
Fodbold og foreningsliv rimer på fagbevægelse
Det er en noget anderledes fodboldturnering, der i næste uge bliver skudt i gang med de indledende kampe i det lille vestafrikanske land Sierra Leone. Det er nemlig første gang, at samtlige hold består af repræsentanter fra landets fagforeninger.
Og når fagbevægelsen fejrer arbejdernes internationale kampdag 1. maj i hovedstaden Freetown, er det ikke demonstrationer, der trækker folkemængderne til. Men derimod turneringens afgørende finalekampe.
I Sierra Leone er fodbold ligesom i mange andre afrikanske lande en regulær folkesport. Og fagbevægelsens ide er netop at bruge fodboldturneringen som trækplaster til 1. maj og gøre det faglige arbejde mere folkeligt.
Også samarbejdet omkring turneringen er usædvanligt. Det er nemlig Ulandssekretariatets partner, hovedorganisationen SLLC, og den danske humanitære organisation FANT, der er gået sammen om at stable turneringen på benene. Mens SLLC står for at skaffe holdene, står FANTs lokale afdelinger for at arrangere selve turneringen.
Fodbold skaber fællesskaber
Og er der noget, der kan binde mennesker sammen, så er det fodbold.
”Fodbold er et verdenssprog. Alle steder i verden ser du mennesker mødes og finde glæde og fællesskab i fodbolden,” siger Erik Rasmussen.
Han er tidligere superligatræner og fodboldkommentator, og så er han medstifter af og formand for bestyrelsen i den to år gamle organisation FANT – Football for A New Tomorrow.

Ideen bag FANT er at danne idrætsforeninger, der kan være med til at skabe udvikling og forandring i Sierra Leone. I 1990’erne var landet hærget af en langvarig, brutal borgerkrig, der stort set lagde landet i ruiner og drev halvdelen af befolkningen på flugt. I dag er Sierra Leone et af verdens fattigste lande og slikker stadig sårene efter borgerkrigen.
Derfor er der brug for steder, hvor sierraleonerne kan finde sammen på tværs af stammer, religion og køn og i fællesskab få skabt forsoning og positiv udvikling. Og netop idrætsforeninger aktiverer og knytter mennesker sammen, mener Erik Rasmussen.
”FANT skaber nye måder at være sammen på. Vi tager udgangspunkt i glæde. Alle kommer frivilligt, fordi de gerne vil være med, finde fællesskab og have det sjovt,” siger han.
Udvikling i lokalområderne
På to år har FANT dannet 11 idrætsforeninger, otte i hovedstaden Freetown og tre i Tonkolili-distriktet. Til sammen har de i dag 8.000 medlemmer.
Samtlige idrætsforeninger har særligt fokus på at inkludere piger og marginaliserede grupper og har hold for både drenge, piger og handikappede. Også uddannelse af foreningernes ledere er central, hvis foreningerne skal være med til at skabe demokratisk udvikling i lokalområderne, mener Erik Rasmussen.
FANT har allerede været med til at skabe langt bedre fysiske rammer for idrætten i landet. Men for Erik Rasmussen er det vigtigste resultat af FANTs arbejde den demokratiske og organisatoriske udvikling.
”Vi er med til at forandre rigtig mange menneskers liv gennem idræt. Og vi har set en stor udvikling blandt vores medarbejdere og i vores klubber. De har virkelig rykket ved lokalsamfundene og skabt samhørighed,” siger han.
Medlemmerne driver værket
Selv om fodboldklubber og fagbevægelse er to forskellige ting, så er den fodboldturnering, der bliver skudt i gang i næste uge en win-win situation for både fagbevægelsen SLLC og FANT.
Både idrætsforeningerne og fagbevægelsen er folkelige organisationer, og her har fagbevægelsen mange års erfaring med organisering og demokratisk ledelse af lokale organisationer. Samtidig har SLLC en landsdækkende infrastruktur, som idrætsforeningerne kan drage nytte af. Til gengæld har fodbolden en synlighed og folkelig appel, som giver fagbevægelsen mulighed for at komme ud til det store flertal af befolkningen i Sierra Leone, som ikke har et formelt og fast arbejde, men overlever i den såkaldt uformelle økonomi.
”Endelig ved vi jo fra Danmark, at også sportsfolk har problemer med at sikre anstændige arbejdsvilkår, og derfor har de et behov for at organisere sig. Det kender vi fra både Spillerforeningen og senest Håndbold Spiller Foreningen,” siger Jørgen Assens, leder af Afrika-afdelingen i Ulandssekretariatet, og tilføjer:
”Fodboldturneringen i Freetown er den første af sin slags, men forhåbentlig ikke den sidste.”