Ofrene for Rana Plaza har stadig stort behov for hjælp

BILS Support Center ligger på en lille vej, væk fra larmen fra en af de travle gader i Bangladesh’ hovedstad Dhaka. Uden for centret står et kæmpe træ, hvis blade skærmer for den stille regn. Jeg træder ind i en lille reception, hvor en receptionist tager imod.

Her i centret kommer ofre for den største katastrofe i tekstilindustriens historie – kollapset af den otte etagers bygning Rana Plaza 23. april sidste år. Ejendommen husede fem tekstilfabrikker, der blandt andet producerede tøj til forbrugere i Europa.

1.131 mennesker døde. 2.500 blev reddet ud af murbrokkerne i live, mange med alvorlige skader på krop og sjæl.

BILS Support Center er placeret i Savar, samme kvarter som Rana Plaza, og her kan ofrene få fysioterapi og lægehjælp. Et behandlingsrum er indrettet med to brikse, hvor patienter for eksempel kan få ultralyd. Over for fysioterapien ligger konsultationen, hvor læge Farjana Sarower tilser patienterne en gang om ugen.

Projekt støtter gravide

BILS Support Center er etableret af Ulandssekretariatets samarbejdspartner BILS (Bangladesh Institute of Labour Studies) for at fastholde hjælpen til katastrofens ofre og deres familier. Særligt de gravide kvinder var en sårbar gruppe med behov for ekstra hjælp.

Derfor etablerede BILS et projekt, støttet af LO og Ulandssekretariatet, der sikrer de unge kvinder adgang til hospitals- og lægehjælp og ordentlig kost frem til fire måneder efter fødslen.

Da jeg ankommer til centeret denne formiddag, venter 12-15 unge kvinder på mig. De fleste er gravide, enkelte har et nyfødt barn på armen.

Vi sidder i et lille værelse bag behandlingsrummet, drikker sød the og spiser kiks. Projektmedarbejder i BILS Nazma Yesmin oversætter vores samtale.

Flertallet af disse kvinder var på arbejde på tekstilfabrikkerne i Rana Plaza, da bygningen styrtede sammen, og lå fastklemt i murbrokkerne i timevis.

Kvinderne viser mig deres blå vandrejournaler over forløbet af deres graviditeter. Læge Farjana Sarower fortæller, at kvinderne kommer til BILS Support Center med mavesmerter fra graviditeten eller de skader, de pådrog sig, mens de lå fastklemt i ruinerne. Mange af dem er traumatiserede og lider af søvnløshed og depression.

Sporene skræmmer

De fleste af kvinderne i projektet kommer fra fattige kår i landområderne. Med en begrænset skolegang var den hastigt voksende tekstilindustri en oplagt mulighed for at tjene penge.

For manges vedkommende er den økonomiske situation vanskelig. De har ikke kunnet arbejde siden ulykken. Tekstilproducenternes brancheorganisation BGMEA har udbetalt omkring 700 kroner i kompensation til ofrene for katastrofen, fortæller de. Det svarer til tre måneders løn.  Derudover har tøjfirmaet Primark udbetalt omkring 1.000 kroner.

Ingen af kvinderne har lyst til at vende tilbage til tekstilindustrien. De er bange.

24-årige Rahima var gravid, da hun blev reddet ud af den sammenstyrtede bygning. Hendes mand er også bange og vil ikke have, at hun skal arbejde i tekstilindustrien igen. Han mener, de skal rejse tilbage til deres landsby.

Flere af kvinderne deler drømmen om at vende hjem med penge på lommen til at starte et lille kvægbrug. Andre ønsker at blive i Dhaka og åbne en lille skrædderbutik.

Mistede deres ægtefæller

Tre af kvinderne mistede deres ægtefælle. Sharmin på 24 år var rejst tilbage til sin landsby for at føde sit første barn, da Rana Plaza kollapsede. Hun ringede gentagne gange til sin mand Ismails mobiltelefon. Han svarede ikke.

En dag modtog hun en opringning fra Ismails telefon. En mand fortalte, at Ismail var blevet fundet.

Ni dage efter Rana Plaza fødte Sharmin en søn. Hun har modtaget en million taka (cirka 71.000 kroner) i kompensation fra premierministerens fond. Hun vil bruge en del af kompensationen til at åbne en lille grønthandel.

18-årige Asas mand Abu Jafor blev først fundet 13 dage efter sammenstyrtningen. Redningsarbejderne fandt frem til Asa, fordi Abu Jafor havde et billede af hende i sin tegnebog. Svigerforældrene identificerede ham og arrangerede begravelsen.

Siden har Asa kun haft begrænset kontakt med dem. Hun har fået en million taka (cirka 71.000 kroner) i erstatning fra tøjfirmaet Primark og en million fra premierministerens fond. Svigerforældrene har taget halvdelen. Asas svigermor vil kun hjælpe Asa, hvis hun føder en søn. Er det er en pige, må Asa klare sig selv. Asa er rystet, og hendes sørgmodige øjne vidner om, at hun har svært ved at overskue fremtiden. Hun tilbringer det meste af tiden hjemme hos sin mor med at lave ingenting.

Shonabanu på 25 år har en datter på syv år og fødte en lille søn tre måneder efter kollapset. Hendes mand Abdul Karim fik job i Rana Plaza otte måneder før katastrofen og var på arbejde den skæbnesvangre dag. Han er stadigvæk ikke blevet fundet. Shonabanu har fået 30.000 taka (cirka 2.000 kroner) fra Primark i erstatning.

Har støttet siden katastrofen

Centret i Savar er bare det seneste projekt, BILS har stablet på benene for at fastholde støtte til ofrene for Rana Plaza.

Straks efter, at omfanget af katastrofen stod klart, gik BILS i gang med at støtte og vejlede ofrene og deres pårørende. Blandt andet skaffede BILS medicin, tøj og sengetøj til ofre på hospitalerne og mad og vand til de pårørende.

BILS tilbød også mad og vand til de mange mennesker, der i dagene efter kollapset forsamlede sig på Adhor Chandra High School for at høre nyt om forsvundne familiemedlemmer – eller i værste fald identificere ligene af de døde, der blev bragt til skolen i takt med, at de blev gravet fri. Endelig arrangerede BILS en mobil sundhedsklinik, hvor ofre for sammenstyrtningen kunne få lægehjælp.

Siden kollapset af Rana Plaza har international fagbevægelse indgået en bindende aftale med en lang række internationale tøjfirmaer om at forbedre sikkerheden på tekstilfabrikkerne i Bangladesh.

Men kun ganske få af de tøjfirmaer, der fik produceret i Rana Plaza, har indvilget i at betale erstatning til ofrene.