Faglig kæmpe i lilleputland

Det stod ikke skrevet i lærebøgerne til elektrikerfaget, at Eric Manzi fra provinsbyen i det sydlige DR Congo skulle blive en af de mest indflydelsesrige faglige ledere i Østafrika.

Men folkemordet i Rwanda i 1994 og en naturlig trang til at hjælpe kolleger med råd og dåd ændrede livsbanen for den unge elektriker. I dag er han ikke alene en markant generalsekretær for CESTRAR (Centrale Syndicale des Travailleurs du Rwanda) – Rwandas LO. Han er også et fremtrædende medlem af ledelsen i EATUC (East African Trade Union Confederation), paraplyorganisationen for de østafrikanske fagbevægelser i Kenya, Tanzania, Uganda, Rwanda og Burundi. Og han taler med vægt østafrikanernes sag, når der er møder i ILO, den internationale arbejdsorganisation.

For Eric Manzi er det en faglig internationalisme, der bygger på hårdt arbejde og synlige resultater i opbygningen af CESTRAR i et Rwanda, hvor fagforeningskultur hidtil har været ikke-eksisterende.

Strategisk og stædig

“Da de bad mig blive generalsekretær i 2001, sagde jeg først nej, for jeg havde næsten ingen erfaring med fagligt arbejde – i Congo kendte vi slet ikke til fagforeninger. Men de overbeviste mig om, at jeg ville lære hen ad vejen. Og jeg har vist gjort det rimeligt,” smiler den 50-årige Eric Manzi.

Hans resultater, konstante lobbyisme og kamp for arbejdernes sag har vundet ham respekt. Ikke alene blandt faglige kolleger, men også hos arbejdsgivere, i regeringen og blandt internationale samarbejdspartnere, der betegner ham som en stædig forhandler og en stor strateg.

Faglig lynkarrriere

Eric Manzi er den førstefødte af en søskendeflok på seks af rwandiske forældre, der havde slået sig ned i minebyen Likasi i den urolige Katanga-provins i Congo. Eric blev elektriker og videreuddannet til elektrotekniker, og han havde et godt job som lærer på Likasis tekniske skole under folkemordet i nabolandet Rwanda.

Tre måneder, 800.000 dræbte og to millioner flygtninge senere indledtes en massiv kampagne for at få congolesere til at flytte til Rwanda og hjælpe med til at få landet på fode igen. Eric Manzi og hans familie flyttede til Butari – Rwandas næststørste by – og han blev teknisk chef på universitetet dér.

Et par år senere blev han først valgt som tillidsmand, derpå som formand for teknikernes fagforening og blot tre år senere som generalsekretær for CESTRAR. En lynkarriere, som han selv mener skyldes ikke alene faglig dygtighed, men også, at han som congoleser ikke havde været involveret i folkemordet på nogen måde. Han var ren.

Kamp for anerkendelse

“Der har været mange faglige udfordringer. Den første og den største har været overhovedet at få anerkendt fagbevægelsen som en del af arbejdsmarkedet. Det er lykkedes nu. Det er den største sejr, jeg har opnået” fortæller Eric Manzi.

Anerkendelsen har konkret betydet, at Eric Manzi i dag er næstformand i Rwandas nationale arbejdsmarkedsråd. Et organ med stor indflydelse på blandt andet arbejdsmiljø og størrelsen af minimumslønninger, som til slut fastlægges af regeringen. Det er også her, at Eric Manzi har kæmpet for en bedre barselsorlov – en kamp, han netop har vundet med en fordobling af barselsorloven fra seks til 12 uger.

Ydmyg over for international toppost

Eric Manzi er tilfreds med, at han har opbygget en stærk organisation med fagligt kompetente medarbejdere. Nu overvejer han at nedtone sit arbejde på nationalt plan. Måske med en optrapning af det internationale arbejde.

En af visionerne er at få udvidet det østafrikanske samarbejde. Gerne med Somalia, måske Sydsudan og Ethiopien, når der bliver lidt mere styr på den politiske situation i de lande. Eric Manzi er stærkt optimistisk, når det gælder fremtiden for det østafrikanske samarbejde. Men han betegner sig som “meget ydmyg”, når han bliver spurgt om sin egen fremtidige rolle i EATUC.

“Man må være realistisk, og lige nu er det de tre store – Kenya, Tanzania og Uganda – der står sammen. Men jeg siger min mening, og måske vil tingene ændre sig og andre alliancer kan opstå. Det får vi se. Vi vil se,” siger han.