Det mindste af to onder
”Vi fik alle fire chancen for at komme til Nepal gennem vores fagforbund og Ulandssekretariatet. Det er en kæmpe oplevelse med mange stærke indtryk. Et af dem har været at høre en af vores nepalesiske kollegers – Manoj Kumar Magar – historie. For 10 år siden rejste han som 19-årig – uden uddannelse, forsikring eller kendskab til fremmedsprog – alene til Saudi-Arabien for at arbejde og tjene penge, som han sendte hjem til sin fattige familie i en bjerglandsby i Nepal,” siger Christian Leegaard Nicolajsen.
Han stod i lære som smed hos Houe Smed & VVS i Lemvig. Men nåede også at arbejde som svejser i et tolv etagers kontorbyggeri i Kathmandu side om side med Manoj Kumar Magar.
”Det er vildt at tænke på. Jeg, der er 18 år, kunne ikke forestille mig at skulle gøre det samme. Men jeg har jo også haft en tryg opvækst i et rigt land som Danmark,” fortsætter Christian Leegaard Nicolajsen.
I en pause fra arbejdet mødtes den i dag 29-årige nepaleser med den danske kvartet – Christian Leegaard Nicolajsen, smedelærling Jonas Thesbjerg samt VVS-eleverne Jonas Dybvad Nielsen og Patrick Denbak – for at fortælle sin historie. Efter at være gået ud af 8. klasse hjalp Manoj Kumar Magar til i sine forældres landbrug, der kun lige gav til dagen og vejen. Flere fra lokalområdet var migreret og sendte penge hjem til deres familier i Nepal, og Manoj Kumar Magar besluttede sig for at gøre det samme.
Lønnen lokker
Til rejsen lånte han og forældrene 6.000 kroner til 36 procent i rente af en rig mand i landsbyen. En lokal rekrutteringsagent sendte Manoj Kumar Magar til Kathmandu, hvor han fik et pas, fløj til Saudi-Arabien og blev ansat på en byggeplads. Derved fulgte han 12 procent af Nepals indbyggere, der i de seneste ti år er rejst ud af landet.
”Det er svært at forstå, at så mange migrerer, når man kommer fra Danmark, hvor der er mange vellønnede job og muligheder. Pengene, migranterne sender hjem, hjælper selvfølgelig hver enkelt familie, men samtidig forsvinder en masse arbejdskraft ud af Nepal, hvor der ellers er nok at lave. Eksempelvis er mange huse i forfald, og vejene er elendige – selv herinde i det centrale Kathmandu. Problemet er vel, at lønnen i Nepal er så lav, at det er svært at klare sig for den. Så er der mere fornuft i at migrere,” konstaterer Jonas Thesbjerg.
Manoj Kumar Magar nikker.
”I Saudi-Arabien var min månedsløn 3.000 kroner (om måneden). Det er næsten dobbelt så meget i forhold til lønnen i Nepal. Desuden lærte jeg at svejse. Den kvalifikation berettiger mig til en højere indtægt. Pengene, jeg tjente, finansierede reparationen af vores hus, der blev slemt skadet under jordskælvet i Nepal i 2015.”
Kender ikke sine børn
Den nepalesiske arbejder ved, hvad han taler om. Han har nemlig arbejdet i Mellemøsten tre gange af et par års varighed. Og når chancen byder sig, skal han af sted igen:
”Rejsepapirerne er klar. Mit job på byggepladsen her i Kathmandu er kun midlertidigt,” understreger Manoj Kumar Magar.
Under de mange ophold på Den Arabiske Halvø har han haft tid til at blive gift og få to børn, der nu er seks og otte år. Oplysningen får Christian Leegaard Nicolajsen til at rynke brynene:
”Han kender vel dårligt sin kone og sine børn. At gå glip af deres opvækst er en høj pris at betale for at tjene penge.”
Det udløser et skævt smil fra Manoj Kumar Magar:
”Jeg taler tit med min hustru og børnene i telefonen og ser dem på skærmen. Men det er rigtigt, at vi ikke kender hinanden særlig godt. Det er selvfølgelig hårdt. Til gengæld er der råd til, at de får nok at spise hver dag, får nyt tøj, går i skole og kan komme til lægen, hvis det er nødvendigt. Var jeg blevet i landsbyen, havde det ikke været muligt. Ved at migrere valgte jeg det mindste af to onder.”
Når drøm bliver til død
Det kan dog stadig være livsfarligt at være migrant. Ifølge fagbevægelsens internationale sammenslutning, ITUC, sendes tre-fire lig af nepalesiske migranter dagligt hjem til Kathmandus lufthavn. Blandt de hyppigste dødsårsager er arbejdsulykker, trafikuheld eller kvælning i overfyldte, trange rum, fordi op til 15-20 migrantarbejdere sover sammen. Den tragiske statistik får den danske smedelærling Jonas Thesbjerg til at ryste på hovedet:
”Det er chokerende, at man udsætter sine medarbejdere for den slags risici. Men det er en af følgerne, når der er frit spil for arbejdsgiverne over for migranter uden rettigheder.”
Manoj Kumar Magar er ikke blind for farerne:
”Under mine ophold i Saudi-Arabien og Dubai har jeg hørt om ulykker og om folk, der aldrig vågnede op af deres søvn. Men jeg klarer det, for vi bor gratis på byggepladsen. Og jo færre udgifter jeg har, desto mere kan jeg sende hjem.”
Efter tre ture fra Nepal til Mellemøsten og tilbage igen, er Manoj Kumar Magar ved at være færdig med at være fremmedarbejder.
”Om nogle år vil jeg slå mig ned min familie og bruge nogle af de opsparede penge på at etablere en lille håndværkervirksomhed,” siger han – og håber på bedre tider i Nepal, så færre føler sig nødsaget til at gå i hans fodspor:
”Jeg vil ikke råde andre til at tage af sted. Man får for lidt ud af anstrengelserne, og det er hårdt at være adskilt fra sin familie så længe.”
Denne artikel er produceret med økonomisk støtte fra Den Europæiske Union. Ulandssekretariatet er alene ansvarlig for indholdet, og indholdet afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning.
