
Arabiske kvinder netværker med dansk fagbevægelse

”En vigtig inspiration til mit videre arbejde i Egypten.”
Sådan siger Nahlah Abdel Azim, medlem af hovedbestyrelsen og leder af kvindekomiteen i den uafhængige, egyptiske fagbevægelse EFITU. Hun har netop været deltager og oplægsholder ved et fagligt ligestillingstræf, som knyttede an til FN’s internationale dag mod vold mod kvinder 25. november.
Seminaret var arrangeret af FIU Ligestilling (Fagbevægelsens Interne Uddannelser), som Ulandssekretariatets arabiske samarbejdspartnere har indledt et netværkssamarbejde med. Formålet er at udveksle erfaringer for at styrke kvinders vilkår.
Under Ulandssekretariatets program for MENA – Mellemøsten og Nordafrika – har fagligt aktive kvinder fra Bahrain, Tunesien og Egypten etableret et regionalt netværk.
Netværket blev indledt tidligere på året med en regional workshop i Kairo. Her deltog 14 kvinder fra de faglige organisationer GFBTU i Bahrain, UGTT i Tunesien og EFITU og EDLC i Egypten samt to kvinder fra FIU-netværket i Danmark.
Og det er på den baggrund, at Nahlah Abdel Azim fra EFITU deltog i FIU Ligestillings netværkstræf i København.
”Dette netværk kommer på det rigtige tidspunkt i forhold til de ændringer, Egypten gennemgår nu, hvor det er muligt at påvirke vigtige, politiske beslutninger til fordel for kvinders rettigheder,” siger Nahlah Abdel Azim.

FIU Ligestillings netværkstræf knyttede an til FN’s internationale dag for vold mod kvinder. Foto: Anne-Lise NyegaardArbejdspladsens rolle
Temaet for træffet i København var vold i hjemmet i relation til arbejdslivet og det faglige arbejde. Også ligestillingsminister Manu Sareen talte på træffet og understregede, at vold mod kvinder er en global kamp. Han pegede på, at partnervold på globalt plan forårsager flere dødsfald blandt kvinder op til 44 år end kræft, malaria, trafikulykker og krig tilsammen.
”Godt at se, at fagbevægelsen inviterer partnere fra Nordafrika, for vi skal sætte ind både nationalt og internationalt,” sagde Manu Sareen.
LO’s næstformand Lizette Risgaard talte om arbejdspladsens vigtige rolle i forhold til det tabuiserede voldsproblem. Hun pegede på, at FIU’s ligestillingsnetværk har opstillet 10 værktøjer til handling, hvis man oplever, at kolleger er udsat for vold, for netop at bryde tabuerne omkring vold i hjemmet.
Flere kvinder i front
Nahlah Abdel Aziz delte sine erfaringer fra Egypten på træffet. Hun fortalte blandt andet om, hvordan hun som leder af kvindekomiteen i EFITU arbejder på at få øget repræsentationen af kvinder i organisationens hovedbestyrelse til 30 procent.
Egyptens kvinder er bevidste om deres manglende rettigheder, fortalte hun. Og derfor har kvindekomiteen gennem konferencer og kurser oplyst om kønsforskellene i samfundet. Det gælder både i forhold til løn og uddannelse og mulighederne for at opstille til valg.
”Volden er i vækst i det egyptiske samfund. Oven på revolutionen er der kommet en social og økonomisk krise, der skaber arbejdsløshed og begrænser ytringsfriheden med en masse frustration til følge,” sagde hun.
Nahlah Abdel Aziz fortalte, at mange kvinder får forbud mod at uddanne sig, og dermed er de helt økonomisk afhængige af manden. Der er mange tilfælde af tvang, trusler, voldtægt og adskillige eksempler på, at kvinder bliver smidt ud af deres hjem og afskåret fra deres børn.
Lang vej for Egyptens kvinder
Der er nok at kæmpe for i Egypten. I en undersøgelse, som Thomson Reuters Foundation gennemførte i november blandt 336 kønspolitiske eksperter i den arabiske verden, er Egypten bundskraberen i hele den arabiske region, når det gælder kvinders rettigheder.
Seksuel chikane, kvindelig omskæring i stor udstrækning og en stigning i vold og islamisme får Egypten ned på en 22. plads af 22 arabiske stater, når det gælder levevilkår for kvinder.
Undersøgelsen viser, at kvinder i den arabiske verden er blandt de største tabere efter de omfattende oprør mod de siddende herskere. Revolterne har medført konflikter, ustabilitet og øget aktivitet blandt islamistiske grupper i regionen, hedder det i undersøgelsen.
Efter deltagelsen i netværksseminaret i København vil Nahlah Abdel Azim blandt andet dele sine indtryk fra træffet på MENA-netværkets nyoprettede facebook-side.