Bedre arbejdstilsyn i Bangladesh 3 år efter Rana Plaza
”Der har været kæmpe forbedringer i tekstilindustrien – men jeg kan ikke sige med 100 procents sikkerhed, at alle arbejderne har fået det bedre. Mange fabrikker har virkelig lang vej igen,” fortæller arbejdsinspektør Sahana Akter fra Dhaka, Bangladesh’ hovedstad.
”Det positive er, at mange arbejdsgivere er opmærksomme på problemerne med sikkerhed og arbejdsmiljø – og det er gået op for dem, at de kan miste ordrer, hvis deres fabrikker har et blakket image,” siger hun.
Sahana Akter er af de 199 nye arbejdsmiljøinspektører (heraf 51 kvinder), som er blevet ansat for at styrke Bangladesh’ arbejdstilsyn (Department of Inspections of Factories and Establishments) efter, at Rana Plaza-katastrofen for tre år siden afslørede store huller i sikkerheden hos tekstilfabrikkerne.
Rana Plaza’s otte etager styrtede i grus – blandt andet fordi bygningen var mangelfuldt konstrueret – og der for eksempel var tunge generatorer og maskiner øverst oppe. Dertil kom elendige sikkerhedsforhold for arbejderne. 1127 mennesker mistede livet, og redningsmandskabet ledte efter overlevende i 10 dage efter ulykken. Dem, der var fanget i ruinerne beskrev kollapset som et jordskælv.
Inspektørerne er blandt andet blevet trænet af ILO (FN’s arbejdsorganisation) og BILS (Bangladesh Institute for Labour Studies), som er Ulandssekretariatets partner.
BILS har især stået for træningen i arbejdsret og arbejderrettigheder. Samtidig har BILS haft en rolle i udformningen af den nye arbejdsmarkedslov, hvor fagbevægelsen især kan tage æren for den nu lovfæstede oprettelse af sikkerhedsorganisationer på fabrikkerne.
Meldes til arbejdsretten
Sahana Akter fortæller om det nye og mere effektive tilsyn:
”Vi har to slags besøg – anmeldte og uanmeldte. Normalt fortæller vi fabrikken i forvejen, at vi kommer.”
”Vi bruger en checkliste, så vi sammenholder den information, som fabrikken selv giver, med vores observationer og interviews med arbejdere og ledere. Hvis der er noget, som ikke er i orden, udsteder vi en tidsfrist – og så kommer vi igen på et opfølgningsbesøg. Hvis tingene stadig ikke er i orden, anmelder vi fabrikken til arbejdsretten. Normalt føler fabriksejerne dog et pres fra indkøbere og det internationale samfund og bringer tingene i orden. Desuden bruger vi vores ret til uanmeldte besøg,” siger Sahana Akter.
Bagsiden
”Det er helt klart i tekstilindustrien, at vi lægger de fleste kræfter. Efter Rana Plaza-tragedien har der været et politisk pres for især at undersøge denne sektor. Og vi har en stor koncentration af fabrikker i de store byer, Dhaka, Chittagong , Gazipur og Narayanganj,” fortæller Sahana Akter.
Netop det politiske pres og det internationale søgelys på tekstilindustrien har medført en enorm forbedring, siger BILS’ vicedirektør Syed Sultan Uddin Ahmed, men der er også en bagside:
”Der har været en positiv udvikling i tekstilindustrien – men det har også medført, at andre sektorer er blevet forsømt,” fortæller han.
”Opmærksomheden fra regeringen og internationale organisationer såvel som arbejdsgivere og fagbevægelse på tøjfabrikkernes forhold har nærmest efterladt alle andre industrier tilbage. Det er gået ud over andre rettigheder, for eksempel dannelsen af fagforeninger,” siger Syed Sultan Uddin Ahmed.
Arbejderne er blevet mere bevidste
Sahana Akter lægger vægt på BILS-træning i arbejdsret i uddannelse af nye arbejdsmiljøinspektører, som hende selv. Det er en afledt effekt af den nye arbejdsmarkedslov fra 2015.
”Arbejdsret var ganske nyt for mig og er meget brugbar, da loven indeholder standarderne, som vi kan holde arbejdspladsens forhold op mod. Men det er også en løbende proces – og vi er startet fra nul. Derfor er der også stadig meget tilbage at gøre før forholdene er i orden. Det gode er, at udover nye tiltag som bedre uddannelse, hotlines hvor arbejdere kan rapportere problemer og bedre love, er arbejderne blevet meget mere bevidste omkring arbejdsforhold efter Rana Plaza,” siger Sahana Akter.