Drab på pakistanske journalister truer ytringsfriheden
Militante og kriminelle grupper i Pakistan har optrappet deres angreb på lokale journalister, der arbejder for at publicere nyheder fra nogle af de konfliktfyldte områder i landet. Pakistan er nu et af verdens farligste lande for journalister at arbejde i.
Senest i januar blev tre journalister fra en pakistansk tv-station myrdet i Karachi, da to bevæbnede mænd på motorcykler åbnede ild mod deres bil i en såkaldt ’drive-by-shooting’. Kort efter angrebet påtog Taleban sig skylden for mordene.
”Der er en alarmerende optrapning af vold og trusler, som har tvunget mange journalister til at flytte fra de farlige områder,” udtaler Zahoor Awan, generalsekretær i Pakistan Workers Federation (PWF) i en mail til Ulandssekretariatet.
De pakistanske journalisters organisation (PFUJ) er tilknyttet PWF, der er Ulandssekretariatets partner i Pakistan.
”Pakistanske journalister bliver dræbt, ulovligt tilbageholdt, bortført og truet. Og desværre går de, der øver vold mod mediefolk, fri for straf i Pakistan,” siger Zahoor Awan.
Regeringen er passiv
Ifølge den internationale organisation Committee to Protect Journalists, der har base i New York, er der siden 2011 myrdet 33 journalister i Pakistan. Alle var lokale pressefolk.
Det pakistanske journalistforbund har i flere omgange demonstreret for at få myndighederne til at tage mordene alvorligt og få angriberne arresteret og retsforfulgt. Men det er aldrig sket.
”Regeringen sidder som tavse tilskuere, mens drabene på journalister fortsætter,” mener journalistforbundets generalsekretær Amin Yousuf.
Fagbevægelsen i Pakistan er stærkt bekymret over, at drabene går ud over ytringsfriheden i landet.
”Den straffrihed, angriberne nyder, er en stor barriere for pressefriheden i Pakistan,” siger Zahoor Awan fra PWF.
Lovløst grænseland
Som årsag til de mange journalistdrab peger han på Afghanistan-krigen og krigen mod terror i de lovløse områder i Pakistan, der grænser op til Afghanistan. Således vurderer han, at en tredjedel af de journalister, der har arbejdet i grænselandet, nu er flyttet til andre egne af Pakistan.
Det pakistanske journalistforbund har stillet en række krav til myndighederne i et forsøg på at dæmme op for myrderierne.
Det gælder blandt andet krav om, at vold mod mediepersoner bliver efterforsket og de skyldige retsforfulgt, samt at der nedsættes en uafhængig kommission, der skal overvåge, at disse efterforskninger rent faktisk foregår.