Fagbevægelsen er de uformelle arbejderes håb

“Arbejderne i den uformelle økonomi er de mest udsatte, og der er ingen andre end fagbevægelsen, som kan kæmpe for deres velfærd og arbejdsforhold, så der er ingen tvivl, om at vi er nødt til at organisere i den uformelle økonomi.”

Sådan siger Mohammed Mwamadzingo fra ILO (FN’s arbejdsorganisation), der var medarrangør af en workshop som Ulandssekretariatet, ILO og den regionale østafrikanske fagbevægelse EATUC afholdt i slutningen af oktober. Deltagerne havde rejst fra alle verdens hjørner – fra bjergene i det nordlige Peru og stillehavsøerne i Fiji – til Arusha ved foden af Kilimanjaro, for at deltage.

Fra uformel til formel økonomi

Workshoppen kom i kølvandet på ILO’s anbefaling 204 om ”overgangen fra den uformelle til den formelle økonomi”, som blev vedtaget i 2015. Formålet med workshoppen var at samle fagbevægelsens erfaringer fra hele verden. Den uformelle økonomi er en udfordring i alle udviklingslande, fordi op mod 90 procent af arbejdsstyrken arbejder udenfor regler, kontrakter, uden fast indtægt og uden sikkerhedsnet. Måden fagbevægelsen er gået til det problem, har varieret fra land til land.

I Ghana har hovedorganisationen TUC (Ghana Trade Union Congress) forsøgt at organisere i den uformelle økonomi de sidste 20 år. De har i dag en paraply-organisation, UNIWA (Union of Informal Workers Association), som samler arbejdere i den uformelle økonomi fra forskellige sektorer og repræsenterer 81.000 medlemmer. Fagbevægelsen har for eksempel hjulpet gadehandlende til dialog med lokale myndigheder for at undgå chikane. Den forhandler også med regeringen, og her er det blandt andet lykkedes at få en ny pensionslov, som også dækker arbejdere i den uformelle økonomi.

I Uganda har man fordoblet medlemstallet, så hovedorganisationen NOTU har en halv million formelle og en halv million uformelle arbejdere. Det er blandt andet sket ved at tilbyde services, for eksempel sociale ydelser og forsikringer til motorcykel-taxichauffører.

”De næste par år vil vi lave lobby-arbejde for, at regeringen anerkender arbejderne i den uformelle økonomi og begynder at forhandle med dem. For eksempel er disse arbejdere ikke dækket af den almindelige arbejdsmarkedslovgivning,” siger Peter Wehrikhe, der er formand for NOTU.

I Fiji har hovedorganisationen FTUC fokuseret på at organisere arbejdere, der tidligere arbejdede i den formelle økonomi. Arbejdspladserne blev imidlertid udliciteret, og dermed kom arbejderne til at blive daglejere i den uformelle økonomi. Her er det senest lykkedes at organisere 800 havnearbejdere til fagforeningen National Union of Hospitality, Catering & Tourism Industries Employees, som har kæmpet for at arbejderne nu formelt kontraktansættes, samtidig med at de har fået en lønforhøjelse og adgang til sociale ydelser.

Overlevelse

Håbet med workshoppen har været at deltagerne rejser hjem med fornyet inspiration til deres videre arbejde med at organisere i den uformelle økonomi.

For fagbevægelsen i udviklingslandene er det samtidig et spørgsmål om overlevelse, da medlemstallene er dalende, fordi den formelle økonomi svinder ind, og den uformelle økonomi vokser. Som Mohammed Mwamadzingo fra ILO forklarer:

”Hvis fagbevægelsen skal have en stærk stemme og ses som en repræsentant for den arbejdende befolkning, så er den nødt til at indlemme arbejderne i den uformelle økonomi, for det er der størstedelen af arbejderne i udviklingslandene befinder sig.”