Ofre for Rana Plaza i psykisk chok to år efter katastrofen
De kan stadig have mareridt om natten. Angsten for højder, lukkede rum og store bygninger sidder i mange af tekstilarbejderne fra Rana Plaza her to år efter kollapset af den otte etager høje fabriksbygning i Bangladesh.
De dybtliggende psykiske traumer betyder ofte arbejdsløshed, og mange af ofrene må hutle sig igennem med lån og hjælp fra familie og venner.
Det fortæller vicedirektør i BILS (Bangladesh Institute of Labour Studies) Syed Sultan Uddin Ahmed. BILS har siden 2005 tilbudt støtte til ofre for arbejdsulykker i tekstilindustrien, og efter Rana Plaza-kollapset i 2013 har organisationen drevet et egentligt støttecenter i Savar-bydelen i Dhaka.
“Nogle af de overlevende er stadig i psykisk chok. Selv om de fysisk ser ud til at klare sig, kan de ikke arbejde. Nogle af dem er søgt tilbage i tekstilindustrien, men de har ikke kunnet leve op til produktionskravene – og så er de blevet fyret,” siger Syed Sultan Uddin Ahmed.
Hjælp til kompensation
Støttecenteret i Savar ligger ikke langt fra den tomme grund, hvor Rana Plaza bygningen stod. Her kan ofrene få juridisk og anden hjælp til at søge eller klage over manglende kompensation. Og det er herfra, BILS koordinerer arbejdet mellem forskellige faglige organisationer.
80 procent af arbejderne i Rana Plaza var kvinder. En af dem, der har fået hjælp fra BILS-centret er Najma Begum.
Hun var 20 år og gravid med sin søn, da Rana Plaza-bygningen styrtede sammen. På sjette sal sad hun ved symaskinen i det firma, der blandt andet producerede tøj til den amerikanske supermarkedsgigant Walmart, da fundamentet gav efter, og flere tusinde tekstilarbejdere blev begravet i ruinerne.
Bange for fabrikker
“Jeg har stadigvæk smerter i min nakke og skuldre,” fortæller hun.
Najma fik aldrig nogen hospitalsbehandling for sine fysiske skader. De psykiske sidder stadig i hende.
“Jeg skal aldrig mere arbejde på en tekstilfabrik. Jeg er bange for dem,” siger hun og får tårer i øjnene, når talen falder på hendes fremtid. Najma håber på at kunne starte sin egen lille skræddervirksomhed. Men hun kan hverken læse, skrive eller regne, så hun ved ikke helt, om det kan gå.
Najma er alene med sønnen på halvandet år. Hendes mand blev klemt ihjel i Rana Plaza. Han arbejdede nede på tredje sal og fik de fem øverste etager med maskiner og arbejdere over sig.
I dag bor hun i en slumhytte af metalplader på 12 kvadratmeter, og der er ikke meget tilbage af den kompensation på cirka 10.000 kroner, hun har fået udbetalt i fire omgange. Hun venter stadig på at få erstatning for mandens død.
“Pengene er brugt på mad og husleje og medicin til den lille, når han er syg,” siger hun.
BILS har hjulpet Najma med at udfylde de rigtige papirer for at få erstatning og også støttet hende økonomisk lige efter ulykken.
Ingen fuld erstatning
Najma er en af de knapt 3.000 overlevende og efterladte, der har fået tildelt erstatning. Imidlertid har ingen af dem har fået mere end højst 70 procent af det beløb, de er berettiget til. Det skyldes, at flere virksomheder i den vestlige modebranche, der fik tøj syet i de fem firmaer i Rana Plaza, ikke har betalt penge til fonden.
En af de store er det italienske modemærke Benetton, der først i sidste uge besluttede at betale 1 mill. dollars til fonden. Andre mindre firmaer har fortsat ikke betalt. Det gælder blandt andet det danske firma PWT, der fik syet skjorter til Tøjeksperten og Wagner på samme fabrik som Benetton.
Fonden har vurderet, at der skal bruges 30 mio. dollars til erstatninger. Der mangler stadig næsten 6 mio. dollar for at nå det mål.
“Det er slet ikke nok. Hvis de langsigtede behov skal dækkes, skal der mange flere penge til,” siger BILS’ vicedirektør.
