Misbrugt som migrant, hånet ved hjemkomsten
”Min mand var syg og ikke i stand til at arbejde, og det var svært for os at klare os. Så jeg besluttede at søge arbejde i Jordan, så jeg kunne forsørge familien. Jeg ønskede at skaffe penge til bedre lægebehandling til min mand og sikre mine børns uddannelse.”
Sådan fortæller Hashid, der, som tusinder andre kvinder fra Bangladesh, rejser til lande i fortrinsvis Mellemøsten for at arbejde – ofte med husligt arbejde, og det skaber problemer både i eksilet og i hjemstavnen.
Mødt med mistro
Som husassistent lever og arbejder man på arbejdsgiverfamiliens nåde og forgodtbefindende. Det betyder ofte lav løn, lange arbejdstider og mishandling. Når kvinderne vender hjem, bliver de mødt, i Bangladeshs muslimske og patriarkalske kultur, med mistro og mistanke om prostitution.
Det er denne udstødelse, som Ulandssekretariatet i samarbejde med ICMPD (International Centre for Migration Policy Development) og BILS (Bangladesh Institute for Labour Studies), arbejder på at mindske i Bangladesh. Det sker gennem møder i lokalsamfund og landsbyer (”courtyard meetings” – gårdspladsmøder). Her får indbyggerne fortalt kvindernes historier fra udlandet, og der arbejdes med at ændre holdningerne til de hjemvendte kvinder, så de ikke udstødes.
Overarbejde, sult og mishandling
Hashid fortæller, at hun havde en klar kontrakt, da hun rejste til Jordan. Hun skulle arbejde 8 timer om dagen til 1.100 kroner om måneden. I realiteten kom hun til at arbejde 16-20 timer om dagen – for 740 kroner om måneden.
”Jeg havde aldrig fri, heller ikke helligdage. Jeg fik ikke mad nok, for eksempel fik jeg kun et stykke brød og en kop te til frokost. Jeg sov på gulvet i et kosteskab, og hvis jeg var syg, fik jeg ingen hjælp. Det var især fruen i huset, der altid prøvede at chikanere mig,” fortæller Hashid.
Ydmygelserne standsede dog ikke med det. Hashids jordanske arbejdsgiver slog hende, beskyldte hende for at stjæle, alting skulle altid være perfekt – ellers skulle arbejdet gøres om, hvilket ikke forhindrede, at fruen truede hende til at arbejde for andre.
I mellemtiden blev Hashids mand mere og mere syg, og til sidst fik hun hjælp fra familien til at overbevise arbejdsgiveren om at lade hende rejse hjem. Det var et lykkeligt, men tragisk kort, gensyn. Hashids mand døde nogle måneder efter hjemkomsten. Og så fik Hashid nye problemer – nu fra lokalsamfundet.
Uværdigt arbejde
”Folk i mit nærområde afviste mig. De sagde, at det var uværdigt for en kvinde at arbejde i udlandet. Mine naboer kom med hentydninger til mit ophold i Jordan, hvis vi var uenige om småting,” fortæller Hashid, hvis historie er almindelig for kvindelige migrantarbejdere.
Hun fik mulighed for at deltage i BILS og ICMPD’s projekt med møder i lokalsamfundet, som har til formål både at give de hjemvendte, kvindelige migranter mere selvværd og modarbejde familien og naboernes fordømmelse.
Konkret mødes landsbyen med BILS’ facilitatorer, som blandt andet fortæller om baggrunden for, at kvinderne migrerer – nemlig forsøget på at skaffe en indkomst. Migranterne sender i øvrigt penge tilbage (kaldet remitter) til Bangladesh, som dermed får et vigtigt tilskud til landets udvikling. I 2020 udgjorde remitter 6,6 procent af Bangladeshs bruttonationalprodukt. Lige så vigtig er det dog at arbejde med de kulturelle sider af migranternes stigma. Indbyggerne får forklaret, hvad det er, kvinderne arbejder med udenlands. Og at kvinderne kan være ofre for mishandling og seksuelt misbrug uden selv at have skyld.
Hashid siger:
”Vi hørte blandt andet om, hvor vigtige migranterne er for vores land. Nu føler jeg, at jeg er værdig i min egen ret som migrantarbejder, og jeg skammer mig ikke længere.”
Projektet “Social Reintegration of the Returnee Female Migrant Workers in Bangladesh” udføres af Bangladesh Institute of Labour Studies (BILS) og Ulandssekretariatet med støtte fra International Centre for Migration Policy Development (ICMPD). Projektet er finansieret af EU.
