De myrder os stadig

”Vores største udfordring er, at de stadig myrder os. Vi står fast på retten til at være fagforeningsfolk – og at man ikke dræber os for at være det. Det handler om organisationsret og frihed,” siger Edgar Mujíga Banegas, international sekretær i Colombias hovedorganisation CUT (Central Unitaria de Trabajadores).

Ifølge den colombianske fagbevægelse har 3.500 fagligt aktive mistet livet de seneste årtier som ofre for paramilitære, højreorienterede grupper, venstreorienterede guerillaer, hæren, narkogangstere, lejemordere eller politiet.

Den 24. november 2016 underskrev den venstreorienterede guerillabevægelse FARC og den konservative præsident Juan Manuel Santos ellers en fredsaftale, der skulle sætte en stopper for den politiske vold i landet. Men Edgar Mujíga Banegas fortæller, at der stadig myrdes mindst 20 fagforeningsledere om året – og så skal man lægge mord på miljøaktivister, menneskerettighedsforkæmpere og indfødte aktivister oveni.

”Truslerne finder sted ud over hele landet”, forklarer Edgar Mujíga Banegas videre, ”I de områder, hvor der er paramilitære grupper, har de et tæt forhold til de økonomiske magthavere og lokale myndigheder.”

Og det går ud over både fagforeningsfolk og folkelige ledere.

Eftersøgt, levende eller død

FARC kontrollerede store landområder med sine op til 16.000 soldater. Nu er de revolutionære tropper blevet afvæbnet og samlet i lejre, før de sluses tilbage i samfundet. Og det har skabt et magttomrum i de områder, de kontrollerede. Staten har ikke brugt ressourcer på at sætte hæren og politiet ind, så her har narkokartellerne og højreorienterede paramilitære grupper taget over.

Og de går efter fagforeningsledere som Omar Romero Díaz:

”At være fagforeningsleder i dag er som at have et skilt på brystet: ”Eftersøgt, levende eller død”. Alene det at sætte spørgsmålstegn ved regeringen økonomiske politik og juridiske tiltag, er nok til at de forfølger os,” siger Omar Romero Díaz.

”Jeg har overlevet to attentater. Første gang blev jeg skudt i venstre ben, og overlevede takket være mine børns hjælp. I 2018 forsøgte de at ramme mig igen i Cali. Min livvagt fangede fyren og udleverede ham til politiet – og siden fik politiet attentatmanden til at forsvinde”, forklarer Omar Romero Díaz med et opgivende træk på skulderen.

Fagbevægelsen afhængig at international støtte

Roberto Miguel Bustamante Orozco er formand for Sundhedssektoren i fagforeningen CUT, og han mener også, at overgrebene skal forstås i en bredere forstand:

”Sundhed betragtes som en vare, der skal skabe profit. Derfor er fagforeningsledere et mål, fordi vi mener, at sundhed er en menneskerettighed. Hospitaler bliver privatiseret, og alle ansatte fyret, ” siger han, og understreger, at selv om ens modpart er det offentlige sundhedsvæsen, så kan det være livsfarligt at lægge sig ud med arbejdsgiverne:

”I løbet af de seneste ti år er mindst 318 fagligt aktive i sundhedssektoren blevet myrdet – de fleste var kvinder: sygeplejersker, læger og fagforeningsfolk.”

Edgar Mujíga Banegas understreger, at fagbevægelsen i Colombia er for svag til at løfte opgaven uden støtte udefra:

”Retten til at organisere sig, forhandle overenskomster og strejke er meget begrænset i vores land – kun 3,8 procent af de erhvervsaktive er organiseret.”

Så fagforeningerne har begrænsede ressourcer til efteruddannelse og udbredelse af kendskabet til overenskomster og fagforeningernes arbejde – og derfor gør hjælpen fra udenlandske fagforeninger en stor forskel, understreger Edgar Mujíga Banegas:

”Den danske fagbevægelse har rakt hånden ud til os, og det har både styrket vores lokale fagforeninger og vi, der arbejder i fagforeningerne.”