt anerkendte principper i ILO’s kernekonventioner. Specielt konventionerne 87 og 98, der handler om foreningsfrihed og retten til at organisere sig, er helt centrale. De er derfor også medtaget i FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948.
Som det fremgår af Helen Hajjaj og Wafaa Osamas kapitel „Egypten og ILO’s kernekonventioner“ har Egypten ratificeret begge konventioner, men de er reelt aldrig blevet implementeret. Tværtimod har den restriktive og forhadte lov nummer 35 begrænset foreningsfriheden totalt. En ny forbedret progressiv fagforeningslov er godkendt i kabinettet og venter på den endelige godkendelse i det nye parlament eller af Det øverste Militære Råd (SCAF, The Supreme Council for the Armed Forces), der ved redaktionens afslutning stadig regerede landet. Både den uafhængige egyptiske og den internationale fagbevægelse kæmper for at få vedtaget denne lov, der er afgørende for at arbejdsmarkedet kommer til at fungere, og for at arbejdernes stemme bliver hørt i udviklingen af landet. Uden den vil den nye uafhængige egyptiske fagbevægelse stadig operere uden for lovens rammer, og den vil ikke have mulighed for at opkræve kontingent og dermed få økonomi og organisation stablet på benene.
For Egypten er det en rigtig god ide. Det er internationalt anerkendt, at foreningsfrihed og fagforeningsfrihed i særdeleshed er fundamentale parametre for både økonomisk udvikling og reduktion af fattigdommen. Vækst uden fordeling øger uligheden, og uligheden fostrer, som vi ser det i Egypten, konflikter. Derfor er det som udgangspunkt helt afgørende at etablere eller reformere de institutioner, som kan sikre købekraft og ro på arbejdsmarkedet. Det giver mulighed for at indkræve skatter og finansiere skoler, sundhedsvæsen og sociale sikkerhedsnet. Kort sagt – udvikling.
Den egyptiske udfordring – del 2: Økonomisk udvikling – og retten til sociale og økonomiske rettigheder
Meget højt på de egyptiske arbejderes ønskeliste er ønsket om et bedre liv og økonomiske og sociale forbedringer. Her taler vi om retten til at arbejde sig ud af fattigdom, til et anstændigt arbejde med en ordentlig løn, til sociale sikringsordninger, til at børnene kan få en god uddannelse, til et sundhedssystem, der virker, og meget mere. For de fleste egyptere er post-Mubarak ønskelisten lang, rigtig lang. Og kravene bliver hver dag stærkere. Og her er dilemmaet.
Al videnskabelig litteratur, der beskæftiger sig med overgangen fra et autoritært til et demokratisk styre, understreger de mange farer, der truer den nye proces. Når det undertrykkende styre er væltet, stilles der store forventninger til en ny regering om umiddelbart at afskaffe fattigdom, indføre ægte demokrati og skabe økonomisk vækst og fremgang.1 De politiske valg, der bliver truffet i de første år, er helt afgørende, fordi de fleste nye demokratier, der bukker under igen, gør det inden for de første fem år. De fleste fejlslagne forsøg på demokratisering er sket, hvor man de første år efter demokratiseringen har måttet notere et fald i den generelle indkomst. Erfaringerne med hidtidige demokratiseringsforsøg peger altså entydigt på, at den første fase er helt afgørende for, om eksperimentet vil lykkes.
Derfor er der al mulig grund til at handle hurtigt i Egypten. Det drejer sig om at stabilisere økonomien, bringe væksten og jobbene tilbage, så der fortsat vil være overskud i samfundet til at udfordre og udvikle det Egyptiske demokrati. Det handler om dialog på fabriksgulvet, produktivitet og aftaler mellem legitime repræsentanter for båder arbejdere og arbejdsgivere.
Som det fremgår af beskrivelsen af den politiske og økonomiske situation i Egypten i kapitlet „Den egyptiske økonomi er i knæ – men kan hurtigt rejse sig“, ser det ikke godt ud. De fleste af de indikatorer, der står i plus, er de forkerte, nemlig dem, der drejer sig om niveauet af fattigdom, omfanget af arbejdsløshed, specielt for ungdommen osv., osv. På de vigtigste områder er der tilbagegang. Det drejer sig blandt andet om manglende inden- og udenlandsk investeringslyst, lukning af fabrikker og faldende indtægt fra turisme, der igen medfører en lang række sociale og økonomiske problemer, såsom tomme hoteller, fyrede rejseguider osv. Med faldende indtægter bliver det sværere at få økonomisk vækst og anstændigt arbejde, for ikke at tale om at sikre en forbedret velstand og afskaffelse af fattigdommen. Men Egypten kan hurtigt rejse sig igen, som det fremgår af Henrik Vistisens analyse. Det kræver blandt andet, at arbejderne bliver hørt.
Anerkendelse af de fundamentale civile og borgerlige rettigheder er ikke bare en forudsætning for opbygningen af et demokratisk samfund; den er også helt central for at opnå økonomisk vækst, som til gengæld er nødvendig for at nedbringe fattigdommen og dermed sikre befolkningens sociale og økonomiske rettigheder. Ringen er sluttet.
Som mødet med tekstilfirmaets mand illustrerer, hænger den økonomiske aktivitet tæt sammen med uroen/stabiliteten i landet. Som tidligere nævnt, har den nye fagbevægelse kræfter og mod til at kæmpe for anerkendelse og indflydelse, uanset omkostningerne. Den har international støtte, også fra FN’s arbejdsorganisation ILO.
Ønsker Egypten et demokratisk styre, er det derfor afgørende at vedtage den nye fagforeningslov og at gå i dialog med den spirende fagbevægelse. Men er der råd til at indfri alle kravene, vil mange måske spørge. Svaret er: Der er ikke råd til at undvige dialogen. Det koster meget mere end blot egyptiske pund.
Opbygningen af frie institutioner og organisationer – fundamental for demokratisk omstilling
I sagens natur er det spirende egyptiske demokrati institutionelt svagt funderet og politiske partier kun i deres vorden. I denne vanskelige situation er der al mulig grund til at støtte de institutioner og organisationer, der kan medvirke til at stabilisere den politiske og økonomiske udvikling.
Arbejdsmarkedets parter er nogle af de organisationer, der kan bidrage til at skabe økonomisk udvikling. Og en fungerende egyptisk fagbevægelse er en afgørende forudsætning, hvis kaos på arbejdsmarkedet skal undgås. Fagbevægelsens rolle vil ikke kun være den traditionelle – at sikre medlemmerne så gode løn- og arbejdsvilkår som muligt – men også at være en del af den nationale udvikling, herunder at bidrage til løsning af politiske spørgsmål såsom den nye forfatning, sociale og økonomiske aftaler og forholdet til nye politiske partier mv.
I konstruktiv dialog med regeringen og en forhåbentlig snarligt etableret, uafhængig arbejdsgiverforening vil fagbevægelsen være med til at løfte Egypten ind i demokratiet og retssamfundet og ud af fattigdommen og ungdomsarbejdsløsheden.
Hvis man vil hjælpe Egypten i disse kritiske år, må man derfor tage arbejdsmarkedet alvorligt. Det betyder støtte til den spirende fagbevægelse, blandt andet ved at sikre befolkningens borgerlige og civile rettigheder. Men også at de dele af den eksisterende fagbevægelse – og arbejdsgiverorganisationer – der ønsker at reformere sig, skal klædes på til at blive moderne organisationer, der er i stand til at forhandle på medlemmernes vegne og være med til at forme Egyptens fremtid. Denne opgave bidrager både DI (Dansk Industri) og Ulandssekretariatet LO/FTF til. Begge organisationer er engageret i Egypten gennem vores respektive partnere for at bidrage til social dialog mellem arbejdsmarkedets parter. Det er muligt med støtte fra Det Arabiske Initiativ i Udenrigsministeriet.
Denne bog er udgivet i et samarbejde mellem Ulandssekretariatet, Informations Forlag, nogle af de fremmeste mellemøstjournalister fra den danske presse og andre eksperter. De bidrager med overblik og analyser af den politiske situation og arbejdsmarkedsforhold, som Ulandssekretariatet LO/FTF ikke nødvendigvis er enig i hele vejen igennem, men som giver mulighed for at danne sig et indtryk af de vanskelige vilkår, demokratiet og fagbevægelsen har i Egypten i disse år. Fotograferne Tine Harden og Flemming Weiss Andersen har taget billederne.
Henrik Als, Programkoordinator Ulandssekretariatet LO/FTF
Tekstilarbejdere, bank- og finansfolk, skolelærere, chauffører og oliearbejdere har nedlagt arbejdet og demonstreret sammen med de unge, der førte an. Alle steder med krav om omfordeling af de milliarder, som magthaverne har puttet i egne lommer gennem årtier. Baggrunden for oprøret er lavt betalte job, en enorm ungdomsarbejdsløshed og millioner af kroner i forskel på rig og fattig.
Men hvad skal der ske, når diktatorerne er faldet? Bliver der i Egypten og Tunesien tale om egentligt regimeskifte, eller fortsætter dele af den gamle magtelite med andre titler og under nye former? Kan demonstranterne opretholde presset for reformer, så de både får ytringsfrihed, demokrati og rettigheder – OG brød, arbejde og retfærdighed? Fagbevægelsens styrke i de enkelte lande er helt afgørende for at komme den konfliktskabende ulighed til livs og sikre den nødvendige omfordeling af samfundets ressourcer. I både Tunesien og Egypten står fagbevægelsen i stigende grad uafhængigt og er klar til at gå i gang med opgaven.
Generalstrejke i Tunesien
Det hele startede i Tunesien den 17. december, da den unge student og gadehandler Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv. Protesterne bredte sig hurtigt til hele landet. Unge fagforeningsaktivister, regionale fagforeninger og enkeltforbund var med til at organisere oprøret, der i første omgang førte til, at diktatoren og milliardæren Ben Ali flygtede til Saudi Arabien. Da den første regering blev dannet efter Ben Ali, gik tre minister fra den faglige landsorganisation UGTT hurtigt ud igen, presset af baglandet, fordi den nye regering næsten kun bestod af den gamle elite. Premierminister Ghannouchi reagerede ved at smide alle ministre ud, som var medlem af Ben Alis parti RDC og forbød partiet, men selv blev han siddende, selvom også han var en del af Ben Alis elite. Oprørsbevægelsen fortsatte demonstrationerne, støttet af fagbevægelsen. Mellem 50.000 og 100.000 var i generalstrejke i landets næststørste by Sfax den 26. januar, og til sidst måtte Ghannouchi gå af.
Ny faglig landsorganisation i Egypten
I Egypten gik titusinder i både den offentlige og private sektor i strejke op til Mubaraks afgang, og strejkerne fortsatte efterfølgende. Ambulanceførere og buschauffører kræver bedre løn og arbejdsforhold. Politifolk har strejket. Olie og gas, stålindustrien, tekstil, televæsnet, jernbaner, postvæsen, banker og medicinalvirksomheder har alle været ramt af strejker for løn og arbejdsvilkår. På en virksomhed i byen Helwan syd for Cairo gik 3.000 arbejdere i strejke for at få ledelsen af virksomheden til at gå af. De mener, produktionen kan sættes op til det dobbelte, hvis virksomheden kommer korruptionen og den dårlige ledelse til livs.
Det er ikke noget nyt, at offentligt og privatansatte strejker i Egypten. Op mod 2 millioner arbejdere har deltaget i tusindvis af strejker for bedre løn og arbejdsforhold siden 2004. Egyptens gamle fagbevægelse ETUF er tæt forbundet med Mubarak og det gamle regime. Formanden for ETUF gik med i pro-Mubarak demonstrationer, og faglige aktivister anklager ledelsen i ETUF for i årevis at have modtaget bestikkelse af virksomhederne og for at have samarbejdet med Mubaraks sikkerhedsstyrker i kampen mod strejkebevægelserne. Center for Trade Union and Workers’ Services (www.ctuws.com ) har støttet strejkebevægelsen og var den 30. januar med til at danne en ny uafhængig landsdækkende faglig organisation i Egypten, der omgående blev anerkendt af den internationale fagbevægelse ITUC (www.ituc-csi.org/egypt-ituc-supports-general-strike ). Kampen om fagforeningsfrihed føres sideløbende med kampen for demokrati. For eksempel gik 24.000 tekstilarbejdere den 16. februar i strejke i byen El Kubra nord for Cairo for at få ret til at melde sig ud af den gamle fagforening og ind i den nye uafhængige fagbevægelse.
Også i Tunesien er et større opgør med UGTT’s ledelse i gang. En Facebook gruppe med 25.000 medlemmer kræver formandens afgang og opfordrer til demonstration ved UGTT’s hovedkvarter, fordi han har arbejdet tæt sammen med den gamle diktator Ben Ali. Samtidig anses UGTT nu for at være den drivende kraft i omvæltningerne i Tunesien.
Opbygning af uafhængig fagbevægelse
Gennem mange års lidelse og afsavn har offentligt og privatansatte i Tunesien og Egypten indset, at det er nødvendigt med uafhængige faglige organisationer, der kan og vil forhandle deres krav. Den skandinaviske fagbevægelse har noget at tilbyde. På grund af de udemokratiske forhold i Nordafrika og Mellemøsten har det ikke været muligt at føre forhandlinger om overenskomster, løn og arbejdsforhold. Den skandinaviske fagbevægelse over 100 års erfaring med netop det. Uddannelse af tillidsfolk, gennemførsel af forhandlinger og udveksling af erfaringer med arbejdsmarkedslovgivning er alt sammen med til at styrke den del af civilsamfundet, som udgøres af de faglige organisationer, der skal klædes på til at kunne være med til at løfte den enorme opgave, det er at skabe vækst og omfordele ressourcerne, så forhåbningerne hos de mange, der har væltet diktatorerne, også kan indfries på sigt.
Mads Bugge Madsen
Sekretariatsleder/General Secretary
Alligevel står det nu klart, at hele den internationale fagbevægelse støtter op bag Egyptens nye og uafhængige fagbevægelse, som i løbet af et år har formået at organisere op mod to millioner arbejdere i op mod 200 nye fagforeninger inden for stort set alle faggrupper.
EFITU (The Egyptian Federation of Independent Trade Unions) holdt sin stiftende kongres i januars sidste dage i et kongrescenter i en af millionbyens yderste ørkenforstæder. Langt fra de sammenstød, der samtidig foregik i det centrale Cairo mellem revolutionens fodboldfans og militærstyrets sikkerhedstyrker.
Bogstaveligt talt i pyramidernes skygge bød arbejdsmarkedets og fagbevægelsens internationale overbygninger velkommen til den nye hovedorganisation. Selv om EFITU endnu ikke har nogen legitimitet og ret til at indgå overenskomster. For de rettigheder ligger fortsat – og lovfæstet – hos den gamle, Mubarak-tro organisation ETUF (Egyptian Trade Union Federation).
Men i forbindelse med strejkebølgen under Tahrir-revolutionen forlod hundredevis af ETUF-medlemmer den statsautoriserede fagforening og sluttede sig til de uafhængige organisationer. Ligeledes har stribevis af hidtil uorganiserede arbejdere sluttet sig til den frie fagbevægelse.
Netop retten til at organisere sig var det altoverskyggende tema på den stiftende EFITU-kongres. For selv om Hosni Mubarak er væltet, og selv om den gamle statsstyrede og korrupte ledelse i ETUF er sat på porten, så er det dog stadig ETUF, der har den formelle ret til at organisere på arbejdsmarkedet. Tilmed er der stærke kræfter i gang blandt Det Muslimske Broderskab – parlamentsvalgets islamiske vinder – for at overtage ledelsen af det statskontrollerede ETUF.
Derfor er det mere end uklart, om det nu styrende militærråd og det kommende nye parlament vil sikre forhandlingsret til uafhængige EFITU. Og dermed om den nye hovedorganisation vil få status som andet og mere end en aktivistisk organisation på det egyptiske arbejdsmarked.
Men uanset hvad der sker, så kan man ikke rulle processen tilbage. Den nye fagbevægelse er for stærk. Og den støttes nu af hele den internationale fagbevægelse,” vurderer programkoordinator Henrik Als, der deltog i EFITUs kongres på vegne af Ulandssekretariatet og den danske fagbevægelse.
Udenrigsministeriet har bevilget 8,5 millioner kroner til Ulandssekretariatet, bl.a. til i samarbejde med EFITU at opbygge et arbejdsmarkedsinstitut, der skal danne rammen om en social dialog mellem arbejdstagere, arbejdsgivere og den egyptiske regering.
På EFITUs kongres talte Henrik Als på Ulandssekretariatets vegne om dette samarbejde mellem den danske og den nye egyptiske fagbevægelse. Og han understregede, at det ikke alene er vigtigt at kæmpe for sin ret til at organisere sig, men også for retten til at have et job.
Og med god grund, fremgår det af ILOs seneste rapport om arbejdsmarkeds-tendenser i regionen. I Egypten, Libyen og Tunesien er 27 pct. af de unge arbejdsløse. Unge kvinder har en arbejdsløshedsprocent på 41.
Der er adskillige arbejdstagerrettigheder, der i international sammenhæng tages for givet, som ikke eksisterer i Egypten – eller er forbudt ved lov. Det gælder f.eks. strejkeretten, som de frie fagforeninger kæmper for at erhverve. Ligesom en minimumsløn, man kan leve af, sundhedsforsikringer og pensioner står højt på de nye organisationers ønskeliste.
På kongressen valgte de 264 delegerede på helt demokratisk vis både en hovedbestyrelse og en række arbejdsudvalg.
EFITU blev dannet under de kaotiske revolutionsdage i januar/februar sidste år. Det var den nuværende præsident for EFITU, Kamal Abu Eita, samt præsidenten for en demokrati-NGO, CTUWS (Center for Trade Union and Workers’ Services http://www.ctuws.com/Default.aspx), Kamal Abbas, der stod bag mobiliseringen af strejkebølgen i revolutionens første dage. Og det var de to, der tog initiativet til dannelsen af EFITU.
Men hen over sommeren gik etableringen op i magtkamp og personopgør. Det er foreløbig endt med at Kamal Abbas har stiftet den anden nye, uafhængige organisation, EDLC (the Egyptian Democratic Labour Congress), mens Kamal Abu Eita er blevet præsident for EFITU.
Uanset striden på topniveau, så kommer der hver dag nye små, lokale fagforeninger til. Mange af dem er reelt arbejder-klubber på de enkelte virksomheder. Ofte bliver de ikke anerkendt af arbejdsgiverne, men de bliver registreret i arbejdsministeriet og får dermed ret til at åbne en bankkonto.
Det er mange af disse fagligt aktive, der deltog på EFITUs stiftende kongres. Og her i forstadscentret summede det af optimisme og håb, engagement og videbegær.
”Hvordan gør I i Danmark? Har i fagforeninger for jurister. For postarbejdere? Hvad med dem i den uformelle økonomi?”
Spørgsmålene haglede ned over Henrik Als i kongrescentrets sidegange. Og han stod beredvilligt klar med svar om den danske model.
”De er begærlige efter at få viden og at lære af vores erfaringer. Der var en opstemt glæde på kongressen. Det var stort at være med til,” siger Henrik Als.
“Udviklingslandenes behov er mange og spænder vidt. Fra bekæmpelse af korruption og en mere åben og effektiv offentlig forvaltning over bedre infrastruktur og gunstige rammebetingelser for virksomheder til uddannelse, sundhed og rent vand til befolkningen. Indsatserne for at imødekomme disse behov hænger uløseligt sammen. Resultater på ét område forudsætter resultater på andre. Udvikling af sociale sektorer hænger sammen med mulighederne for øget produktion og økonomisk vækst og for fattigdomsbekæmpelse. Samtidig er vækst og forbedret regeringsførelse afgørende for at styrke landenes muligheder for selv at finansiere social udvikling i fremtiden.”
Det, som allerede har givet anledning til megen skarp debat i det offentlige rum, er det erklærede fokus på vækst drevet af den private sektor. Nu er der uomtvisteligt er en klar sammenhæng mellem et samfunds evne til at levere på sundhed, uddannelse og sociale sikkerhedsnet og produktivitet og vækst i den private sektor. Som det hedder i kapitel 4. Vækst og beskæftigelse på side 19:
“Økonomisk vækst øger skattegrundlaget i det enkelte land. Det skal udnyttes til at finansiere bedre udvikling for landets borgere. Danmark vil støtte opbygningen af mere effektive skattesystemer, så partner landene bliver i stand til på sigt selv at finansiere offentlige udgifter til blandt andet sundhed, uddannelse, infrastruktur, vand og sanitet. Et større skattegrundlag skaber også mulighed for tiltag, der kommer de fattigste til gode”
I forhold til tidligere tiders formuleringer om involvering af danske kompetencer, er denne strategi mere præcis i forhold til arbejdsmarkedets parter på side 12 under afsnittet Anvendelse af danske kompetencer i arbejde for udvikling, skrives:
“Danske kompetencer skal arbejde for udvikling. Det tætte og strategiske samarbejde med repræsentanter fra offentlige myndigheder, civilsamfundet, erhvervslivet, arbejdsmarkedets parter og uddannelses- og forskningsinstitutioner vil blive udbygget i de kommende år.”
Men djævlen er i detaljen og det er ærgerligt (og afgørende) at begrebet “anstændigt arbejde” og “de danske erfaringer på arbejdsmarkedet”, som var med i Ulla Tørnæs’ første udkast, ikke længere er nævnt i Søren Pinds papir, nu tales der kun om “en sund, veluddannet arbejdskraft”.
Begrebet Anstændigt Arbejde har på relativ kort tid vundet hævd, og det bliver mere og mere internationalt anerkendt, at et velfungerende arbejdsmarked er midlet til at bekæmpe fattigdom. Dagsordenen for anstændigt arbejde støttes nu af flere store internationale organisationer som OECD, Organisationen af Amerikanske Stater, den Afrikanske Union, Den Økonomiske Kommission for Afrika, Den Asiatiske Udviklingsbank og Europa-kommisionen. Også FN har anerkendt dagsordenen, og Anstændigt Arbejde er blevet indskrevet som et af delmålene, der skal nås for at udrydde ekstrem fattigdom inden 2015.
Dagsordenen indeholder 4 grundelementer:
Anerkendelse af arbejdstagerrettigheder
Beskæftigelse og indkomstmuligheder
Social beskyttelse og social sikring
Social dialog og trepartsmodellen
Hele spørgsmålet om social dialog på arbejdsmarkedet er ikke behandlet.
Social dialog er det der foregår, når arbejdsgivere og fagbevægelse sammen laver kollektive overenskomster og løser konkrete problemer på arbejdsmarkedet, hvad enten det nu er på den enkelte virksomhed, i den enkelte branche eller på nationalt niveau. Social dialog er, med andre ord, præcis forudsætningen for, at privat sektor drevet vækst kan blive fattigdomsorienteret. For hvis ikke væksten i de små og mellemstore virksomheder skaber bedre lønninger for arbejderne, og dermed mere økonomisk aktivitet på de lokale markeder, så bliver de fattigste snydt igen. Fordelingen af overskud sker altså ikke af sig selv, og handler altid om styrkeforholdet mellem arbejdsgivere og fagbevægelse, for ingen arbejdsgiver eller virksomhedsejer med respekt for sig selv, vil betale højere lønninger end strengt nødvendigt.
Det tætteste man kommer begrebet, er på side 17 under afsnittet Lokale rammer skal understøtte økonomisk vækst, der siger:
“Der skal være åben dialog mellem den private sektors organisationer og det offentlige i udviklingslandene.”
Men det har ikke noget med social dialog at gøre. Det er beklageligt at fagbevægelsen på denne måde bliver ekskluderet fra processen, og senere i kapitlet bliver det klart, at regeringens svar på denne problematik vil være, at disse forhold er varetaget i forbindelse med CSR (Corporate Social Responsibility) eller som det hedder på dansk; Virksomhedernes samfundsansvar, for på side 18 under afsnittet: Ny teknologiog innovative partnerskaber, hedder det:
“I partnerskab kan danske virksomheder og virksomheder i udviklingslandene fremme principperne om ansvarlig virksomhedsdrift. Ved at indarbejde arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder, miljø og antikorruption i deres forretning, påtager de sig et samfundsansvar og bidrager til en bæredygtig udvikling.”
Det er imidlertid uhensigtsmæssigt, for hvis CSR skal have nogen som helst anden funktion, ind at tjene som et PR stunt og et figenblad overfor kritiske danske forbrugeres krav om anstændighed i produktionen, af de varer de køber, så forudsætter det en fungerende lokal fagforening. En fagforening der kan holde virksomhedens ledelse op på de fine ord og hensigter. Dette er veldokumenteret i Tom Heinemans prisbelønnede film: Når Tilbud Dræber (filmen distribueres gratis fra Ulandssekretariatet).
En anden ændring i forhold til det første udkast er, at der nu ikke længere tales om, at 2/3 af bistanden skal gå til Afrika, men at “hovedparten af bistanden” skal gå til Afrika (side 8, 2.3. Partnerlande). Det kunne umiddelbart synes at være en forbedring, for det er svært at forstå, hvorfor Afrika skal prioriteres så højt i forhold til de andre fattige og værdigt trængende lande i verden. (Der lever fx flere mennesker under fattigdomsgrænsen i Asien end i Afrika og Latinamerika til sammen). I TV2 News søndag den 21. marts, løftede Søren Pind lidt af sløret for argumenterne. Han snakkede om terrorisme og behovet for at forhindre grobund for terror. Vi har, som han sagde, en dansk interesse i at gøre noget ved det. Man fornemmer også efterklangen af diskussionen om indsatsen i “nærområderne”, der, i dette tilfælde, skal bidrage til at forhindre, at flere mennesker fra Afrika søger lykken i Europa, ved at skabe bedre forhold for dem, der hvor de er.
Det kan såmænd være et udmærket argument for at hjælpe, men det retfærdiggør ikke, hvorfor man fx skal lukke ned i Bolivia – De er ludfattige, har lige gennemført et demokratisk valg, hvor der for første gang er valgt en præsident, Avo Morales, der er af indiansk afstamning. Han vil hjælpe de fattigste og er interesseret i at få støtte til opbygningen af et mere retfærdigt og demokratisk samfund. Hvad er argumentet for ikke længere at støtte Bolivia? Også når man tager i betragtning at landet har mange naturlige ressourcer og er et naturligt sted for dansk erhvervsliv at involvere sig.
På samme måde kunne man, udover de humanitære, også nævne danske interesser, hvad enten de nu er politiske eller økonomiske, i fx Cambodja, Indonesien, Pakistan, Paraguai og Peru.
De to spørgsmål der trænger sig på, er altså:
Hvordan kan man gøre vækst i den private sektor fattigdomsorienteret, uden aktivt at indarbejde Anstændigt Arbejde Dagsordenen og anerkende behovet for social dialog?
På hvilken måde er det, at danske interesser er så tæt forbundne med Afrika, men ikke med Asien og Latinamerika?
”Hvor stort er det?”, spørger jeg Nathan Banda, som sidder over for mig på Diamanten ved havnekajen i København.
”80 procent”, siger han.
”80 procent – af minerne, byggeriet, produktionen?”, spørger jeg chokeret.
”Ja. Kineserne kontrollerer 80 procent af produktionen i Zimbabwe”.
Jeg spørger om omfanget, efter at Nathan Banda har fortalt mig, at de kinesiske arbejdsgivere i Zimbabwe er fuldstændig ligeglade med regler og beskyttelse af arbejderne. Banda er ansvarlig for arbejdsmiljøarbejdet i Zimbabwes landsorganisation ZCTU.
”Vi kommer til byggepladser, hvor der ikke er toiletter, og hvor bygningsarbejderne arbejder uden beskyttelse. Der er mineområder, hvor der hverken er toiletter eller ordentlige steder, hvor arbejderne kan sove. Lønnen er elendig, og hvis nogen brokker sig, så er der andre arbejdsløse, der står og venter på jobbene”, fortæller Nathan Banda.
Han var med, da bygningsarbejdernes fagforening for et stykke tid siden besøgte en byggeplads, hvor den nationale boligfond har ansat en kinesisk entreprenør til at stå for byggeriet af lejligheder.
Der fortalte arbejderne om misbrug, tæsk og løn, der ikke bliver udbetalt. En af arbejderne fortalte, at han var faldet ned på et fundament og var kommet til skade. Hans arbejdsleder havde reageret ved at jage ham væk fra byggepladsen og erklære, at han ikke fik sin løn. Arbejderen kom tilbage efter en måned, fordi det var hans eneste mulighed for at tjene penge.
Ifølge loven kan arbejderne stoppe arbejdet, hvis det er farligt. Det var, hvad forbundet opfordrede dem til at gøre på byggepladsen. Det skete også, men der kom ikke meget ud af det. Frygten for at blive fyret er for stor.
Arbejdsmarkedslovene i Zimbabwe stammer fra den britiske kolonitid. Fagbevægelsen har brugt dem som løftestang til at få forbedringer på virksomhederne. Men siden kineserne indtog Zimbabwe, er det gået nedad bakke. ”Men det er også lokale arbejdsgivere, der bryder reglerne. Det sker overalt nu”, siger Banda.
Mugabes ministre har aktier i de kinesiske virksomheder
ZCTU har mellem 250.000 og 300.000 medlemmer og er den stærkeste kraft i oppositionen i et land, hvor arbejdsløsheden sidste år nåede 90 procent, og hvor 70 procent af befolkningen får direkte fødevarehjælp.
Robert Mugabe sidder som præsident. Godt nok i en enhedsregering med Morgan Tsvangirai som premierminister. Tsvangirai er leder af det største oppositonsparti til Mugabe, Movement for Democratic Change (MDC). Selvom Mugabes ZANU-PF kun har halvdelen af ministrene i regeringen, og MDC og et andet oppositionsparti resten, så er det reelt ZANU-PF, der sidder med magten, fortæller Nathan Banda.
”Mr. Mugabe har sørget for, at MDC’s ministre sidder der, hvor der skal leveres, for eksempel i Arbejdsministeriet. Men ZANU-PF sidder på sikkerhedsapparatet– og dermed magten”.
Politikerne og ministrene fra ZANU-PF har også penge i virksomhederne.
”Der er mange af dem, der har aktier i de kinesiske virksomheder. Derfor kan de få lov til at gøre, hvad de vil. De er ligeglade med regler og beskyttelse af arbejderne. For dem handler det kun om at tjene penge”, siger Nathan Banda.
Det er LEDRIZ – Labour Economic Development Research Institute of Zimbabwe – der har opgjort kinesernes økonomiske investeringer. Jeg spørger Banda, hvordan det kan gå til, at de er så massivt i Zimbabwe.
”The sanctions” – sanktionerne – lyder det lakonisk. De vestlige lande har lavet målrettede restriktioner mod præsident Mugabe og hans familie og halvoffentlige virksomheder. Det rammer hele landet, siger Nathan Banda. Da der var gået noget tid med det, besluttede politikerne ”at se mod øst”. De inviterede kineserne ind, og de kom med glæde. Faktisk var det hele Afrika, der blev ramt af restriktionerne, for den Afrikanske Union stillede til forhandlinger med Mugabe i delegationen, og så ville blandt andet EU ikke forhandle. Kineserne er da også i hele Afrika. Det er svært at få tal på, men det britiske tidsskrift Economist skriver, at alene Kinas samhandel med Afrika er 6-7 doblet siden 2003. I 2010 blev der handlet for mere end 120 milliarder dollar mellem de to. Det svarer til over 600 milliarder kroner. I de sidste to år har Kina givet flere lån til fattige lande, især i Afrika, end Verdensbanken, skriver Economist.
I sidste måned indgik Kina og Zimbabwe en låneaftale. Det var Zimbabwe, der lånte op mod tre milliarder kroner af de gavmilde kinesere. Der er ikke noget, der tyder på, at samarbejdet med kineserne stopper foreløbig – og det bliver vel at mærke stadigvæk på deres præmisser.
Men ZCTU arbejder ufortøvet videre. Med arbejdspladsbesøg, med kurser i arbejdsmiljø, med træning af tillidsfolk. Mange af medlemmerne i ZCTU er også politiske aktivister, og det er i regeringen, der skal ske en ændring, før der for alvor kan ændres på arbejdsforholdene. Men det har lange udsigter, siger Nathan Banda.
”Mr. Mugabe vil gerne have et valg så hurtigt som muligt, men i ZCTU vil vi først have lavet en forfatning, som civilsamfundet har haft indflydelse på”.
Men hvordan kan det ske, når Mugabe og ZANU-FP sidder på magten, spørger jeg.
”Det er en lang proces. Måske bliver den første forfatning stemt ned, og så må der laves en ny. Det er ikke til at vide, hvordan det vil forløbe”, siger Nathan Banda.
Lige nu mobiliserer Robert Mugabe ungdommen med slagord imod udenlandske sanktioner. Sydafrika er på vej med en plan for ændring af valgloven og visse forfatningsændringer. Befolkningen er tavs, – stille, fortæller Nathan Banda. Alle frygter, at volden fra valget i 2008 vil komme igen. Dengang var der et blodbad op til valget. Men tavshed kan være ildevarslende, siger han. Den kan være et tegn på, at der snart sker noget helt andet.
Nathan Banda er i Danmark for at tale til 1. maj arrangementer i Haderslev, Horsens, Århus og Brønderslev.
Øvrige kilder: Udenrigsministeriet, www.theworker.co.zw, The Economist: http://www.economist.com/node/18586448
Den bolivianske præsident Evo Morales har for længst vinket farvel til hvedebrødsdagene. Konflikterne hober sig op i denne hans anden valgperiode, og mange har svært ved at forstå, at en regering med så stor folkelig opbakning ikke er i stand til at levere bedre resultater. De offentligt ansatte er utilfredse, og de ansatte i sundhedssektoren har taget særdeles skrappe midler i brug for at vække regeringens opmærksomhed.
I december måned 2011 holdt den siddende regering et socialt topmøde. En af konklusionerne fra mødet var, at sundhedssituationen i befolkningen skulle forbedres og sundhedsvæsnet styrkes generelt. I en af delkonklusionerne fra mødet fremgik det, at alt sundhedspersonale skal øge den daglige arbejdstid fra seks til otte timer uden lønkompensation.
Dekret frem for løsning via dialog
Den 6. februar i år fastslog præsidenten så gennem et dekret, at arbejdstiden i sundhedssektoren skulle hæves med to timer dagligt – uden nogen form for lønkompensation. Dekretet fik mere end 50.000 sundhedsansatte på gaden over hele landet. Sygeplejersker, portører, sygehjælpere, læger, socialarbejdere, tandlæger etc. Kun et akuthjælpsberedskab er opretholdt, blandt andet med mobile sundhedsposter.
Protesterne fik regeringen til at åbne en platform for dialog, hvor parterne kunne udveksle synspunkter, men de faglige organisationer lod sundhedsministeren forstå, at de under ingen omstændigheder vil acceptere indholdet i dekretet. Sundhedsarbejderne var dog indstillet på at gå op i tid, hvis de får visse krav opfyldt. De krævede, at sundhedssektoren skal dækkes af landets arbejdslovgivning. Derudover ville de have adgang til de sociale goder, som er beskrevet i arbejdsmarkedsloven, blandt andet sygesikring. Endelig krævede de strejkende et nyt lønsystem indført.
Gidseltagning ved højlys dag
Regeringen opfattede kravene og strejkerne som en gidseltagningssituation, hvor det er hele den bolivianske befolkning, der var de strejkendes gidsler, og den truede derfor med at retsforfølge alle de strejkende. Sundhedspersonalet fik ikke strejkestøtte, og de risikerede fyring, fordi de strejkede ulovligt.
I hovedstaden La Paz gik flere af de strejkende i sultestrejke, der varede i to måneder. Flere hundrede læger har været med. De strejkende er stået fast på deres krav og har beskyldt regeringen for lemfældig planlægning på sundhedsområdet. Regeringen ønsker at hæve arbejdstiden, men der er ikke afsat øgede bevillinger til for eksempel forbedret infrastruktur eller køb af medicin, argumentere de faglige organisationer.
Den 4. maj holdt præsident Evo Morales en pressekonference, hvor han lovede at suspendere dekretet om den øgede arbejdstid. Det blev ikke godtaget af de faglige organisationer, som ville have dekretet helt afskaffet. En suspension ser de som præsidentens forsøg på at trække tingene i langdrag, – en manglende vilje til at komme dem i møde.
Lysten til kompromisser efterlyses
Denne uforsonlighed mellem regeringen og de ansatte i den offentlige sundhedssektor er karakteristisk for mange forhold i det bolivianske samfund. Sådan har det været i store dele af landets historie. Den sociale dialog på arbejdsmarkedet er enten stærkt konfliktfyldt eller helt fraværende. Ingen af de tre parter – fagforeninger, arbejdsgivere, regering – virker særlig indstillet på reelle forhandlinger eller dialog, hvor der indgås kompromisser.
”Traditioner i organisationerne og den politisk kultur trænger til en modernisering”, siger Ulandssekretariatets konsulent i Bolivia, Alberto Vilar Taguchi. ”Og den kan kun bolivianerne selv skabe”.
Konfliktkultur med mange snublesten
Der er registreret et gennemsnit på 98 sociale konflikter på månedsplan i Bolivia, og her er ikke medregnet det store antal interne konflikter, som også findes i fagbevægelsen og andre organisationer. Det er en stor udfordring for boliviansk fagbevægelse at vælge dialogen frem for konfrontationen, når den skal forfølge målet om skabelse af anstændige jobs og et bæredygtigt arbejdsmarked.
I Ulandssekretariatets projektsamarbejde med de Offentligt Ansatte Sundhedsarbejdere (Central de los Trabajadores de Salud Publicos de Bolivia – CSTSPB) sættes der fokus på konfliktløsningsværktøjer. Målet er at kunne deltage konstruktivt i diverse to -og treparts-fora på arbejdsmarkedet. I dialog og forhandling med myndighederne og med arbejdsgiverne. Samarbejdet foregår med støtte fra det globale forbund PSI (Public Service International) og i samarbejde med andre i regionen. Blandt andet mødes repræsentanter fra Bolivia med folk fra sundhedssektoren i Guatemala.