Korte kurser giver unge kvinder bedre jobmuligheder i Malawis byggebranche
I Malawi er der et presserende behov for at opkvalificere den store andel af landets byggearbejdere, som er tvunget til at overleve ved at arbejde i den uformelle økonomi med korte, midlertidige ansættelser, lave lønninger og farlige arbejdsopgaver.
Derfor har Malawis hovedorganisation, MCTU med støtte fra EU og i samarbejde med Ulandssekretariatet designet en række to ugers arbejdsmarkedskurser, som skal opkvalificere unge byggearbejdere og give dem bedre muligheder for at sparke døren ind til et ordentligt job i den formelle sektor.
De korte kurser har især været populære blandt unge kvindelige arbejdere og elever i byggebranchen og hele 45 % af deltagerne er kvinder.
”De unge kvinder har typisk ikke råd til mere konventionelle lange og dyre erhvervsuddannelses-kurser og ender derfor ofte med at stå bagerst i køen til de gode jobs i byggebranchens formelle sektor. De korte kurser giver de unge kvinder efterspurgte kompetencer og gør det lettere for dem at få et ordentligt arbejde,” siger programleder i Ulandssekretariatet Lone Ilum Christiansen.
Er kommet i arbejde efter kurset
Allerede to uger efter et af de korte kurser, hvor deltagerne modtog træning og opkvalificering i dekorations- og malerarbejde, modtog MCTU feedback fra kursusdeltagere, som var begyndt at tjene penge ved at male butikker i lokalområdet, mens en af de kvindelige deltagere havde fået et større job med at male en kontorbygning.
Om sin deltagelse i et af to ugers kurserne skrev en anden kvindelig deltager, Niva Jedegwa Whayo, efterfølgende sådan her:
”Jeg skriver for at informere jer om, hvor meget det har hjulpet mig og min familie. I januar fik jeg den første kontrakt på at male et nyt hostel med 13 værelser i Chitawira, og mens jeg var i gang med arbejdet bad kunden mig om også at sætte et andet hus i stand.”
Certificeret af regeringens organ for erhvervsuddannelser
Indtil videre har 800 gennemført et af fagbevægelsens korte arbejdsmarkedskurser, og regeringens organ for erhvervsuddannelser i Malawi, TEVETA har nu valgt at certificere kurserne, fordi de vurderer, at kurserne giver bedre og mere lige adgang til erhvervsuddannelse for ellers marginaliserede unge – herunder særligt unge piger.
”For Ulandssekretariatet er det vigtigt at koble dansk udviklingsbistand sammen med faglig uddannelse og partssamarbejde i lande som Malawi og bidrage til, at de unge piger og kvinder får ordentlige faglige uddannelser og jobmuligheder for at få en fod ind på arbejdsmarkedet. Det er ikke nemt i et land med en høj arbejdsløshed, der forstærkes af den accelerende COVID 19-krise,” siger programleder i Ulandssekretariatet Lone Ilum Christiansen.
Uddannelsesforbundet støtter, gennem Ulandssekretariatet, kollegerne og fagbevægelsen i Malawi i kampen for at opkvalificere arbejdere i den uformelle økonomi. Læs mere om projektet her.
Denne artikel er produceret med økonomisk støtte fra Den Europæiske Union. Ulandssekretariatet er alene ansvarlig for indholdet, og indholdet afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning.