I Tunesien slås man for fællesskabet
Efter at have vadet igennem hele den tunesiske hovedstad kom gruppen af danske og egyptiske unge endelig frem til hospitalet. I betonbygninger spredt lidt tilfældigt ved siden af hinanden skulle de mødes med repræsentanter fra sundhedspersonalet på et stort hospital i Tunis.
Det var imidlertid ikke en helt almindelig dag, de var kommet på besøg. Personalet strejkede nemlig, men det var ikke til at se på gangene. Behandlingen forgik på sædvanlig vis, og de eneste ansatte, der ikke gjorde deres arbejde, var administrationspersonalet, som normalt tager imod betaling for behandling.
I stedet for at nedlægge arbejdet, var læger og sygeplejersker taget på arbejde alligevel – de gav bare gratis behandlinger til folket som en protest imod, at tunesere ikke får gratis lægehjælp. Og den oplevelse gjorde et stort indtryk på den unge sygeplejerske:
”Det var enormt sympatisk, at personalet ikke bare strejkede og nedlagde arbejdet, men i stedet gav gratis behandling. De strejkede for, at hospitalet kunne få flere midler, så flere kunne få gratis behandling. Personalet vil gerne have demokrati i alle sektorer, da de mener, at demokrati er lig med, at alle bør have lige adgang sundhed,” fortæller Mette Stefansen.
Fællesskab kommer før individet
Mette var i Tunesien som en del af et udvekslingsprojekt, arrangeret af LO, FTF og Ulandssekretariatet. Sammen med syv andre danskere og fire egyptere var hun afsted for at blive klogere på den tunesiske arbejderbevægelse. Projektet skal være med til at skabe internationalt engagement i den danske fagbevægelse, og samtidig bringe de unge i alle tre lande tættere på hinanden gennem fælles projekter.
Udvekslingen har været en øjenåbner for mange af de danske deltagere, der har oplevet fagligt arbejde i et land med langt færre rettigheder og et manglende velfærdssystem. For Mette var en af de mest slående forskelle mellem det faglige arbejde i Danmark og Tunesien, hvor fokuserede tuneserne er på fællesskabet frem for individet.
”Hver gang vi snakkede med nogen, oplevede vi, at tuneserne generelt ikke kun tænkte som individer men som samfund og folk. De fokuserede ikke kun på deres egne behov, som at få mere i løn, men på fælleskabet. Og at alle borgere skulle have fri adgang til sundhedsydelser.”
Alligevel ikke så forskellige
En del af projektet har også været at skabe et kulturmøde mellem unge fra Danmark og unge fra MENA-regionen. Ambitionen fra LO og FTF er, at de unge kan være med til at præsentere et andet billede af MENA-landene, end det man får i medierne.
Den del af projektet er helt sikkert lykkedes, hvis man spørger Mette. Hun havde selv nogle fordomme om muslimsk kultur, inden hun tog afsted. Selvom nogle af dem holdt stik, er det en helt anden forståelse af muslimer, hun har i dag. Hun er sikker på, at projektet kan være med til at skabe et bedre forhold mellem Danmark og lande som Tunesien og Egypten:
”Et projekt som dette skaber små frø, der får lov at spire. Jo flere danskere, der er engageret og kan give deres oplevelser videre til andre, jo bedre. De mennesker, jeg har fortalt om mine oplevelser, synes det er enormt spændende. Der kommer knopskydninger af det her projekt, som vil blomstre, og på den måde vil der komme mere dialog mellem os og dem.”
På trods af de store forskelle mellem danske og tunesiske unges vilkår, mener Mette, at det vigtigste er at se udover forskellighederne:
”Det er lande i rivende udvikling, og de vil meget gerne det faglige arbejde. Vi bør derfor fokusere på vores ligheder frem for forskelligheder. De unge i Egypten og Tunesien har de samme mål og visioner, og de vil have de samme ting, som vi vil. Så vi er jo slet ikke så forskellige.”