65.000 tekstilarbejdere i Cambodja får overenskomst og bedre arbejdsvilkår
Højere løn, bedre arbejdsforhold og bedre vilkår under barsel til flere end 65.000 overvejende kvindelige tekstilarbejdere i Cambodja. Det er det foreløbige resultat af et program, som Ulandssekretariatet søsatte i 2010 i samarbejde med landsorganisationerne CCTU, CLC og NACC med i alt 450.000 medlemmer.
Med det formål at skaffe ikke mindst de kvindelige tekstilarbejdere en række fælles minimumsrettigheder har man fået aftalt kollektive overenskomster på indtil videre 40 tekstilfabrikker og 16 hoteller i turistindustrien. Det er en stigning fra fem kollektive overenskomster ved programmets begyndelse til altså 56 i dag. Og forventningen er, at flere vil komme til.
Alene i tekstilindustrien har 65.875 arbejdere – 90 procent af dem kvinder – på den baggrund fået forbedret deres løn og arbejdsvilkår.
Midlet er en skabelon til overenskomst, som er blevet brugt som et fleksibelt værktøj i forhandlingerne. Og de overenskomster, der er indgået på den baggrund, har skaffet arbejderne løn og arbejdsvilkår, der er betydeligt bedre end minimumsreglerne i lovgivningen.
Tre måneders barselsorlov
Overenskomsterne forhandles lokalt på fabriksniveau, og i den toårige periode, de løber, holder fagforeningen og arbejdsgiveren jævnligt møder for at sikre, at aftalerne overholdes. Erfaringen viser, at omkring 90 procent af de indgåede aftaler bliver overholdt af arbejdsgiverne.
Skabelonen har været en stor hjælp i forhandlingerne, mener generalsekretæren i fagforeningen Cambodian Worker Labour Federation of Trade Union, som er medlem af CCTU. Ifølge ham har skabelonen især hjulpet tekstilarbejderne til forbedringer på tre væsentlige områder:
- Bedre arbejdsvilkår: Der er blevet installeret toiletfaciliteter til gavn for 2.000 arbejdere. Temperaturen i fabrikslokalet bliver sænket, og der tilbydes gratis drikkevand.
- Højere minimumsløn: Månedslønnen er steget med 15 procent, og arbejderne er altid garanteret ni dollar mere end den nationale mindsteløn. Dertil kommer en række tillæg.
- Barselsorlov: Kvinder får orlov i 90 arbejdsdage i forbindelse med fødsel. De vil i den periode få 50 procent af deres løn og andre goder.
Forventningen er, at antallet af overenskomster vil vokse fremover på baggrund af skabelonen. Og ambitionen er, at de individuelle overenskomster med tiden kan udvikle sig til generelle, kollektive aftaler for et større område.
Mindsteløn øget til 80 dollar
Samtidig med, at de faglige organisationer forhandler overenskomster, har den cambodjanske regering besluttet per 1. maj i år at hæve den lovpligtige mindsteløn fra 61 dollar om måneden til 80 dollar. Men stigningen er langt fra stor nok, vurderer flere fagforeninger, der har krævet en minimumsløn på mindst 100 dollar om måneden.
”Vi sætter pris på, at minimumslønnen er steget fra 2010 til 2013. Men det kan ikke kompensere for prisstigningerne på 25 procent siden 2010,” siger tekstilarbejder og tillidsmand Tha Sokha til Ulandssekretariatets Asien-kontor.
Hun peger på, at udgifterne til husleje, transport og mad er steget betragteligt de seneste to år.
Selv om minimumslønnen er steget næsten 15 procent, ligger lønningerne i Cambodja stadig langt under minimumslønnen i nabolandene Vietnam og Thailand. Her tjener tekstilarbejderne henholdsvis 110 dollar og 263 dollar som minimum.
Op mod 650.000 primært kvinder er beskæftiget i tekstilbranchen i Cambodja. Halvdelen af dem vil få meget lidt gavn af lønforhøjelsen, fordi de arbejder på akkord og bliver betalt per styk tøj, de producerer.
Eksport af tøj er afgørende for Cambodjas økonomi. Sidste år eksporterede branchen for 4,6 milliarder dollar. Det er blandt andre store, vestlige tøjkæder som H&M, GAP og Levi’s, der får syet tøj i Cambodja.