Kvindelige arbejdere i Filippinerne får støtte til at klare coronakrisen

Frygt for fyring, frustrationer over hjemmearbejde og stor risiko for smitte i frontlinjen.

Ifølge den filippinske fagbevægelses paraplyorganisation Nagkaisa er kvinder på arbejdsmarkedet særligt udsatte under corona-pandemien.

Imens myndighederne har intensiveret deres forfølgelse af fagligt aktive, har filippinske arbejdsgivere også brugt pandemien som en undskyldning for at slippe af med arbejdere, der er organiseret, forklarer formanden for Nagkaisa, Sonny Matula.

Han har en lang liste med fabrikker, der er lukket ned med corona og manglende ordrer som undskyldning, for så at åbne igen kort efter, nu kun for arbejdere, der ikke er medlem af en fagforening.

Situationen er kritisk for alle, men den rammer især kvindelige arbejdere hårdt, forklarer Sonny Matula. Når de bliver fyret fra en virksomhed, fx en fabrik, er de ofte, som mange andre kvinder i Filippinerne, nødsaget til at søge over i den uformelle økonomi, hvor de er endnu ringere stillet under en krise.

”Kvinder i Filippinerne arbejder ofte i lavtlønnede, usikre og tidsbegrænsede jobs, som uformelle sælgere på et marked, husarbejdere eller ved at tilbyde vaskeservice til private. Derfor har de under nedlukningerne ikke bare været i særlig risiko for at miste deres arbejde, ofte har de heller ikke haft nogen alternativ indkomst og har derfor været fuldstændig afhængige af hjælp,” siger han.

Farligt at være fagligt aktiv

Nagkaisa og Ulandssekretariatet gennemfører derfor, med støtte fra CISU, et projekt målrettet kvindelige arbejdere og fagforeningsledere. Gennem forskellige kurser bliver de klædt på til at oplyse deres medlemmer om aktuelle love og kæmpe imod, når de bliver uretmæssigt fyret eller hjemsendt.

Formålet er at skabe forandring både ude på arbejdspladserne og på nationalt niveau, hvor Nagkaisa ønsker, at lovgivningen beskytter arbejdstagerne bedre under en krise som corona. For at få opmærksomhed omkring deres ønsker, arrangerer de derfor også demonstrationer og møder med repræsentanter fra myndighederne.

”Med projektet vil vi forberede fagforeningerne til at indgå i social dialog med de relevante ministerier og myndigheder,” siger Sonny Matula.

”Kvinderne, der deltager i aktiviteterne, kommer især fra lavindkomstgrupper, fx som fabriksarbejdere, der arbejder 10-12 timer i døgnet. Deres arbejdsgivere nægter dem retten til at organisere sig, og flere af dem har også oplevet, at folk fra deres arbejdsplads eller området, de bor i, er blevet tilbageholdt eller dræbt. De ved, hvordan det er at føle sig magtesløs overfor arbejdsgivere og myndigheder og har brug for værktøjer til at kæmpe imod,” forklarer han.

Hjemmearbejde har været udfordrende

Det er dog ikke kun kvinder, som arbejder ude, der har haft udfordringer under pandemien, understreger Sonny Matula.

”Kvinder, der har arbejdet hjemme, har fået en større byrde af ubetalt omsorgs- og husarbejde. De har skullet jonglere mellem deres arbejde, huslige pligter og hjælp til børnene i deres online undervisning. For enlige mødre har belastningen været endnu større. Der har også været en stigning i anmeldelser om kønsbaseret vold i hjemmet under nedlukningerne,” siger han.

Som en del af projektet har Nagkaisa derfor også holdt en online workshop, hvor kvindelige medlemmer fra forskellige fagforbund kunne dele de udfordringer, de har haft under pandemien. Her fik frustrationerne frit løb med fortællinger fra skolelærere, der skulle fjernundervise uden internet, stressede mødre med børn i hjemmeskole og flere, der havde svært ved at komme på arbejde, fordi den offentlige transport er stoppet.

Smitterisiko giver økonomisk usikkerhed

Nogle kvinder fortalte også, at de var bange for at blive smittet. Ikke kun af hensyn til helbredet men også økonomien. For selvom den filippinske regering har lovet store summer i genetillæg, løn under karantæne og erstatning, hvis man bliver alvorligt syg af COVID-19, sker det ifølge Nagkaisa ofte, at pengene ikke bliver udbetalt.

Som endnu et led i projektet er Nagkaisa derfor gået i dialog med myndighederne om at sikre frontlinjearbejderne økonomisk. Det skal ske ved at give dem kompensation under karantæne og anerkende COVID-19 som en arbejdsskade, så de, der bliver smittet, kan få erstatning, siger Sonny Matula.

”Sundhedsarbejdere og andre i frontlinjen, de fleste af dem kvinder, lider under enorme mængder overarbejder og den største risiko for at blive smittet. Det må myndighederne anerkende og honorere,” siger han.

Projektet Capacity Building and Advocacy for Women’s Rights and Defense for Fundamental Rights at Work Amidst COVID-19 følger efter et andet projekt, Capacity Building and Advocacy on Defending Trade Union and Other Human Rights Amidst COVID19 Pandemic, som med det samme overordnede formål var målrettet filippinske arbejdere generelt. Begge projekter er støttet af CISU.