International fagbevægelse slår alarm over drab på fagligt aktive i Guatemala
Et af de seneste drab fandt sted 22. marts, da Kira Zulueta Enriquez Mena ved indgangen til sin arbejde på et kommunalt bibliotek brutalt blev likvideret af to bevæbnede mænd på motorcykel.
Kira Zulueta Enriquez Mena var generalsekretær i forbundet for offentligt ansatte Nueva Concepción, og mordet på hende bringer det samlede antal myrdede fagforeningsfolk op på 63 siden 2007.
Samtidig lukker myndighederne i Guatemala øjnene for overgreb og drab. 98 procent af mordene fører aldrig til nogen form for retsforfølgelse. Og drabene udgør kun toppen af et isbjerg, som rummer alle former for forfølgelser og intimideringer af fagligt aktive i Guatemala: Trusler, dødstrusler, forfølgelser og diskrimination på arbejdet og i hjemmet hører til dagens orden.
ILO ind i sagen
Den alarmerende situation har nu fået den internationale faglige sammenslutning IFS og deres samarbejdspartnere i Guatemalas fagbevægelse til at udråbe 17. maj til aktionsdag til fordel for fagforeningsfolk i Guatemala. Organisationerne opfordrer faglige kolleger over hele verden til at sende protestskrivelser til de guatemalanske myndigheder.
Initiativet sker for at fastholde et pres på Guatemalas myndigheder. Volden, den konsekvente overtrædelse af faglige rettigheder og fraværet af konsekvens for de ansvarlige fik i 2012 repræsentanter fra den guatemalanske fagbevægelse til at aflevere en skriftlig klage til FN’s arbejdsorganisation ILO. Kort efter afleverede IFS et løsningsforslag til ILO, som ILO inddrog i sit arbejde.
Klagen tvang en modvillig guatemalansk regering til, med ILO’s mellemkomst, i første omgang at indgå en trepartsaftale – den såkaldte Memorandum of Understanding – i efteråret 2012 med arbejdsgivere og dele af den guatemalanske fagbevægelse. Aftalen skal fremme anstændigt arbejde og få rettet op på den lange række af overtrædelser af arbejdstagerrettighederne, især retten til frit at organisere sig.
Parterne fik frem til marts i år til at vise deres gode vilje i form af konkrete forbedringer. Skete det ikke, ville næste skridt fra ILO være at nedsætte en formel undersøgelseskommission.
Modstridende synspunkter
Den guatemalanske regering lovede bod og bedring, da trepartsaftalen blev indgået, og i ILO’s seneste statusdokument fra marts i år anfører regeringen, at de har opnået betydelige resultater.
I samme dokument er fagbevægelsen af stort set diametralt modsat opfattelse. Den anser mest af alt regeringens bidrag for at være et propagandastunt, der har til formål at trække processen i langdrag og undgå international miskreditering.
ILO vedtog i marts at udskyde beslutningen om at nedsætte en undersøgelseskommission til efteråret 2013. I mellemtiden vil ILO følge situationen i Guatemala tæt.
Regionens vagthund
Arbejdsmarkedsinstituttet ISACC’s sekretariat i Nicaragua har for nylig etableret et dokumentationscenter, som skal dokumentere og dermed være med til at beskytte faglige rettigheder i regionen. Flere af de faglige organisationer i Guatemala trækker på ISACC’s.
ISACC får fra 2013 støtte fra Danidas regionale menneskerettighedsprogram til at opbygge et rapporteringsværktøj og en database med fokus på arbejdstagerrettigheder.
Ulandssekretariatet har støttet ISACC, siden instituttet blev etableret, og yder i dag tematisk støtte.