Kurser løfter unge og kvinder ud af uformel økonomi
Vestafrikanske Benin er et af de lande i verden, hvor den uformelle økonomi er størst i forhold til den samlede økonomi. Ulandssekretariatets partner, hovedorganisationen UNSTB uddanner syersker, frisører og andre arbejdere i Benins uformelle økonomi og hjælper dem over i ordentlige job i den formelle økonomi. Det sker i samarbejde med føderationen af fagforeninger i den uformelle økonomi, FESYNEI. Kurserne er særligt populære blandt unge og kvinder.
”Når de mangler viden om et bestemt område, organiserer vi kurser for dem,” siger formand for FESYNEI Marcel Dansou.
Syersker får nye kvalifikationer
Han er selv underviser på de opkvalificeringskurser for syersker, som UNSTB afholder med støtte fra Ulandssekretariatet. En af de andre undervisere er den prisbelønnede skrædder Marc Ayelo, som selv har taget rejsen fra den uformelle økonomi og over i den formelle.
”Efter jeg meldte mig ind i fagforeningen, har jeg fået mulighed for at dygtiggøre mig, så jeg i dag selv er blevet underviser. Det er lykkedes mig at udvide min forretning, og efter jeg har bevæget mig over i den formelle økonomi, har jeg været i stand til at få adskillige kontrakter,” siger Marc Ayelo.
Alene i sommeren 2022 gennemførte UNSTB kurser for 120 syersker, og FESYNEI gennemførte i løbet af hele 2022 kurser for yderligere 170 syersker. Derudover afholdt UNSTB også opkvalificeringskurser for bl.a. bygningsarbejdere og mekanikere fra den uformelle økonomi.
Regnskabskurser hjælper små virksomheder
UNSTB har også med støtte fra Ulandssekretariatet udviklet undervisningsmaterialer og afholder op til to gange årligt kurser i bogføring og entreprenørskab for småhandlende i den uformelle økonomi. Frisøren Georgette Olayode er en af dem, der for nylig har gennemført kurset.
”Jeg har modtaget en masse undervisning. Kurserne i regnskabsføring for mikrovirksomheder har især hjulpet mig, og jeg har nu godt styr på mine indtægter og udgifter,” siger hun.
Lettere at registrere virksomheder
For at hjælpe arbejderne i den uformelle økonomi har UNSTB også lagt pres på regeringen og er lykkedes med at gøre processen med at blive oprettet og registreret hos myndighederne lettere, så det i dag foregår online. UNSTB har desuden oprettet et kontor, som kan assistere og rådgive arbejdere og små virksomheder, der ønsker at blive en del af den formelle økonomi. Kontoret hjælper blandt andet arbejderne med at udfylde de nødvendige dokumenter og registrere sig online.
Formand for UNSTB Appolinair Afewe fortæller, at støtten har gjort det muligt at hjælpe et stort antal arbejdere i den uformelle økonomi, og at kurserne gør en stor forskel:
”For eksempel vandt skræddere affilieret med UNSTB regeringens udbud om at producere beskyttelsesudstyr under coronapandemien, og nu vinder de kontrakter om at producere arbejdstøj for private virksomheder. Det var aldrig sket, hvis ikke de havde bevæget sig over i den formelle økonomi.”