Støtte til fagligt aktive unge elektrikere i Jordan
Unge elektrikere i Jordan står over for en række udfordringer, som på nogle punkter minder om udfordringer unge elektrikere kender til i Danmark.
De ønsker ordentlige job, en rimelig løn og et sikkert arbejdsmiljø – og så kigger de ind i en fremtid, hvor den grønne omstilling vil føre til store omvæltninger i deres fag og arbejdsliv. Omvæltninger, som kræver nye kompetencer, uddannelse og omskoling.
Dansk El-Forbund har siden 2017 støttet det jordanske el-forbund, The General Trade Union for Electricity Workers in Jordan (GTUEWJ) og har nu startet et nyt solidaritetsprojekt op, som skal støtte opbygningen af en aktiv ungdomsafdeling i det jordanske el-forbund.
”Det er afgørende vigtigt, at vi får unge engageret i fagligt arbejde, så der også er nogle, der kan og vil kæmpe for arbejdstagerrettigheder i fremtiden. Derfor er vi glade for at støtte opbygningen af en ny ungdomsafdeling i det jordanske el-forbund,” siger forbundsrådgiver i Dansk El-Forbund Jørgen Juul Rasmussen.
Grøn omstilling kalder på uddannelse
”Den største udfordring, vi står over for, er i min optik klimaforandringerne og en retfærdig grøn omstilling,” siger Fakhri Al-Ajarmeh, som er formand for The General Trade Union for Electricity Workers in Jordan (GTUEWJ):
”Skiftet væk fra de nuværende fossile energikilder i Jordan og over til sol- og vindenergi betyder, at vi som fagforbund har et ansvar for at støtte vores arbejdere, så de er klar og har de nødvendige kompetencer.”
To af de nye medlemmerne af GTUEWJ’s ungdomsafdeling, Mohammad Al-Awadi og Lina Al-Hajouj mener ligeledes, det er afgørende at ruste jordanske elektrikere til den grønne omstilling.
”Nogle vil være nødt til at forlade deres nuværende jobs. Jeg mener, det er vigtigt, at vi allerede nu begynder at forberede de unge og give dem den nødvendige uddannelse, så de har de efterspurgte kvalifikationer og kan komme over i nye jobs,” siger Lina Al-Hajouj, der arbejder med godkendelse af nye el-installationer i Det Jordanske El-selskab.
Danske og jordanske unge deler erfaringer
Som et led i solidaritetsprojektet tog repræsentanter fra DEF Ungdom sammen med Jørgen Juul Rasmussen i december 2022 til Jordan for at dele erfaringer og viden med de nyvalgte medlemmer af ungdomsforbundet i GTUEWJ.
Formanden for DEF Ungdom Njord F. Kvistgaard vendte tilbage til Danmark fyldt med energi efter besøget:
”Vi havde en rigtig god tur og kan være stolte af det kursusforløb, vi fik strikket sammen. Vi har utroligt gode erfaringer med at lave ungdomsarbejde i Dansk El-Forbund, men os ungdomsaktive er ikke eksperter i at drive professionelle foreninger. Det var vigtigt for mig, at vi fortalte det ærligt, for så har vi også mere autencitet, når vi fortæller, hvad vi rent faktisk kan: Engagere unge elektrikere i deres fag og arbejdsforhold ved at opbygge stærke relationer til medlemmerne.”
Stort udbytte
Todages workshoppen gav et stort udbytte til de jordanske deltagere.
”Workshoppen gjorde et rigtig stort indtryk på vores medlemmer af ungdomskomitéen i fagforeningen. Det er vigtigt, fordi en stor del af vores forenings opgaver vil blive uddelegeret til de unge medlemmer, som skal arbejde med at oprette netværk i el-branchen,” siger GTUEWJ’s ungdomsformand, Moataz Mohammed Muhanna Al-harasis.
Også helt i toppen af det jordanske el-forbund er der stor tilfredshed med DEF Ungdoms engagement og indsats i Jordan:
”Det er afgørende, at vi skaber en ny ung generation i fagforeningen, som kan styrke organiseringen og kommunikationen med de unge. De er nemlig tættere på de udfordringer, problemer og bekymringer, som unge i el-branchen er udsat for. Det har workshoppen og Dansk El-Forbund Ungdoms erfaringer styrket,” siger Fakhri Al-Ajarmeh.
Spørger man DEF Ungdoms formand, er møderne mellem de danske og jordanske unge ikke et overstået kapitel:
”Jeg forestiller mig, at vi skal mødes en del digitalt for at drøfte, hvordan vi kommer videre med projektet. Et af de næste emner, vi har tilbudt at spille ind med, er brug af sociale medier. Det er mit indtryk, at vores kammerater efterspørger redskab til det,” siger Njord F. Kvistgaard