Arbejdere i Bangladesh må trodse corona for familiens skyld

Mens regeringer verden over har lukket det ene land efter det andet ned som følge af coronakrisen, stiger desperationen blandt nogle af de fattigste arbejdere i Asien.

Deres livsgrundlag er stort set forsvundet, men de skal fortsat forsørge deres familier, og mange steder har bebudede hjælpepakker ladet vente på sig. Derfor føler mange sig nødsaget til at genoptage arbejdet, selvom de dermed risikerer at blive smittet med covid-19.

”Det er dybt tragisk, at verdens fattigste må risikere deres helbred og i værste fald deres liv for at kunne få brød på bordet under coronakrisen. Verden over presser den lokale fagbevægelse derfor på for at få arbejdsgivere og regeringer til at tage ansvar i denne situation,” siger Mads Bugge Madsen, sekretariatsleder hos Ulandssekretariatet.

Kan ikke tjene til basale fornødenheder

Nogle af de arbejdere, der føler sig tvunget til at trodse coronakrisen, er rickshawførerne i Bangladeshs hovedstad Dhaka. Selvom de trængte cykeltaxachauffører må spejde langt efter kunder, begiver de sig alligevel ud på gaden.

”Nogle gange bliver jeg stoppet af politiet, som spørger mig, hvorfor jeg er ude. De siger, at jeg ikke bør være på gaden på grund af virusset, men jeg har meget svært ved at tjene til mine daglige leveomkostninger,” siger den 26-årige rickshawfører Masud til avisen Dhaka Tribune.

Han fortæller, at han i øjeblikket tjener cirka 12,25 kroner om dagen, og heraf går to tredjedele til at betale ejeren af rickshawen for at leje den.

”Jeg har fem familiemedlemmer, der bor i vores barndomshjem. Men på grund af den nuværende situation kan jeg ikke en gang sende det lille beløb hjem til dem, som er nødvendigt for basal overlevelse. Det er ikke kun mig, der lider, mine familiemedlemmer kæmper også for at få enderne til at mødes på grund af coronavirus,” fortsætter Masud.

Opfordrer militæret til at hjælpe

Ulandssekretariatets lokale samarbejdspartner BILS, Bangladesh Institute of Labour Studies, kalder rickshawførernes situation for ”særdeles vanskelig”, og har opfordret til at lade militæret hjælpe med at sikre, at rickshawførere og andre fattige arbejdere får del i de hjælpepakker, regeringen i Bangladesh har vedtaget.

Det gælder blandt andet også for de mange tekstilarbejdere i Bangladesh, der også føler sig presset til at arbejde. De frygter, at de ellers vil miste deres arbejde, og på flere tekstilfabrikker snurrer symaskinerne, der bliver betjent af syersker, der ikke har adgang til beskyttelsesudstyr, selvom de sidder tæt.

Det møder kritik fra fagbevægelsen i Bangladesh, som kræver, at fabrikkerne lukker igen, og at medarbejderne bliver sendt hjem med løn.

Skibsophuggere i panik

Også i Bangladeshs skibsophugningsindustri er der atter aktivitet på trods af coronarisikoen. Det har skabt panik blandt mange skibsophuggere, der ellers er vant til yderst farlige arbejdsforhold, når de for eksempel må skille udtjente skibe ad uden hverken sikkerhedsudstyr eller ordentligt værktøj.

I den nuværende situation klager skibsophuggerne over, at der ikke er de fornødne værnemidler til at beskytte dem mod coronavirus, og det er stærkt kritisabelt, lyder det fra fagforeningen for skibsophuggere, der samarbejder med BILS.

”Den eneste måde at undgå coronavirus på er ved at gennemtvinge social og individuel isolation, men desværre er skibsophuggerne – efter ordre fra arbejdsgiverne – tvunget til at arbejde, fordi de er fattige. Hvis nogle arbejdere bliver smittet med corona, må ejeren af værftet bære ansvaret,” fastslår ledelsen i fagforeningen, som samtidig opfordrer værfterne til at lukke ned igen og til samtidig at udbetale løn til medarbejderne.