
Fællesskab styrker kampen for ligestilling

“Det har været meget betydningsfuldt og har åbnet utroligt mange døre for os”.
Sådan betegner kvinderne fra MENA-netværket deltagelsen i konferencen Women Deliver i København sidste år.
I forrige uge var der opfølgningsmøde på Christiansborg, og her berettede to af kvinderne fra netværket om både udfordringer og succeshistorier i kampen for ligestilling i det nordlige Afrika.
I Egypten har de faglige kvinder således taget kampen op mod vold og sexchikane.
“Vi har store problemer i Egypten med kvinder, der udsættes for seksuel chikane på arbejdspladsen. Og vi oplever ofte, at kvinder udsættes for verbal vold i det offentlige rum,” fortalte Shaymaa Ahmed, der er formand for lærernes fagforbund i Egypten og sidder i hovedbestyrelsen for hovedorganisationen EFITU.
Kvinderne i EFITU har produceret en film om forskelsbehandling og chikane på arbejdspladsen – en film, der blandt andet danner baggrund for debatmøder om kvinders muligheder for at forbedre deres situation på arbejdsmarkedet.
Netop problemerne med seksuel chikane er vigtige at få frem i lyset, da det er svært at føre beviser og få vidner til at stå frem, fortalte hun.
Fællesskabet har stor betydning
Men erfaringerne fra Women Deliver-konferencen har været en stor inspiration i den fortsatte kamp.
“Det har givet os et pusterum at være med i dette netværk af kvinder. Det er ikke nemt for os fagforeningskvinder som kommer fra lande, der er druknet i politiske konflikter. Men vi har fået stor viden og mange erfaringer med hjem fra vores deltagelse i Women Deliver,” sagde Shaymaa Ahmed.
Der var også lovprisning af deltagelsen i konferencen fra Meryem Boualla fra Union Marocaine du Travail (UMT) i Marokko.
“Det er utroligt vigtigt at være med i et fællesskab, hvor vi oplever at vi ikke står alene med de udfordringer, der er i vores del af verden,” sagde hun.
Gang i social dialog
“Det første, vi gjorde efter konferencen, var at få sat gang i en dialog med politikerne om ændring af den lovgivning, der har med ligestilling og forskelsbehandling at gøre,” fortalte Meryem Boualla.
“Det er helt sikkert en kulturel arv, der gør at lovgivningen i Marokko sikrer privilegier til fordel for mænd. Og der er en betydeligt kløft mellem mænd og kvinder på arbejdspladserne og i samfundet som helhed. Det vil vi ændre på med den dialog, vi har fået i gang. Der er lang vej at gå, men vi tager et skridt ad gangen,” sagde hun.

De to kvinder talte på Christiansborgmødet på vegne af en delegation på 12 kvinder fra det dansk-arabiske kvindenetværk, som støttes af blandt andre Ulandssekretariatet.
Brystkræft og børneægteskaber
Det var magtpåliggende for kvinderne også at fortælle succeshistorier om vundne kampe. I Egypten er et lykkedes de faglige kvinder at få gennemført gratis forebyggende lægeundersøgelse af brystkræft i en række landsbyer.
Og i Marokko er det lykkedes at få ændret ægteskabslovgivningen til fordel for unge piger under 18 år.
“Det er lykkedes os fagforeningskvinder at få presset på, så loven nu er ved at blive ændret. I mange små byer ude på landet var det almindeligt, at forældre lod deres mindreårige piger gifte bort, for mange betragter deres piger som en økonomisk belastning. Men nu må piger først blive gift, når de er fyldt 18 år,” fortalte Meryem Boualla.
Der var bragende klapsalver til MENA-kvinderne fra en fyldt fællessal på Christiansborg. Her talte også blandt andre udviklingsminister Ulla Tørnæs og formanden for Dansk Sygeplejeråd og Sundhedskartellet, Grete Christensen.