Fagbevægelsen raser over valgsvindel i Honduras
Fagbevægelsen i Honduras raser oven på præsidentvalget i Honduras søndag den 24. november. Den konservative kandidat Juan Orlando Hernandez fra Nationalpartiet er netop udråbt som vinder og dermed ny præsident.
Men det er svindel, siger hovedorganisationen CUTH, Ulandssekretariatets samarbejdspartner i Honduras.
”Der er ingen tvivl. Myndighederne har manipuleret med valget. Det vil vi fremlægge konkrete beviser på,” siger José Luis Baquedano, der er medlem af hovedbestyrelsen i CUTH – Confederación Unitaria de Trabajadores de Honduras – og som stillede op til nationalforsamlingen.
Fagbevægelsen og en lang række andre grupper, der har kæmpet aktivt mod statskuppet i 2009 i Honduras, står bag oppositionspartiet Libre (forkortelse for Libertad y Refundación). CUTH har åbent beskyldt den konservative Hernandez for at undertrykke fagbevægelsens rettigheder og for at forfølge og myrde aktivister.
To erklærede sig som vindere
Libres præsidentkandidat Xiomara Castro de Zelaya har ført i meningsmålingerne op til valget. Og hun erklærede sig selv som vinder allerede få timer efter, at valgstederne lukkede. Libre mener, at hun har et forspring til Hernandez på 3,5 procent af stemmerne.
Selve valget foregik relativt fredeligt og med god stemning på mange valgsteder. Mange unge var mødt op, og der var høje forventninger til, at et politisk skifte i Honduras kunne være på vej.
Men dagen efter valget erklærede Det Nationale Partis Hernandez sig også som vinder med et forspring på syv procent af stemmerne. Det skete på baggrund af et foreløbigt resultat fra valgmyndighederne, og det fik Xiomara Castro til at beskylde valgmyndighederne for manipulation og for at stjæle valget fra Libre.
Svindel med 400.000 stemmer
Fire dage efter valget, torsdag den 28. november, erklæres Hernandez og de konservative officielt for vinder på baggrund af 81 procent af stemmerne.
José Luis Baquedano fra CUTH siger, at valgsvindlen er foregået i processen, fra valgresultaterne er blevet indberettet fra valgstederne, til de bliver samlet centralt af det øverste valgråd. Fra et enkelt valgbord har han personligt oplevet, at der forsvandt 80 stemmer på Libres præsidentkandidat.
Libre siger, at der er svindlet med 400.000 stemmesedler, og partiet er nu gået i gang med selv at indsamle stemmetallene fra alle valgstederne for at bevise manipulationen.
Kup og mord
Honduras er i årtier blevet regeret af konservative og liberale, men valget i november i år er et reelt brud på dette traditionelle to-partisystem. I alt var ni partier opstillet, og Libre blev officielt erklæret som næststørst.
Xiomara Castro er gift med den tidligere præsident, Manuel ’Mel’ Zelaya, der blev afsat ved statskuppet i 2009. Zelaya blev oprindeligt i 2006 valgt som liberal, men indgik senere i en venstreorienteret alliance. Han blev afsat i 2009 af militæret efter, at han havde ignoreret Højesterets afgørelse om, at hans forsøg på at blive genvalgt til endnu en periode var i strid med forfatningen.
Parret var i eksil i Costa Rica, men fik lov at vende tilbage til Honduras i 2011. Med Xiomara Castro som præsidentkandidat skulle valget i 2013 også være Mel Zalayas comeback til honduransk politik.
To fremtrædende fagforeningsfolk stillede op til valget for Libre. Luis Baquedano fra CUTH til nationalforsamlingen, hvor han ikke mener, han har fået stemmer nok. Og som vicepræsident og Xiomera Castros næstkommanderende kandiderede Juan Barahona, der er formand for den faglige landsorganisation FUTH, Federación Unitaria de los Trabajadores de Honduras.
Honduranerne kæmper med høj arbejdsløshed og stor fattigdom.
Honduras er et af verdens farligste lande at leve i med mord, vold og organiseret kriminalitet. I gennemsnit anslås 20 mennesker at blive myrdet hver dag, hvilket er den største mordrate i verden. Og narkokarteller er kendt for at bruge Honduras som transitland for indsmugling af ikke mindst kokain fra Sydamerika til USA.