Paraguay: Politisk anerkendelse af fagbevægelsen
I hjertet af Sydamerika har landsorganisationen CUT-A holdt stor fest for nylig. Organisationen, som i dag favner og repræsenterer omkring 100.000 arbejdstagere i Paraguay, fyldte 11 år i oktober. Begivenheden var blevet godt og grundigt planlagt. Som formanden, Bernardo Rojas, formulerede det i en samtale over skype en uges tid inden: ”Jo, jo – vi har lagt det rigtigt stort op; vi inviterer de store. Præsidenten har lovet at komme, og vi har også inviteret arbejdsgiverne. Og nu har vi fået lavet en hel bog om vores forslag til national udvikling. Den lancerer vi på dagen. Præsidenten skal havde den i hånden!”
Og det fik han. For præsident Fernando Lugo kom med til festen, lige som en række andre politiske betydeligheder og repræsentanter for arbejdsgiverorganisationerne. De fleste til stede var naturligvis fra fagbevægelsen, men ikke kun fra CUT-A. Også nogle af de øvrige landsorganisationer var til stede, ligesom den amerikanske afdeling af den globale paraplyorganisation ITUC var repræsenteret.
Præsident Lugo sagde i sin tale blandt andet, at fagbevægelsens forslag til en ’national politik for udvikling’ er et væsentligt element til udviklingen af statens politik. Han påskønnede, at fagbevægelsen nu ikke længere kun baserede sit virke på at protestere, men på deltagelse og ved at stille forslag. Og så var der anerkendelse til CUT-A: “Hvor ville vi ønske, at også andre dele i Paraguays samfund, ville opnå og vise den ro og modenhed – uden at miste det kritiske blik på vores forandringsproces – men ved at støtte og realisere den drøm om forandring, vi har for vores land.”
Samtidig er alle i CUT-A meget opmærksomme på, at der er stor forskel på hverdag og fest. Og at taler alene ikke ændrer synderligt på virkeligheden. Også det var præsidenten inde på i sin tale. I særdeleshed, da han erkendte sin svaghed i forhold flertallet i parlamentet, som gang på gang blokerer politiske initiativer til at ændre de sociale og økonomiske meget skæve vilkår. Det har for eksempel hidtil ikke været muligt at få gennemført en skattereform, som ville kunne sikre en mere balanceret fordeling af ressourcerne i landet.
Fernando Lugo blev valgt som præsident i 2008 med 40 procent af stemmerne. Han står i spidsen for et centrum-venstreparti, der er i mindretal. Det tidligere konservative regeringsparti gør alt for at blokere hans politik.
Regeringens svage position i parlamentet betyder blandt andet, at de høje vækstrater i landet fortsat kun kommer et absolut fåtal til gode – og at minimalstaten er et vilkår, som gør, at regeringens ønsker om at opbygge offentlige serviceydelser og effektive kontrolfunktioner for at overholde menneske- og borgerrettighederne fortsat er en drøm. Det ses tydeligt i forhold til arbejdstagerrettighederne, som nok er formelt anerkendt, men som på ingen måde overholdes i praksis. Paraguay hører til et af de få lande, hvor der endnu ikke eksisterer et arbejdsministerium – men blot et viceministerium under Justitsministeriet, hvis kapacitet og budget til at kunne regulere forholdene på arbejdsmarkedet slet ikke er tilstrækkelig.
Men fagbevægelsen – med CUT-A som central aktør – bliver i stigende grad anerkendt i det politiske system som en værdig dialogpartner på arbejdsmarkedet. Det er et vigtigt skridt på vejen for at kunne opnå indflydelse og på sigt være med til at skabe en mere økonomisk og socialt retfærdig udvikling.
Der ligger tematiske studier til grund for nye politikforslag og for et forslag til etablering af et selvstændigt arbejdsministerium, som er planlagt og finansieret gennem samarbejdet mellem CUT-A og Ulandssekretariatet. CUT-A har i første omgang benyttet muligheden til at til at gennemdrøfte tre tematiske studier i organisationen. Dernæst er der udformet en kampagne for anstændige lønforhold. Der er stillet forslag om at danne et egentlig arbejdsministerium, og CUT-A har nu senest præsenteret et forslag til en national udviklingsplan.
Se mere om den festlige begivenhed på regeringens webside
Og find en optagelse af præsidentens tale på CUT-As webside, hvor det nye forslag til en national udvikling også omtales.
Læs mere om Paraguay på BBC World