EU sætter turbo på organisering i Vestafrika
EU’s fælles bistandsorganisation EuropeAid har netop bevilget to millioner kroner ekstra over to et halvt år til LO’s og FTF’s fælles projekt i Sierra Leone i Vestafrika. Projektet modtager allerede bistand fra DANIDA som en del af et regionalt projekt med fem lande i Vestafrika, som drives af LO’s og FTF’s fælles bistandsorganisation Ulandssekretariatet.
Sierra Leone er et af verdens allerfattigste lande, hvor over 90 procent af arbejderne er uden uddannelse og arbejder i den uformelle økonomi, ofte under farlige og helt uregulerede arbejdsvilkår.
De uregistrerede arbejdere har tidligere været overladt til at klare sig selv – uden en fælles stemme og uden social sikring, sundhedsydelser, pension og uddannelse. Det er den situation, som LO’s og FTF’s partnerorganisation i Sierra Leone – den faglige hovedorganisation SLLC – er i fuld gang med at ændre.
Tidligere har SLLC udelukkende været hovedorganisation for de fagforeninger, der organiserer arbejdere og funktionærer i den formelle, registrerede og skattebetalende del af økonomien. Men de seneste fem år har SLLC intensiveret indsatsen for at organisere de uformelle arbejdere og give dem en stemme over for både regering og lokale myndigheder i Sierra Leone.
En million mulige medlemmer
De ekstra to millioner kroner fra EU skal målrettes en særlig indsats for de mange unge kvinder og mænd, der arbejder som markedssælgere eller chauffører af motorcykel-taxaer.
Det er to af de største grupper på Sierra Leones uformelle arbejdsmarked, og begge grupper er på kort tid blevet rigtig godt organiseret. I dag har de hver deres faglige organisation under SLLC med tilsammen over 300.000 betalende medlemmer. Det samlede potentiale skønnes til én million medlemmer.
Projektet skal styrke SLLC og medlemsgrupperne og deres evne til at agere som talerør for de uformelle arbejdere og give dem indflydelse på lokale og nationale myndigheder. Det skal bane vej for bedre arbejdsvilkår og adgang til sociale ydelser og sygesikring.
Konkret hjælper SLLC for eksempel de nye medlemmer med at sikre stadepladser i byerne til de handlende, forhandle med bankerne om lavere renter på mikro-kreditter og lave aftaler med politiet om forbedret sikkerhed til de udsatte motorcykel-taxaer. Samtidig lægger SLLC politisk pres på regeringen for at forbedre medlemmernes adgang til blandt andet sygesikring, uddannelse og pension.
Leder af Ulandssekretariatets Afrika-afdeling Jørgen Assens siger:
”EU’s ekstrabevilling er en kæmpe cadeau til de resultater, som fagbevægelsen i Sierra Leone allerede har opnået i forhold til at forbedre leve- og arbejdsvilkår for arbejderne i den uformelle økonomi. Og samtidig en anerkendelse af, hvor stort behov der fortsat er for at hjælpe denne meget udsatte befolkningsgruppe. Gennem vores projekt kommer Sierra Leones erfaringer også de andre vestafrikanske lande til gode, så EU’s midler på den måde også opnår en bredere effekt.”
Ind på de bonede gulve
Arbejderne i den uformelle økonomi er i høj grad kommet på mødedagsordenen i både regeringsbygninger, ILO-kontorer verden over og i den ’formelle’ del af fagbevægelsen.
En ILO-standard omkring den uformelle økonomi forberedes i øjeblikket, og de uformelle arbejderes levevilkår og arbejdsvilkår bliver derfor et centralt tema på de næste to verdenskongresser i FN’s arbejdsmarkedsorganisation ILO. Og i de lande, der har mange uregistrerede arbejdere, er der også kommet stort politisk fokus fra regeringernes side.
I Ghana såvel som i Sierra Leone, Togo, Niger og Benin har regeringerne nedsat kommissioner, der skal komme med forslag til, hvordan man kan forbedre levevilkårene og skabe nye job i den uformelle økonomi. Alle steder på nær Togo sidder fagbevægelsen med ved bordet som talerør for de uformelle arbejdere.
Erfaringer deles regionalt
LO’s og FTF’s fælles projekt har nu i næsten fire år arbejdet sammen med fagbevægelsen i fem vestafrikanske lande – Togo, Niger, Benin, Ghana, Sierra Leone. I alle landene arbejder 80-90 procent af arbejdsstyrken i den uformelle økonomi.
Ud over de mange markedshandlende og motorcykel-taxaer, der findes i alle landene, dækker betegnelsen uformel økonomi for eksempel over mikro-landbrug, gadeskræddere, fotografer, madboder, frisører og andre selvstændige, der ikke er registreret hos myndighederne.
Ifølge tal fra LO’s og FTF’s fælles kontor i Togo har de fem projektlandes faglige organisationer på ganske få år tilsammen organiseret over 500.000 medlemmer og dermed skaffet større indflydelse og bedre vilkår.
Du kan få mere viden om de fem landes i Ulandssekretariatets arbejdsmarkedsprofiler