Myanmar: Sygeplejerskerne udnytter den spirende åbning til at organisere
Chinatown i Yangons centrum oser af dyttende biler og emmer af asiatisk puls, gadekøkkener med lækre curries og boder, som sælger lotterisedler, søde sager eller lidt sæbe. Midt i bydelen ligger hovedstadens store centralsygehus med 1.500 sengepladser trukket lidt væk fra gadens mylder.
Cafeen Shwe Khit ligger på hospitalets område – cirka midtvejs mellem skadestuen og bygningen med de kirurgiske afdelinger, lige overfor hjertecenteret. Otte sygeplejersker er samlet omkring et bord i cafeen. De hygger sig og spiser fisk med ris og suppe. Men de er også til fagforeningsmøde. De er ved at danne et sygeplejerskeforbund og organisere medlemmer ude på afdelingerne. Indtil nu har de samlet 800 medlemmer, flest fra Yangon og den nordlige storby Mandalay.
”Vi har rigtig mange punkter, som vi gerne vil have lavet om,” siger sygeplejersken Thida Khin, som er en af bannerførerne i anstrengelserne i at etablere et fagforbund for sygeplejersker.
”Først og fremmest løn, arbejdsbyrde og grundlæggende arbejdsvilkår. Vi er vildt underbemandet, og vi arbejder næsten altid over – uden at få noget for det. Og så laver vi ALT,” forklarer Thida Khin.
Alt for mange opgaver
ALT dækker over ALLE arbejdsopgaver – lige fra at indskrive patienter over pleje og de kliniske opgaver til rengøring og portørarbejde. Rengøringsfolkene gør kun rent om morgenen, og som Khain U Nyunt (der for resten er en af de ni mandlige sygeplejersker i Myanmar ud af en styrke på 30.000) beskriver det:
”Hvis der er kommet en patient ind om eftermiddagen, og hele sengen er fuld af blod og alt muligt, så er det os, der vasker af og gør sengen klar igen,” siger han.
Sygeplejerskerne er overbebyrdede, underbetalte, arbejder under et rigidt system, hvor uddannelse og forfremmelser nærmest er stillestående – og under direkte farlige forhold:
”Vi har ikke den fornødne beskyttelse. Vores masker lever for eksempel ikke op til kliniske standarder, og medicin og udstyr er ikke tidssvarende. Sundhedshjælperne og rengøringspersonalet har omklædningsrum i hospitalets skralderum. Det er usundt og farligt. Hvad værre er, at hvis vi fx får en patient ind, som lider af multiresistent TB (som der anslået er 14.000 tilfælde af i Myanmar om året), er der ingen beskyttelse eller isolationsmuligheder,” fortæller Thida Khin.
En burmesisk sygeplejerske tjener 930 kroner om måneden. Efter 7 års ansættelse bliver hun forfremmet et trin, og efter 12 år bliver hun senior nurse og tjener 1050 kroner om måneden. I det system brænder man nærmest uundgåeligt ud.
Arbejdsvilkår hindrer fagforeningsarbejde
Idealisme og pligttro er altså ikke nok, selvom sygeplejerskerne ønsker at bruge den opofrende Florence Nightingales berømte lampe i deres logo. Vedtagelsen af et logo er en af de mere fornøjelige opgaver, som sygeplejerskerne var igennem på deres kongres den 17-18. december.
Her vedtog sygeplejerskerne også forskellige politiske punkter, og de har lagt sporene til strategier for at skaffe medlemmer. I Myanmar kræves det 30 betalende medlemmer for at danne en fagforening på arbejdspladsen, men sygeplejerskerne er spredt (der er 20 gange så mange sygeplejersker i forhold til folketallet i Danmark som i Myanmar), de arbejder i skift på skæve tidspunkter, og det er nærmest umuligt at mødes. Hertil kommer, at sygeplejerskerne ofte bliver forflyttet.
Derfor har sygeplejerskerne vendt sagen om. De former nu et fagforbund, som sygeplejersker og jordemødre derefter lokalt kan organisere fagforeninger ind i.
”Mange sygeplejersker er bange for at være fagligt aktive på arbejdspladsen, selvom det er blevet fuldt lovligt. Derfor er det en hjælp for os, hvis vi har et forbund på plads,” siger Thida Khin.
