Fagbevægelsen i Burundi får gennemtrumfet skat for rige
I årevis har de fattigste og svageste grupper i Burundi været alene om at indbetale til landets skattekasse, mens velbeslåede mennesker højt på strå i regeringen har kunnet stikke rub og stub af deres høje løn i egne lommer.
Præsident, vicepræsidenter, ministre, medlemmer af den lovgivende forsamling og alle de offentligt ansatte, der er udpeget af præsidenten, er således sluppet for at betale skat i det lille, fattige land i det centrale Afrika.
Men den praksis har landets fagbevægelse, Ulandssekretariatets samarbejdspartner COSYBU formået at sætte en stopper for. En endags generalstrejke sidste år tvang politikerne til forhandlingsbordet. Resultatet blev en skattereform, der betyder, at såvel høj som lav i dag bidrager til Burundis fælles kasse.
I første omgang søgte fagbevægelsen en løsning gennem social dialog. Da det ikke kunne rokke politikerne, gik arbejderne i generalstrejke på opfordring fra COSYBU.
Nu fortsætter kampen for at få harmoniseret lønningerne i den offentlige sektor.
Gevaldige prishop
Protesten var direkte foranlediget af en kraftig udhuling af arbejdernes løn. Prisen på elektricitet steg med ét til over det dobbelte, og prisen på vand blev mere end tredoblet.
Så kravene i det, der blev døbt ’Kampagnen mod de høje leveomkostninger’, var klare: Priserne på el og vand skal sættes ned, fødevarepriserne skal ned, og de rige skal betale skat.
Efter strejken blev der nedsat en national kommission, og efter halvanden måneds arbejde måtte præsident Pierre Nkurunziza meddele, at regeringen havde accepteret at suspendere momsen i en periode på en række basale råvarer.
Samtidig vedtog parlamentet den nye skattelovgivning, der ikke alene betyder, at samfundets mest fremtrædende repræsentanter nu også bidrager til den fælles kasse.
Den almindelige burundier slipper også billigere i skat, efter at bundfradraget er blevet hævet til næsten det firedobbelte af før, fra 40.000 burundiske franc til nu 150.000 – eller omkring 550 kroner.
Store lønforskelle i det offentlige
En ny faglig kamp er så gået i gang i Burundi, som går ud på at få harmoniseret lønningerne i den offentlige sektor. Landets offentligt ansatte får nemlig vidt forskellig løn alt efter, hvilket ministerium de er tilknyttet.
Således får sundhedsansatte betydeligt højere løn end for eksempel lærere.
Men selv om en offentlig regeringskommission har anbefalet at få rettet op på skævhederne, så trækker regeringen sagen i langdrag med forslag om nye undersøgelser.
Imens frygter en række grupper i den offentlige sektor, at de vil miste nogle af de særlige aftaler og løntillæg, de gennem tiden har opnået.