Filippinerne ratificerer ILO-konvention om social dialog
Filippinerne bliver det første land i Asien, som ratificerer ILO’s konvention 151 om offentligt ansattes rettigheder. Det står klart efter, at det filippinske senat har godkendt ratificeringen ved tredjebehandlingen.
ILO er FN’s internationale arbejdsorganisation, og konvention 151 omhandler offentligt ansattes ret til at indgå i social dialog. Det gælder for eksempel retten til at danne fagforeninger og retten til kollektive overenskomstforhandlinger.
Vedtagelsen har betydning for cirka 2,3 millioner offentligt ansatte i Filippinerne. Det gælder embedsmænd, men i det hele taget alle, som arbejder for staten eller i det kommunale filippinske system – uanset om de er fastansatte, midlertidigt ansatte eller løst ansatte.
14 års arbejde bærer frugt
For de offentligt ansattes organisation PSLINK (Public Services Labour Independent Confederation), er der tale om et stort skridt. PSLINK og Ulandssekretariatet har siden 2003 advokeret og arbejdet for mere social dialog i den offentlige sektor i Filippinerne. Og det gælder især konventionen om social dialog.
PSLINK’s formand, Annie Geron, siger:
”Jeg er stolt af vores samarbejde. PSLINK har nået en status, hvor vi bliver anerkendt og konsulteret i spørgsmål om offentligt ansattes vilkår og arbejdsmarkedslovgivning.”
En vigtig konvention
Når ILO-konventionen er så vigtig, er det fordi den tillader offentligt ansatte nogle grundlæggende rettigheder. I mange lande er offentligt ansatte afskåret fra for eksempel at strejke eller forhandle om arbejdsvilkår – netop fordi de er underlagt offentlige hensyn.
Det betyder for eksempel, at lønninger kan være dikteret uden forhandling, at offentligt ansatte kan forflyttes uden videre – eller kommanderes til at arbejde under uacceptable eller mangelfulde vilkår. Konvention 151 betragtes af fagbevægelsen som et værn mod overgreb på arbejderes rettigheder. Det kan være at organisere sig, eller at arbejderne ikke kan komme i dialog med arbejdsgiverne om forhold på arbejdspladsen.
Vedtagelsen betyder blandt andet, at offentligt ansatte i princippet får samme rettigheder som privat ansatte.
Det hører med til historien, at ratifikationen ikke automatisk sikrer arbejdstagernes rettigheder. Nu skal der udarbejdes en lovgivning i Filippinerne, som i praksis udfører konventionens hensigter i landet.
Filippinernes sundhedsminister Paulyn Jean Rosell-Ubial er en af de vigtige støtter. Før hun blev minister, har hun som embedsmand i sundhedsministeriet været en af dem, der arbejdede for social dialog i partnerskab med PSLINK og Ulandssekretariatet.
”Jeg giver al min støtte – naturligvis. Jeg var selv med til at starte dette [social dialog], da jeg var departementschef. Der kan være knaster undervejs. Man ved aldrig med lovgivning, men jeg håber det går glat med denne her,” siger hun.