‘Jeg drømmer ikke om store ting’
For to år siden studerede Anthony Anlap programmering i Filippinernes hovedstad Manila. Hans store hobby er computere, og hans klare mål var at få job i landets hurtigst voksende sektor BPO – business process outsourcing. Sektoren lever af at udføre opgaver som bogholderi, lønafregning og it-opgaver, som for eksempel danske virksomheder flytter ud af landet.
Men allerede efter første semester måtte 21-årige Anthony erkende, at hans drøm var uopnåelig. Ligesom i millioner af andre filippinske familier arbejdede Anthonys far i udlandet, fordi det er vanskeligt at tjene til familiens overlevelse i Filippinerne. Men den månedlige pengeoverførsel til kone og syv børn begyndte at tørre ind. Og så var der ikke råd til Anthonys uddannelse.
Et hvilket som helst job
Siden har Anthony Anlap haft mange forskellige job, som har ført ham vidt omkring i millionbyen Manila. Han har for længst erkendt, at for en ufaglært ung mand i Filippinerne er arbejde særdeles sæsonbestemt. Og det er ikke, fordi han er kræsen:
”Det er ligegyldigt, hvilken slags job det er, så længe det er et regulært og vedvarende job. Men det er svært, når der ikke er nogen job, fordi der ikke er nogen produktion.”
I takt med, at jobbene kommer og går, daler Anthonys forventninger til fremtiden.
”Jeg drømmer ikke om store ting. Jeg vil bare gerne kunne hjælpe min familie, have penge til at klare hverdagen og til medicin og behandling, hvis en af os bliver syg. Og så vil jeg gerne hjælpe med til, at mine små søskende kan gå i skole,” siger han.
Anthony er ikke alene. Selv om Filippinerne i de senere år har oplevet en høj økonomisk vækst, så er andelen af fattige ikke blevet tilsvarende mindre. Flere end hver fjerde filippiner lever stadig for under en dollar om dagen.
Filippinerne er præget af korruption, og landet er et klart eksempel på, at vækst ikke nødvendigvis bedrer vilkårene for den brede befolkning. Således er lønningerne for almindelige filippinere så ringe, at hver 10. må tage til udlandet og arbejde for at kunne forsørge familien.
Satser på kurser
Anthony Anlap er pinligt bevidst om de begrænsninger, han har, fordi han ikke har nogen uddannelse. Men han kan ikke se for sig, at han inden for nærmeste fremtid kan begynde på en uddannelse.
I stedet satser han på korte tekniske kurser, som kan øge hans chancer for at få job. I første omgang et i snedkerarbejde og et i arbejdsmiljø. Kurserne er udbudt af Ulandssekretariatets samarbejdspartner, ACIW, fagforeningen for arbejdere i byggeriet og i den uformelle – altså den uregistrerede eller sorte – økonomi.
Ligesom fagforeningen er den filippinske regering klar over, at der er et gab mellem de krav, der bliver stillet i jobbene i dag, og den uddannelse, de fleste filippinere har – eller rettere ikke har. Også regeringen ser tekniske og erhvervsfaglige kurser som en vej ud af arbejdsløshed for de unge. Og den slags veje er der hårdt brug for. Over halvdelen af de 18 millioner unge filippinere mellem 15 og 24 år anslås at være uden arbejde.