Et paradoks
EU og andre lande med overproduktion af mælk yder eksportstøtte til deres mejerier, så de kan eksportere tusinder af tons billig mælkepulver til lande som Den Dominikanske Republik. Det sker samtidig med, at EU – og andre rige lande – støtter de lokale landmænd i at udvikle deres egen mælkeproduktion. En paradoksal situation, mener EUs kommisær for udvikling og humanitær hjælp, Poul Nielson. Til Jyllands- Posten siger han, at man kan overveje, om den form for støtte er hensigtsmæssig.
I november sidste år belyste selvsamme avis i nogle artikler det moralske dilemma i sagen. Også i Sverige har der i de seneste uger været en heftig debat om samme emne.
– Debatten er vigtig og vi synes, at man bør tage hul på den – også her i Danmark, siger Astrid Gade Nielsen, informationschef i Arla Foods.
– Hele spørgsmålet om EUs støtte til landbrug og eksport bør kigges igennem og vurderes. Der er ingen tvivl om, at det er problematisk. Spørgsmålet er, hvordan man løser problemet, tilføjer hun.
Gammel historie
Siden 50erne har Danmark solgt mælkepulver til Den Dominikanske Republik. En samhandel der forpligter, mener Arla Foods i Danmark.
Allerede 20 år før Danmarks indtræden i EF i 1973 solgte danske mejerier mælkepulver til Den Dominikanske Republik. En historie, som giver et medansvar overfor landet og dets egen produktion af mælk.
I øjeblikket har Arla Foods en dansk veterinær i østaten for blandt andet at undersøge, hvordan Arla kan hjælpe det skrantende mejeribrug.
– Vi skal kunne leve med det, vi gør, også når det handler om handel og eksport. For os er det ikke nogen løsning at trække sig ud. I stedet vil vi hellere undersøge mulighederne for at hjælpe, for at engagere os lokalt. Måske i form af rådgivning og bistand, siger Astrid Gade Nielsen.