Arbejdere i Nepals uformelle økonomi får adgang til social sikring
Småhandlende på markeder, daglejere på byggepladser eller i landbruget, kokke i gadekøkkener og rickshawførere. Alle eksempler på arbejdere i Nepals uformelle økonomi, der indtil for kort tid siden ikke havde adgang til sociale ydelser som pensionsordning, barsel, arbejdsskadedækning og sundhedsydelser. Med støtte fra Ulandssekretariatet har ITUC-NAC, som er en platform for tre nepalesiske hovedorganisationer, presset på for at få arbejdere i den uformelle økonomi dækket, og i 2023 skete det endelig.
”Helt fra begyndelsen har ITUC-NAC lavet fortalervirksomhed og kampagner for ’Social Sikring for Alle’. Det lykkedes endelig,” siger Gopal Ghimire, som er programleder i ITUC-NAC.
Fra lov til virkelighed
En stor og vigtig sejr for fagbevægelsen og de nepalesiske arbejdere, men i første omgang kun en sejr på papiret. For selvom arbejdere i den uformelle økonomi nu har adgang til pensionsordninger og en række andre sociale ydelser, så er det stadig kun et fåtal af dem, som i praksis er dækket.
”Der er mange problemer med at føre det ud i livet,” siger Gopal Ghimire fra ITUC-NAC.
Det skyldes blandt andet, at arbejderne i den uformelle økonomi (uformel beskæftigelse udgør anslået 56 procent af Nepals samlede beskæftigelse) skal registrere sig og have et ID-kort for at få adgang til de sociale ydelser. Hvad hovedparten af dem ikke er klar over, ligesom mange slet ikke kender til deres nyvundne rettigheder eller fordelene ved at være dækket. Hertil kommer, at den nye lov er strikket sammen på en måde, så arbejdere i den uformelle økonomi skal betale 11 procent af deres månedsløn, mens myndighederne bidrager med 9,37 procent. De lokale myndigheder er dog stadig i tvivl om, hvor pengene til at dække de omkostninger skal komme fra, og hvordan de i praksis skal implementere lovgivningen.
Hjælp til at blive registreret
Med støtte fra Ulandssekretariatet har ITUC-NAC derfor afholdt workshops med lokalpolitikere, repræsentanter fra provinsmyndigheder og fagforeningsledere i syv provinser for at adressere implementeringsudfordringerne, få fjernet forhindringerne og sikre, at der bliver udstedt ID-kort til arbejderne i den uformelle økonomi.
”Der er et stort antal uformelle arbejdere i vores kommune, men da vi ikke har en database, kender vi ikke det præcise antal,” siger borgmester i Tilathi Koiladi, Arun Kumar Mandal, som kalder det for ”meget godt”, at arbejdere i den uformelle økonomi nu får mulighed for at blive grebet af sociale sikkerhedsnet.
”Vi er klar til at samarbejde med den lokale fagforening om det her og søge deres støtte til at identificere arbejdere i den uformelle økonomi samt opfordre dem til at registrere sig på lokalt niveau og tilmelde sig ordningen om social sikring,” siger borgmester Arun Kumar Mandal.