20.000 metalarbejdere i Kenya har fået bedre arbejdsforhold
I industrikvarteret en halv times kørsel uden for Kenyas hovedstad Nairobi ligger bilfabrikken ’Auto Ancillaries Limited’. Elias Nyawade, som er fællestillidsmand, viser rundt på fabrikken. Maskinlarmen er øredøvende, og temperaturen er tæt på kogepunktet, fordi 100 mand er i færd med at forme metal til forskellige reservedele til biler og lastvogne.
Elias Nyawade overdøver larmen og fortæller stolt, hvad det har betydet, at metalarbejdernes forbund i Kenya (AUKMW, Amalgated Union of Kenya Metal Workers) i 2011 fik sat fokus på arbejdsmiljø. Det er sket med støtte fra Dansk Metal og Ulandssekretariatet. Formålet med projektet er at træne tillidsmænd i arbejdsmiljø, hvilket har været til gavn for både de 100 ansatte på denne bilfabrik og de 20.000 metalarbejdere i forbundet AUKMW.
”For nogle år siden var det helt utænkeligt at have et sikkerhedsudvalg på de her arbejdspladser. Vi vidste intet om arbejdsmiljø. Der var mange ulykker, og kollegaerne blev ofte syge af farlige dampe og malerprodukter. Sådan er det heldigvis ikke mere,” forklarer Elias.
”I dag er vores sikkerhedsorganisering blevet meget bedre. Vi har set et fald på hele 80 procent i sygefraværet, og vi har næsten ingen arbejdsulykker mere. Lige bortset fra enkelte fingerskader nu og da.”
Faldet i arbejdsulykker skyldes ifølge Elias, at tillidsmændene i samarbejde med ledelsen i dag instruerer nyansatte i forebyggelse og forbedring af arbejdsmiljøet. Eksempelvis, hvordan man løfter rigtigt og bruger sikkerhedsudstyret korrekt. Også de fastansatte bliver løbende opdateret.
”Helt konkret sætter vi referatet fra det seneste møde i sikkerhedsudvalget op på oplysningstavlen, så alle kollegerne kan se det med det samme. Og i yderste konsekvens sender ledelsen simpelthen advarselsbreve ud til de uforsigtige arbejdere.”
Elias fortæller også om andre fordele ved at arbejde med arbejdsmiljø, mens vi går rundt på fabrikken og ser, hvordan metallet bliver forandret til forskellige reservedele.
”De arbejdsmiljøkurser, vi har været på, har betydet, at vi har fået en helt anden og bedre dialog med ledelsen. Vi er blevet opmærksomme på, at arbejdsmiljø er en katalysator til et mere konstruktivt samarbejde med ledelsen. Nu lytter de til os,” lyder det fra Elias, der forsætter:
”Det har betydet, at vi generelt har set en klar forbedring i løn- og arbejdsvilkår. Især i forhold til overarbejdstillæg, der nærmest var ikke eksisterende tidligere. Og det er alt sammen direkte resultater af vores indsats på arbejdsmiljøområdet.”
Ulrik Rasmussen er faglig sekretær i Dansk Metal og har flere gange været i Kenya for at undervise tillidsmændene i projektet. Og især et punkt står helt centralt for ham:
”Når tillidsfolkene skal forhandle ordentlige arbejdsmiljøvilkår for deres kolleger, så skal de bruge argumentet om, at et bedre arbejdsmiljø betyder øget produktivitet,” siger han.
Og i dag er arbejdsmiljøet et helt andet, end da Ulrik Rasmussen i samarbejde med Ulandssekretariatet begyndte at undervise for blot tre år siden.
Der er stadig plads til forbedringer
Elias fortæller, at selvom tillidsmændene har fået gennemført nogle massive forbedringer på arbejdsmiljøområdet på de forskellige metalvirksomheder, så stopper forbundets arbejde ikke her.
”Der er stadig store huller i arbejdsmiljøet både i forhold til udluftning og mangel på lagerplads. Og så er det fortsat et problem, at direktøren lukker os inde i fabrikshallen for at undgå tyveri. Også i de områder med en høj brandfare. Det må vi have gjort noget ved, for det er simpelthen uacceptabelt at det sker.”
Men Elias er optimistisk, for som han siger,
”Forskellen er i dag, at vi i sikkerhedsudvalget nu fremsætter kollektive forslag til ledelsen, som de rent faktisk kigger på og reelt overvejer.”