Ny aftale skal gøre det nemt at arbejde over grænser i Østafrika
For første gang nogensinde har arbejdsgivere og fagbevægelse i fem østafrikanske lande fundet sammen i en social dialog. Formålet er at finde fælles platforme i den østafrikanske union EAC.
Med Ulandssekretariatet og DI (Dansk Industri) som fødselshjælpere mødtes repræsentanter for landenes fagbevægelser og arbejdsgiverorganisationer i slutningen af 2013 i Arusha i Tanzania. Her aftalte parterne at begynde det konkrete arbejde for at løse nogle af de problemer, der hidtil har hindret fri bevægelighed over grænserne i EAC. Aftalen er foreløbigt første resultat af det samarbejde, som Ulandssekretariatet og DI søsatte i fællesskab for tre måneder siden.
Nem adgang til visum
I første omgang skal problemerne med arbejdsvisum løses. I dag har arbejdstagerne i de fem lande – Tanzania, Kenya, Burundi, Rwanda og Uganda – nogle steder en række tekniske forhindringer for at få arbejdstilladelse i et andet land. Ofte er det også en både besværlig og dyr affære.
Men efter planen skal det allerede i løbet af 2014 blive både nemt og gratis at krydse grænser for at arbejde. Og på længere sigt skal udfordringer med social sikring, rimelige arbejdsvilkår og arbejderbeskyttelse også løses.
”Vi forpligter os til at samarbejde på fælles platforme om harmonisering af regler og regulativer omkring udstedelse af arbejdstilladelser for at hjælpe arbejdernes frie bevægelse inden for EAC-regionen,” hedder det i en fælles udtalelse fra de regionale arbejdsgivere (EAEO) og fagbevægelse (EATUC).
Erfaringer fra Danmark
På mødet deltog Rune Albertsen fra Dansk Metal og underdirektør i DI Niels Grøn Fabech, der fortalte, hvordan danske organisationer samarbejder om kampagneaktiviteter. Det sker for eksempel i forhandlinger mellem DI og CO-industri om blandt andet uddannelse, klima, miljø og transportområdet. Han forklarede, hvordan fælles platforme om områder til fælles gavn giver legitimitet til at tale med lovgivere og beslutningstagere.
”Den østafrikanske union er i en helt anden udviklingsfase end EU. Men der er et fundament for den frie bevægelighed,” siger Niels Grøn Fabech.
Han betegner mødet som positivt, blandt andet fordi mange myter om modparten blev aflivet, og der blev skabt en positiv tilgang til de tværnationale tiltag, der skal løftes.
Grund til optimisme
Samme indtryk har Ulandssekretariatets leder af Afrika-afdelingen, Jørgen Assens.
”Vi har en fælles interesse i at fremme arbejdskraftens frie bevægelighed. Og der er grund til at glæde sig over, at der er blevet vist vilje til at få dette til at fungere,” siger Jørgen Assens.
I de kommende måneder vil der blive holdt en række møder og konsultationer på nationalt plan, og i foråret mødes organisationerne igen i EAC-regi for at gøre status.
”Vi er overbevist om, at samarbejdet vil have en positiv indvirkning på arbejdskraftens frie bevægelighed i EAC og som følge deraf på økonomisk vækst og jobskabelse,” hedder det i den fælles aftale mellem fagbevægelse og arbejdsgivere.