Faglige uddannelser er unges vej til grønne job i Malawi
I Malawi – et af verdens fattigste lande i det sydlige Afrika – har kun omkring 14 procent af befolkningen adgang til elektricitet. Der er taget initiativ til flere solenergiprojekter for at udbygge forsyningen til det nationale elnet, og regeringens plan er, at landets fremtidige vækst skal bygges på vedvarende og bæredygtig energi. Men Malawi står med en udfordring. Ligesom vi i Danmark mangler elektrikere til den grønne omstilling, har de heller ikke i Malawi nok faglærte med kompetencer til at installere solcellerne. Ulandssekretariatet har derfor i partnerskab med Dansk Industri og med støtte fra EU og Udenrigsministeriet indledt et samarbejde i Malawi, som skal skaffe flere grønne hænder og ordentlige job i solcelleindustrien. Vejen derhen går via forbedrede erhvervsuddannelser, som klæder eleverne på til at producere, reparere og vedligeholde solceller.
”Bare i Afrika træder millioner af unge hvert år ind på arbejdsmarkedet, og mangler uddannelse og jobmuligheder. Alligevel mangler der faglærte – særligt til de nye job i de hastigt voksende grønne sektorer,” siger FH-formand og formand for Ulandssekretariatet, Morten Skov Christiansen:
”Ligesom i Danmark er der i mange afrikanske lande en tendens til, at faglige uddannelser nedprioriteres. Det er ærgerligt, for en faglig uddannelse kan være den adgangsbillet til et ordentligt arbejde og forbedrede levevilkår, som millioner drømmer om.”
Lærer at installere solceller
Målet med indsatsen i Malawi er både at uddanne de kloge hænder, som lokale solcellevirksomheder har brug for, og at uddanne små selvstændige solcelleinstallatører, som kan sætte solpaneler op i landområder hos fattige familier, der ellers ikke har adgang til elektricitet.
”Samarbejdet hjælper unge med at få en faglig uddannelse, som kan sikre dem et ordentligt arbejde, der samtidig bidrager til at udbygge Malawis forsyning med grøn strøm,” siger generalsekretær i hovedorganisationen Malawi Congress of Trade Unions (MCTU), Madalitso Njolomole.
Indsatsen styrker samarbejdet mellem fire erhvervsskoler i Malawi, lokale virksomheder og fagbevægelsen med henblik på, at læseplaner, praktikophold og efteruddannelse af faglærere tilrettelægges, så elevernes uddannelse kommer til at matche efterspørgslen hos lokale virksomheder i solenergisektoren. Konkret skal indsatsen sikre en relevant faglig uddannelse til 800 elever. På den længere bane skal samarbejdet bidrage til at styrke arbejdsmarkedets parters dialog og forhandling med myndighederne om at skabe et bedre erhvervsuddannelsessystem i Malawi.
”Erhvervsuddannelserne i lande som Malawi, Tanzania og Kenya er underfinansierede og har forældet udstyr. Der er behov for at opdatere læseplaner med den nyeste grønne viden, efteruddanne faglærere og sikre et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter, så de unge får de kvalifikationer, som efterspørges på det lokale arbejdsmarked,” siger Morten Skov Christiansen.
Indsatsen i Malawi står derfor ikke alene. I Tanzania har Ulandssekretariatet og Dansk Industri et lignende samarbejde. Og i Kenya har Ulandssekretariatet, 3F og Dansk Industri afsluttet en indsats, der forbedrer kvaliteten af faglige uddannelser, så undervisningen i højere grad klæder de faglærte på til grønne job i byggesektoren.
Læs mere i Ulandssekretariatets Årsrapport 2023