
Erhvervsuddannelser skaber grønne jobmuligheder i Malawi

Kondwani Biton kommer fra en landsby i det sydlige Malawi, hvor han voksede op som den næstældste i en søskendeflok på otte. Efter farens død stod hans mor alene med ansvaret for børneflokken.
”Jeg kommer fra en meget fattig familie fra en typisk landsby,” siger Kondwani Biton, der for nylig er begyndt på en faglig uddannelse, der vil gøre ham i stand til at installere og vedligeholde solcelleanlæg på Khwisa Community Technical College.
I Malawi – et af verdens fattigste lande – har kun cirka 14 procent af befolkningen adgang til elektricitet. Kondwani Biton valgte uddannelsen, fordi han håber at kunne bygge en bedre fremtid for både sig selv og sin landsby – ja faktisk for hele Malawi.
”Elektricitet er virkelig en mangelvare,” siger Kondwani Biton: ”Jeg vil gerne bidrage positivt til mit lokalsamfund.”

En vej til et ordentligt arbejde
Omtrent halvdelen af Malawis befolkning er unge under 18 år. Ligesom for så mange andre fra Afrikas store ungdomsårgange er det en kæmpe udfordring for dem at finde et ordentligt arbejde. Hvert år kommer op mod 12 millioner unge ud på det afrikanske arbejdsmarked, mens der kun bliver skabt omkring tre millioner jobs. Selvom der er masser af ledige hænder, mangler der samtidig i Malawi erhvervsuddannet arbejdskraft, som kan udbygge elnettet og adgangen til grøn strøm. Ulandssekretariatet har derfor i partnerskab med Dansk Industri (DI) og med støtte fra EU og Udenrigsministeriet indledt et samarbejde, som skal skaffe flere kloge hænder og ordentlige job i Malawis solcelleindustri. Vejen dertil går via forbedrede erhvervsuddannelser, som klæder eleverne på til at installere og vedligeholde solceller.
I indsatsen samarbejder fem malawiske erhvervsskoler, lokale virksomheder, fagbevægelsen, Malawis arbejdsgiverorganisation og myndigheder om at forbedre læseplaner, praktikophold og efteruddanne faglærere, så elevernes uddannelse kommer til at matche efterspørgslen hos lokale virksomheder i solenergisektoren. Konkret skal indsatsen sikre en relevant faglig uddannelse til over 800 unge.
”Efter den grundige træning, tror vi på, at disse unge vil være i stand til at etablere deres egne virksomheder. De vil kunne ansætte jævnaldrende i deres lokalsamfund. På længere sigt vil det også kunne reducere arbejdsløsheden,” siger formand for Malawis hovedorganisation MCTU, Madalitso Njolomole.

Mangler kvalificeret, lokal arbejdskraft
Eleverne skal tilbringe seks måneder på erhvervsskolebænken og tre måneder i praktik. En af de virksomheder, der deltager i indsatsen ved bl.a. at tage imod lærlinge er JCM Power, som udvikler og driver Malawis to enorme solcelleparker, Salima og Golomoti. Solcelleparkerne leverer strøm til Malawis nationale elnet, og Danmarks Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) har medvirket til finansieringen via en investering i JCM Power. Investeringen er i tråd med IFU’s overordnede strategi om at investere i at etablere mere grøn strøm til at dække det voksende behov i Afrika. Samtidig er det et godt eksempel på hvordan IFU’s investeringer skal forankres lokalt og engagere befolkningen.
Som en del af Ulandssekretariatet og DI’s indsats får unge fra lokalsamfundet rundt om solcelleparkerne i Salima og Golomoti kurser i solcelleinstallation på Khwisa Community Technical College. HR- og socialchef i JCM Power, Tiwonge Hara glæder sig til de positive resultater af indsatsen – både for de unge, der får en uddannelse og for hele solcelleindustrien i Malawi. Hun fortæller, at der i Malawi mangler kvalificeret arbejdskraft med kompetencer inden for solenergi.
”Det er meget vigtigt for Malawi at fokusere mere på at opbygge kvalificeret arbejdskraft inden for solenergisektoren,” siger Tiwonge Hara: ”Der har været et kompetencegab, når det gælder tekniske færdigheder.”
Ifølge HR- og socialchefen har JCM Power i konstruktionsfasen af solcelleanlæggene været nødt til at trække på ingeniører og tekniske eksperter fra udlandet.
”Vi har behov for lokale, kvalificerede arbejdere, der kan udføre vedligeholdelse og videregive deres færdigheder til andre unge,” siger Tiwonge Hara.

Tackler kompetencegab
”Vi tror på, at den målrettede træning vil hjælpe med at tackle de kompetencegab, vi har på markedet i øjeblikket og dermed hjælpe med at imødekomme nationens behov for at levere vedvarende energi til elektricitet,” siger George A.K. Khaki, som er administrerende direktør i Malawis arbejdsgiverorganisation ECAM, der er talerør for omkring 250 virksomheder i Malawi.
Han fortæller, hvordan manglende adgang til elektricitet og jævnlige strømafbrydelser selv i de største byer hæmmer forretningslivet, produktiviteten og mulighederne for at skabe vækst på nationalt plan. Samtidig betyder manglende adgang til elektricitet, at hovedparten af Malawis indbyggere, som lever af småskala subsistenslandbrug og er hårdt ramt af klimaforandringerne, ikke har mulighed for at skabe andre indkomstgenererende aktiviteter ved fx at åbne deres egen butik:
”Elektricitet er et produktionsmiddel, der gør det muligt for mennesker i den uformelle økonomi at tjene en indkomst ved at åbne små virksomheder, fx svejseværksteder, barbershops, frisørsaloner, mobilreparationsbutikker osv. Det er et middel til at forbedre levevilkårene for familierne samt sikre, at de mange, der arbejder i den uformelle økonomi, kan tjene en indkomst;” siger George A.K. Khaki.

Tæt samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter
Ulandssekretariatets partner, hovedorganisationen MCTU samarbejder tæt med arbejdsgiverorganisationen ECAM, Beskæftigelsesministeriet og Malawis erhvervsskolemyndigheder om at skabe erhvervsuddannelser indenfor solenergi, der matcher behovene på arbejdsmarkedet. Samarbejdet fungerer rigtig godt, fortæller formanden for Malawis hovedorganisation.
”Alt, hvad vi har lovet hinanden, samt de mål, vi har sat, bevæger vi os imod,” siger Madalitso Njolomole, formand for Malawis hovedorganisation MCTU.
Samme toner lyder fra arbejdsgiversiden.
”Det er vigtigt at fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer samarbejder, fordi vi i bund og grund stræber efter det samme – det, vi kalder anstændigt arbejde. Vi ønsker jobs, der giver mening i menneskers liv, jobs, der forandrer liv,” siger direktør i ECAM, George A.K. Khaki:
”Samarbejdet handler om at sikre jobs, der gavner arbejdstagerne, samtidig med at de skaber værdi og produktivitet for arbejdsgiverne.”
Jobmuligheder til unge
Som den første i sin familie, der opnår uddannelse på så højt niveau, er det Kondwani Bitons drøm at rejse tilbage til sin landsby for at installere og vedligeholde solceller, så hans naboer og lokalsamfund kan få adgang til elektricitet.
”Elektricitet er som en motor for udvikling,” siger han og håber, at han kan blive en rollemodel for andre unge i landsbyen, der ligesom han selv drømmer om en bedre fremtid og et job med ordnede forhold:
”Der er så mange unge derude, som mangler den her mulighed – især her i Malawi. Hvis indsatsen fortsætter, og vi kan optage flere deltagere, tror jeg, at vi kan bidrage til at hjælpe hele Malawi.”

