Ministre vil presse den danske tekstilbranche til frivilligt at tage ansvar
Den danske tekstilbranche, der får produceret tøj i Bangladesh for mellem 1,5 og 2 milliarder kroner om året, skal nu presses til at tage et ansvar for produktionsmetoderne i Bangladesh.
Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) siger i et interview med Ulandssekretariatet, at hun vil indgå et partnerskab med branchen og fagbevægelsen om ansvarlig tekstilproduktion i Bangladesh. Hun ønsker, at tekstilvirksomheder i Danmark vil offentliggøre deres underleverandører på samme måde som H&M i Sverige har gjort for nylig.
Partnerskabet skal aftales på et stormøde den 17. maj mellem Pia Olsen Dyhr og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) på den ene side og branchen, ledende virksomheder, fagbevægelsen og NGO’er på den anden.
Initiativet kommer efter tragedien i sidste uge, hvor en bygning med en række tekstilfabrikker i Bangladesh kollapsede, og flere end 400 arbejdere døde. Blandt de fabrikker, der havde til huse i bygningen, var danske PWT Group, der producerer tøj til blandt andre Tøjeksperten.
Åbne lister og organisering
”Partnerskabet vil indebære konkret handling fra både Udenrigsministeriets og branchens side. Det bygger på frivillighed, og det kan ikke på forhånd afgøres, hvor mange tekstilvirksomheder der vælger at åbne deres leverandørlister. Men jeg kan ikke tro, at H&M kommer til at stå alene,” siger Pia Olsen Dyhr i et email-interview.
Hun henviser til, at brancheorganisationen Dansk Mode og Textil hidtil har afvist at åbne leverandørlister med henvisning til konkurrenceforvridning.
I drøftelsen om det kommende partnerskab vil regeringen lægge vægt på, at danske virksomheder skal anerkende og støtte arbejdernes ret til at organisere sig.
”Det er én af de rettigheder, vi vil give prioritet til,” siger hun.
Hun understreger, at der skal sættes hårdt ind over for de lokale arbejdsgiverorganisationer i Bangladesh, da det er dem, der sidder på ”meget af den faktiske magt inden for industrien”.
Fælles EU-aktion
Ulandssekretariatets samarbejdspartner i Bangladesh, BILS (Bangladesh Institute of Labour Studies) kræver obligatoriske og lovpligtige sikkerhedsgrupper på arbejdspladserne. Det krav støttes af den danske regering.
”Jeg rejste selv arbejdsvilkårene over for regeringen i Bangladesh, da jeg besøgte landet i december,” siger Pia Olsen Dyhr.
Hun understreger, at den danske ambassade i Dhaka er blandt de førende EU-ambassader, når der skal lægges pres på de lokale myndigheder og den lokale tekstilindustri i denne sag.
”Ambassaden vil tage skridt til at få samlet de europæiske virksomheder i en fælles aktion for at få indført skrap håndhævelse af fabrikssikkerhed og arbejdstagerrettigheder i Bangladesh – både fra de internationale virksomheders side og fra myndighedernes,” siger ministeren.
Social dialog er løsningen
Ulandssekretariatet opfordrer til, at den danske regering opprioriterer indsatsen for at institutionalisere trepartsudvalg i udviklingslandene.
”Den eneste effektive måde, man kan sikre arbejdsmiljøet inden for tekstilindustrien i Bangladesh og for den sags skyld i alle andre industrier, er, at arbejdsmarkedets parter sætter sig sammen i arbejdsmiljøudvalg både nationalt og på den enkelte virksomhed og gennem social dialog løser de mange problemer,” siger Ulandssekretariatets internationale konsulent i Asien Jens Aarup.
Han fastslår, at det er nødvendigt fortsat at udvikle organisationernes kapacitet til at engagere sig i dialog og udvikle de nødvendige toparts- og trepartssystemer.
”Det burde indgå i den danske strategi omkring vækst og beskæftigelse.
Man kan derfor undre sig over, at Udenrigsministeriets nye udkast til udviklingspolitik for Bangladesh slet ikke indeholder nogen indsats for at institutionalisere trepartsudvalg og inddrage fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne som en del af civilsamfundsindsatsen,” siger Jens Aarup.