Kamp for rettigheder i kølvandet på corona
Nilda Yambao (50) er motorcykelbud i Filippinerne. Hver dag drøner hun rundt i Manila og afleverer pakker til folk, der har bestilt en eller anden vare på nettet. Hendes kvote er 50 pakker om dagen. Nogle dage når hun op på over 100.
”Jeg har brug for en anerkendt fagforening, så vi kan få bedre løn og bedre arbejdsvilkår,” siger hun
”I min alder og især under pandemien er det svært at finde arbejde. Så jeg vil beholde det her job – og med hjælp fra en fagforening, ja så kan det også blive et job, der faktisk er værd at beholde,” siger Nilda Yambao.
Mindre demokrati
Covid-19-pandemien har været med til at formindske et i forvejen ikke alt for stort såkaldt demokratisk rum i Filippinerne.
Filippinerne har en lang og ikke særlig glorværdig historie med overtrædelser af menneskerettigheder og forfølgelse af civilsamfundet, fagforeninger, medier og aktivister. FN’s arbejdsorganisation ILO har flere gange gjort opmærksom på knægtelse af forsamlingsfriheden, indblanding i fagforeningsforhold fra myndighedernes side og arrestation af fagforeningsledere foruden vold, tortur og kidnapninger. Filippinerne er det andet mest farlige land at være fagforeningsleder i – kun overgået af Colombia.
Og det er kun blevet værre under pandemien. Covid-19 er nemlig blevet brugt til at indskrænke frihed og rettigheder yderligere. Filippinerne har været igennem en særdeles hård lock-down, hvor der var stærke restriktioner på transport og arbejde. Det betød, at rigtig mange arbejdere var direkte forhindret i at passe deres job – og mange hjemsendelser og fyringer skete uden kompensation.
Hovedorganisationen FFW, som er Ulandssekretariatets partner, mener, at den filippinske regering har brugt pandemien som undskyldning for yderligere undertrykkelse.
Rammer kvinderne hårdest
Især kvindelige arbejdere som Nilda Yambao har været hårdt ramt. Pandemien har accelereret fyringer, chikane, vold – også i hjemmet – og flere byrder i husarbejdet.
Den filippinske fagbevægelses paraplyorganisation Nagkaisa har derfor deltaget i et projekt, som med støtte fra Ulandssekretariatet og CISU (Civilsamfund i Udvikling), har til formål at give kvinder bedre arbejdsvilkår og muligheder for at gå i dialog med såvel arbejdsgivere som myndigheder.
Og der er nok at tage fat på. Selv under de hyppigt forekommende tropiske storme – de såkaldte tyfoner – er der nærmest ingen grænser for arbejdsgivernes krav.
”Jeg ville ønske, at firmaet ikke tvang os til at arbejde under tyfoner. Selvom gaderne er i fare for at blive oversvømmet, skal vi stadig arbejde og udføre vores sædvanlige leveringer. Vi bliver ovenikøbet holdt ansvarlig for pakkerne, hvis der sker noget med dem,” fortæller Nilda Yambao.
Chikane mod fagforeninger
Det groteske eksempel med tyfonerne kan sammenlignes med situationen under Covid-19. Der var en slags undtagelsestilstand, og den gjaldt også arbejdernes rettigheder, men det har kun virket som fremkaldervæske for en hel masse problemer. For eksempel har Nilda Yambao ingen forsikring. Hvis hun kommer til skade, er der ingen dækning – og sker der noget med pakkerne, skal hun selv erstatte dem. Hun tjener 50 kroner om dagen på at levere kvoten på 50 pakker. For hver pakke over kvoten får hun cirka 7 øre. Hvis hun leverer 100 pakker, har hun altså kun tjent godt 53 kroner.
Arbejderne på Nilda Yambaos arbejdsplads, J & T, har anlagt sager om en række forskellige forhold, lige fra uberettiget afskedigelse, børnearbejde, farligt arbejdsmiljø, chikane af fagforeninger og tillidsmænd til manglende overtidsbetaling. Listen er lang.
Og den 4. juni 2022 strejkede arbejderne i J & T i protest mod, at deres fagforeningsformand blev afskediget og for at gøre opmærksom på de utallige problemer. Arbejdsministeriet fik mæglet i konflikten, og fyringen af formanden blev erklæret ugyldig. Nu står fagforeningen i J & T til at blive officielt registreret, hvilket er en sejr for fagbevægelsen.
Firmaet har tjent millioner under pandemien, men altså på bekostning af deres ansattes velfærd og rettigheder, som er blevet yderligere undertrykt. Problemet er blandt andet, at der i lang tid nærmest har hersket en slags undtagelsestilstand i Filippinerne, som har gjort fagforeningsarbejde sværere. For eksempel har myndighederne slået ned på uregelmæssigheder i produktionen i forbindelse med arbejdsnedlæggelser og protester og kategoriseret dem som terror – hvilket naturligvis er meget alvorligt.
Nagkasias projekt skal bidrage til konkret uddannelse af tillidsmænd og til udvikling af politikker, som kan være med til at forbedre sikkerhed, bedre rettigheder og for eksempel understøttelse i tilfælde af sygdom. På længere sigt arbejder Nagkaisa for trepartsforhandlinger, som blandt andet kan være med til at give arbejderne en stemme over for arbejdsgiverne og regeringen.
