HK samler ind: Donerer drikkevand til Ukraine
I begyndelsen af krigen blev Mykolaiv afskåret fra rindende vand. Mykolaivs bystyre fandt på en midlertidig løsning – de pumpede simpelthen saltvand op fra floddeltaet, der munder ud i Sortehavet, filtrerede det og sendte det gennem vandledningerne. Saltvandet var dog kun med til at beskadige systemet yderligere, da det ødelagde rør og pumper. Vandet i det centrale vandforsyningssystem lever i dag stadig ikke op til basale sanitære standarder og er uegnet til at drikke. Bystyret har dog har opsat mange brønde og vandposter, hvor indbyggerne kan få adgang til rent drikkevand, men det er stadig ikke tilstrækkeligt.
Russerne bomber vandforsyningen
Efter befrielsen af den nærliggende by Kherson var der håb om, at man kunne skaffe rent drikkevand til Mykoaliv fra Dnipro-floden. Men området, hvor vandet blev hentet, var for tæt på frontlinjen og blev regelmæssigt udsat for russiske bombardementer, og det kunne derfor ikke betale sig at foretage reparationer på vandrørene. Da russerne den 6. juni sprængte Kakhovka-dæmningen i stykker, som også ligger i nærheden af Mykolaiv, blev situationen endnu mere vanskelig i byen, og udfordringerne med at skaffe drikkevand blev yderligere forværret.
Derfor faldt HK Services private donation på 11.000 kr. på et tørt sted for FPU, Ukraines største hovedorganisation, som straks besluttede at bruge midlerne til at levere rent drikkevand til lokale fagforeningsmedlemmer og arbejdere i Mykolaiv-regionen. 11.000 kr. til drikkevand er selvfølgelig en dråbe i havet – men det er et symbol på den enorme solidaritet der strømmer mellem danske og ukrainske fagforeninger efter krigens udbrud. Og har gjort konkret forskel for de arbejdere og deres familier, som har modtaget drikkevandet fra HK Service via FPU.
Næsten 1.400 6-liters flasker med rent, ukrainsk produceret drikkevand er således blevet distribueret til de lokale fagforeninger i Mykolaiv takket været indsamlingen, som blev til på, fordi HK Services formand René Knudsen opfordrede til at donere til Ukraine i stedet for at modtage gaver, da han blev 60.