Karim sætter hiphop lyd til det arabiske forår
Karim Adel med streetnavnet Rush sidder på sit værelse i et middelklassekvarter i Cairo og skriver raptekster. Som regel om natten. Når de bliver lagt på nettet, får han og vennerne i bandet Arabian Knightz tusinder af unge til at fordømme Det Muslimske Broderskab og det regime, der stadig regerer Egypten med vold og undertrykkelse.
“Musik rammer min generation meget hurtigere end noget som helst andet. Musik flytter sig. Den kan ændre en persons mentalitet, selv mere end politisk eller religiøs snak. Hvad som helst. Unge lytter ikke til den slags. De lytter til musik og de ser film. Det er den måde, man former deres viden bedst,” siger Karim.
I Egypten og Tunesien, Palæstina og Libanon er hiphop blevet en katalysator for de unges frustrationer over udemokratiske og korrupte regeringer. Og omvendt finder hiphopperne inspirationen i den arabiske gade.
Gør modstand og stå sammen
“Vores numre blev mere og mere politiske op til revolutionen,” siger Karim.
“Vi ville fortælle, at folk skulle gøre modstand. At der var en masse korruption og en masse løgne. Men at der ikke vil ske noget, før man står sammen.”
Og det var netop, hvad Karim oplevede i de hektiske dage under revolutionen på Tahrir-pladsen i Egyptens hovedstad Cairo i januar og februar 2011: Sammenholdet, glæden, euforien og fællesskabet. Det var som en drøm, der gik i opfyldelse.
“Men man fornemmede, at noget fishy var ved at ske. Ingen havde kontrol, og der blev sendt folk ud for at ødelægge festen. Det onde havde simpelthen ikke tabt kampen,” fortæller Karim.
Og med det onde mener han, at det hemmelige politi og betalte bøller overfaldt demonstranterne og stadig voldtager kvinder, der demonstrerer.
Dermed var kimen lagt til Arabian Knightz’s kampagnenumre mod de nye magthavere i Det Muslimske Broderskab, som vandt valget i 2012.
“De skal tvinges til at dele Egypten med os alle. Egyptens økonomi er ved at falde fra hinanden, folk sulter, og der sker dagligt ulykker. Vi vil minde dem om, at de kommer til at betale prisen ligesom Mubarak. Det er derfor, jeg tager tilbage til Tahrir og demonstrerer,” siger Karim.
Arabian Knightz politiske budskaber vinder genklang. For eksempel er deres nummer ’Prisoner’ set og hørt af 100.000 mennesker på YouTube.
“Folk er blevet vildt optaget af politik. De har fundet ud af, at politik handler om alt det, der sker i deres liv, så der bliver talt om politik her, der og alle vegne. På Facebook og Twitter, ja selv vittighederne er politiske. Og fodboldfansene er med i politik. Det er for vildt!”
Hiphop på nettet
I begyndelsen udgav Arabian Knightz sine numre på Myspace og senere på You Tube. Men med den stigende popularitet er der også kommet albums, der distribueres på iTunes, og større shows.
Og selv om kritikken af styret er lige på og hård, så er rapperne og hiphopperne indtil nu sluppet for politisk forfølgelse. Men Karim mener ikke, at det er det samme som ytringsfrihed.
“Regimet har så mange problemer at håndtere, og de opfatter os bare som en flok kids. Men de har jo prøvet at lukke munden på for eksempel journalister. Så vi må se, hvad der sker. Men indtil nu har de ikke haft kontrol med musikken.”
Ordene vælter ud af Karim. Han speedsnakker, både når han skal fortælle, og når han rapper. Netop hans energi og rastløshed har givet ham streetnavnet Rush.
Han har været primus motor i etableringen af Arab League, som både er et pladeselskab og en forsamling af førende rappere og hiphoppere i en række lande i Mellemøsten.
Karim har sine politiske favoritter, men ikke nogen helte.
“Revolutionen har ikke brug for helte,” som han siger.
Og han har en drøm om, at hans land en dag igen kommer til stolthed og ære.
“Egypten har så stort et potentiale til at blive et rigt og produktivt land. Derfor må vi bekæmpe det nuværende styre både med demonstrationer og i stemmeboksen,” mener han.
Karim Adel besøgte sammen med sin hiphop-kollega Hesham Abed, aka Sphinx, for nylig Danmark. De to afholdt en række workshops på pædagoguddannelser landet over i forbindelse med Ulandssekretariatets kampagne ‘Håbet om en bedre fremtid’.