Praktik i Ghana gav fremtidsplanerne form for SOSU-assistent.

26-årige Jeanette Gammelgård var i gang med Social- og Sundhedsuddannelsen i Silkeborg, da hun tilfældigvis opdagede Collins Woode Mensahs ghanesiske ældre-projekt på internettet. Sådan gik det til, at Jeanette startede i praktik i landsbyen Danfa den 1. september 2009. Men da praktikforløbet var over, var Jeanette ikke klar til at tage hjem fra projektet Akrowa Aged-Life Foundation.

Jeg var simpelthen slet ikke færdig med arbejdet i Ghana, og jeg syntes, der var så meget mere jeg skulle gøre – så jeg bare måtte tilbage igen så hurtigt som muligt, og det var Collins og SOSU-skolen heldigvis med på.

Jeg kan bare mærke, at der er så meget, som stadig provokerer mig, og som jeg ved, vi kan lave om på, og det vil jeg bare så gerne.

Så efter at Jeanette havde gjort uddannelsen i Silkeborg færdig, rejste hun af sted igen – denne gang som Social- og Sundhedsassistent. Et arbejde som Jeanette udfører frivilligt, og derfor  lever hun også på nuværende tidspunkt af hendes egen opsparing. Arbejdet med de ældre udfører hun med hjælp fra de 15 lokale frivillige, som er en vigtig del af projektet.

De frivillige, som hjælper mig i centret er typisk omkring 20 år, og de har ingen anden uddannelse. Og så har de selv familie, og derfor er der nogen gange 5 hjælpere i centeret, andre dage er de der alle sammen.

De lokale frivillige får en basis uddannelse i samarbejde med ’Health Concern Ghana.

På basisuddannelsen lærer de noget om, hvordan det er at blive gammel, og hvad der så sker med ens krop og psyke. Når jeg tænker på, hvor stort tabu ældre er i Ghana, bliver jeg så imponeret over de frivilliges indsats.

Men også Jeanette og de 2 praktikanter, som hver måned kommer fra SOSU-skolen i Silkeborg, står for undervisningen. For eksempel har Jeanette lært de frivillige, at man godt kan give de ældre et knus.Det er meget grænseoverskridende for dem at give de ældre et kram – for det er de slet ikke vant til, og selv om de ikke siger det direkte, ved jeg godt, at de er vokset op med en tro på at de ældre er hekse – så det tager lang tid at ændre helt.

Men lidt viden om, hvad der sker når man bliver gammel, ændrer en masse forkerte forestillinger. For eksempel havde vi fem ældre, der døde her efter jul, og så blev der snakket i krogene om, hvorfor nu det, og hvad sker der. Men da jeg så fortalte dem, at vi arbejder med ældre mennesker, og at det er helt naturligt, at de dør, så ændrede snakken sig totalt og folk kunne godt se logikken i det.

Selvom Ghana er kendt som et af de bedre lande i Afrika, så er kontrasten til Danmark stor. Eksempelvis lever 30 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen, og det er noget man mærker, når man lever i en fattig landsby som Jeanette.

Jeg er slet ikke i tvivl om, hvad det værste, ved at være her, er. Det er alle de mennesker, som kommer hen til mig og spørger efter hjælp, men som man ikke kan hjælpe. Der er rigtig mange fattige her, så det gør det ekstra svært at sige nej. Især fordi deres behandling måske kun koster fire kroner, men hvis jeg først siger ja – så rygtes det, og så går det galt. Derfor er jeg nødt til at fokusere på den hjælp, jeg kan give, og det gør jeg så. Det er måden, jeg kan overleve her og stadig synes, at hver dag er en god dag.

Der skal da heller ikke herske tvivl om, at Jeanettes hverdag i Ghana er blevet markant anderledes fra hverdagen i Danmark. Hun har ikke taget et brusebad i otte måneder. Hun fortæller også, hvordan ingen derhjemme ville tro, at hun kunne leve som hun gør nu.

Det gode ved at være hernede er, at man lære at sætte pris på hver eneste lillebitte ting. For eksempel en vandhane. Der er mange, som slet ikke ved hvad det er, og så ha’ en i huset, som virker – det er jo fantastisk. Det er sådan nogen ting, jeg har fået øjnene op for – og det troede jeg bare aldrig, jeg skulle sige.

Men det allerbedste ved at arbejde på det her projekt, – det er alle de frivillige, for de bærer hele projektet. Uden dem ville vi slet ikke ha’ et projekt.  Og man skal tænke på, at de er jo vokset op med, at ældre er en slags hekse, og den frygt overvinder de hver dag for at kunne hjælpe de ældre.

Vi har for eksempel en gammel mand, som bor her i landsbyen, og han har haft et sår i 25 år, som landsbyen mente var noget hekseri. Og det sår har de frivillige nu passe og plejet i otte måneder, og langsomt er såret blevet bedre. Sådan en ting er med til, at de frivillige nu snakker om, at måske han slet ikke er en heks – og endda meget sød.

Jeanettes forældre var på besøg i februar, hvor de både fik set ældre-projektet og et indblik i den hverdag, Jeanette nu har. Jeanette fortæller, hvordan hun får stor opbakning fra både familie og venner til det arbejde, hun laver, og som nu også har givet hende mulighed for at undervise i ældrepleje på ’Health Concern Ghana’.