I Zimbabwe er kvindekampen en daglig kamp
”Jeg har ikke set noget lignende. Der var politimænd på hvert eneste gadehjørne både uniformerede og civile betjente. De overvågede konstant vores bevægelser, skubbede og stak til os med deres knipler og prøvede at blokere vejen for os med deres trucks.”
Sådan lyder det fra Jenni Williams, leder af kvindeorganisationen WOZA, der blev dannet i 2003.
På vegne af ‘Den danske Zimbabwe-komité’ har Ulandssekretariatet siden 2012 støttet WOZA’s arbejde med at fremme kvinders ret til social retfærdighed og almene menneskerettigheder i Zimbabwe.
Selv gik Jenni forrest i den årlige demonstration på Valentinsdag 14. februar, der ligesom 8. marts er en mærkedag for WOZA’s medlemmer. 1.250 WOZA-kvinder brugte Valentinsdag 2014 til at udbrede budskaber om kærlighed og menneskerettigheder og til at kræve, at den nye forfatningslov om gratis grundskole for alle bliver ført ud i livet. Men til trods for kvindernes noble formål og fredelige sit-down-demonstration, var det ikke ligefrem kærlige toner, de blev mødt med af politiet.
”Politiets massive trusler og chikane gjorde, at vi var nødt til at mobilisere al vores mod for overhovedet at starte demonstrationen,” fortæller Jenni og forsætter:
”Men mod er som en muskel. Den skal bruges for at blive stærk. Og fordi vi gennemførte demonstrationen, er vi alle sammen blevet stærkere.”
Jenni er da heller ikke i tvivl om, at kvinderne i WOZA generelt er blevet stærkere i kraft af, at flere og flere kvinder i dag bliver bevidste om deres rettigheder.
En af disse kvinder er Patience, der har været medlem af WOZA i 10 år
Viden, styrke og netværk
Som kvinde, hiv-smittet og enke befinder 40-årige Patience Mpofu sig på mange måder nederst i det zimbabwiske samfund.
Men Patience fortæller, hvordan hendes medlemskab af WOZA har gjort hende både stærkere og mere velanset i samfundet:
”Før jeg blev medlem af WOZA, turde jeg slet ikke sige noget i større forsamlinger, fordi jeg ikke følte, jeg var noget værd. Sådan er det ikke i dag. I dag har jeg fået større selvtillid, og som underviser i WOZA taler jeg ofte foran mange mennesker i landsbyerne.”
Som en del af WOZA-projektet har Patience de seneste år rejst rundt i Zimbabwe og undervist i demokrati og kvinders rettigheder i 17 små kvindegrupper med hver 21 medlemmer.
”Inden WOZA-projektet vidste folk ikke noget om demokrati, og mændene ville dominere både lokalpolitisk og i husholdningerne. Sådan er det ikke længere. Nu tør kvinderne stå frem og forsvare deres rettigheder. Viden gør os kvinder stærkere. Derfor ser folk også på os WOZA-kvinder som stærke kvinder,” siger hun.
Men selv om Patience generelt ser positivt på kvindernes udvikling i Zimbabwe, så mener hun ikke, at viden om demokrati og menneskerettigheder kan gøre det alene i det lange løb. Kvindernes fortsatte selvstændighed kræver også en større økonomisk frihed.
”I dag er det stadig Zimbabwes kvinder, der forsøger børnene og familien. Det ville derfor være godt for dem, hvis de kunne få hjælp til at etablere kooperativer og forretninger. Det vil gøre dem økonomisk stærkere.”