Enighed om køreplan kan bringe Tunesien ud af krisen
For nylig godkendte flertallet af partierne i både regeringen og oppositionen den køreplan, der skal bringe Tunesien ud af den krise, der i 10 uger har fastfrosset landet politisk og økonomisk.
Og nu erklærer UGTT, landets største, faglige hovedorganisation og Ulandssekretariatets samarbejdspartner, at direkte, politiske forhandlinger mellem regering og opposition kan begynde om få dage.
Det sker efter en beslutning om at nedsætte tre kommissioner, der skal arbejde med processen omkring ny forfatning, med dannelse af en overgangsregering og med processen omkring et kommende parlamentsvalg. Især det sidste spørgsmål har forsinket de politiske forhandlinger.
Med accepten af køreplanen har Tunesiens islamisk ledede regering accepteret at gå af, så en midlertidig regering kan udpeges, indtil tuneserne igen skal til valgurnerne.
Tæt samarbejde med arbejdsgiverne
Erklæringen fra UGTT kommer efter to måneders intensive forhandlinger, hvor UGTT – i tæt samarbejde med arbejdsgivernes organisation UTICA, den tunesiske fløj af Human Rights Watch og advokaternes landssammenslutning – har forhandlet med de to parter hver for sig for at finde et kompromis, de kunne enes om.
Siden mordet på den tunesiske oppositionspolitiker Mohamed Brahmi i slutningen af juli har landet været fastlåst i en politisk krise, der har sat arbejdet med Tunesiens nye forfatning i stå og forstærket landets økonomiske nedtur. Mordet var det andet på en oppositionspolitiker på et halvt år og sendte tusindvis af tunesere på gaden med krav om regeringens afgang.
Kort efter mordet satte UGTT sig i spidsen for at finde en løsning på krisen. UGTT krævede regeringens afgang, mens den politiske opposition gik endnu videre og krævede, at også den forfatningsgivende forsamling gik af. Regeringen med det islamiske parti Ennadha i spidsen afviste imidlertid begge dele.
Siden suspenderede formanden for den forfatningsgivende forsamling – efter at mindst 65 medlemmer havde nedlagt arbejdet – selv alle aktiviteter i et forsøg på at tvinge parterne til forhandling.