
Bedre arbejdsmiljø er nøgle til demokrati og velfærd
Det er ikke mange år siden, at tusindvis af engelske minearbejdere lagde hjelmene fra sig og krængede de beskidte kedeldragter af for sidste gang. En lang æra med minedrift er slut i England. I mens tager arbejdere andre steder i verden hver dag turen ned i mørke skakter for at bryde kul og andre råstoffer.
– Nu hører vi ikke længere om engelske, men i stedet om blandt andet sydafrikanske minearbejdere, der lider under voldsomme problemer med arbejdsmiljøet. Deres lunger bliver ødelagt, og de bliver fysisk nedslidte i en grad, så mange vil dø i en alt for tidlig alder. Vi har kendt konsekvenserne af det opslidende arbejde i minerne i årevis fra vel–dokumenterede undersøgelser. Det frustrerende er, at vores erfaring ikke i højere grad kommer minearbejdere til gode, siger Marie-Louise Knuppert, sekretær i Landsorganisationen i Danmark (LO).
Otte ud af ti arbejdsulykker sker i dag i de aller fattigste lande. I egne af verden, hvor de færreste i befolkningen kender til sociale sikringsordninger.
Handel forpligter
For første gang går LO og FTF i år sammen om en stor fælles markering af den internationa-le arbejdsmiljødag den 28. april. Blandt deltagerne ved møder i forbund, fagforeninger, på arbejdspladser og ved årets 1. maj arrangement i Fælledparken vil være repræsentanter fra organisationernes og Ulandssekretariatets samarbejdspartnere i Asien og Afrika. De vil blandt andet levere frontberetninger om arbejdsmiljøets tilstand de mest udsatte steder i verden.
Markeringen af den 28. april skal blandt andet ses som fagbevægelsens svar til flere regeringspolitikeres begrundelse for at skære Ulandssekretariatets rammebevilling bort fra finansloven.
– At sige at fattige mennesker ikke har brug for et godt arbejdsmiljø er mildest talt udtryk for kynisme. Vi lever ikke i vores egen isolerede verden, men handler eksempelvis dagligt med lande, hvor vi ved, at mange ansatte kommer alvorligt til skade eller endda dør under produktionen. Den rige del af verden har muligheden og derfor også pligten til at dele vores erfaring på arbejdsmiljøområdet med den tredje verden. Nøjagtig som hjemme hos os selv skal vi hjælpe med at forebygge, at problemerne opstår, siger Marie-Louise Knuppert.
Genvej til fremskridt
Netop arbejdsmiljøområdet viser sig at være en genvej, når det gælder at skabe for alvor mærkbare forandringer og fremskridt i den fattige del af verden, fremhæver LO og FTF. Når arbejdsvilkårene bliver bedre, sikkerheden større og man oplever at have medindflydelse og kunne skabe forandring på sit arbejdsliv, får man også lyst til at engagere sig inden for sundhedsvæsenet eksempelvis.
– Alternativet til en udvikling som denne, hvor vi er med til at stimulere demokrati og velfærd gennem bedre arbejdsmiljø, er fortsat ustabilitet, uro og flygtningestrømme, siger Bente Sorgen-frey, formand for Funktionærerne og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF).
Herhjemme er det ikke mindst forbedringer af det psykiske arbejdsmiljø, der optager en stor del af lønmodtagerne i disse år. Eksempelvis problemer med stress, der blandt andet skyldes nedskæringer og mangel på medindflydelse på dagligdagen. I den tredje verden er det umiddelbart andre problematikker, der falder i øjnene, konstaterer Bente Sorgenfrey.
100 elever i klassen
Hun besøgte for nogle år siden en skole i Ghana, hvor Forbundet af Pædagoger og Klubfolk er engageret i et udviklingsprojekt.
– Her stod én lærer i et mørkt, tætpakket lokale og skulle undervise 100 elever, der hverken havde borde og stole eller materialer at arbejde med. På et tidspunkt måtte et barn hjælpes op fra et hul i gulvet, han var faldet i, husker Bente Sorgenfrey.
– Der har i en lang årrække først og fremmest været fokus på at udvikle produktionen i de fattigste lande. Arbejdsmiljøet er blevet glemt, men nu begynder den lokale fagbevægelse at rejse krav på området. Fra dansk side skal vi bidrage med vores viden i det omfang, de kan bruge vores erfaringer i en ghanesisk kontekst. Projektet i Ghana drejer sig dels om udvikling af den faglige organisation for lærere og pædagoger, dels om udvikling af rollen som lærer og pædagog på ghanesiske præmisser. For jobudvikling optager folk, selv om der er helt basale problemer, der også trænger sig på, siger hun.
Regeringens mangel på interesse for arbejdsmiljøet er paradoksal, mener FTF-formanden.
– Flere og flere af vores medlemmer arbejder i virksomheder, der har afdelinger ikke bare i Europa, men også i den 3. verden. Og selvfølgelig vedkommer det medarbejdere i Danmark, hvilke arbejdsvilkår deres kolleger et andet sted i verden har. Desuden flytter arbejdspladser med kort varsel fra en del af verden til en anden. Derfor er det også i vores interesse, at der overalt stilles krav om ordentlige arbejdsvilkår og et godt arbejdsmiljø, ellers kan vi slet ikke konkurrere, siger Bente Sorgenfrey.