Stort løft til førskoleundervisningen i Kenya
Siden 2016 har 20.000 undervisere, der arbejder med 3-6 årige børn, meldt sig ind i KNUT, og mange har allerede sikret sig tillidsposter på forbundets lokalkontorer. Med den nyvundne indflydelse har de sikret, at de nu kan se frem til en solid mindsteløn og bedre arbejdstidsregler.
”Alt andet er stoppet, og vi fokuserer nu på at udvikle førskoleområdet,” var den klare besked fra KNUTs generalsekretær, Wilson Sossion, på et møde for nylig. Ifølge Benter Opande, der netop står i spidsens for fagforeningens arbejde på førskoleområdet, er der noget om snakken:
”For tre år siden var der i Kenya ingen interesse for, hvad de 3-6 årige laver, når de går i skole. Der var ingen førskolelærere i vores fagforening, der var ingen læseplaner og ingen mål for, hvad børnene skulle lave indtil de startede i første klasse,” fortæller Benter Opande.
Den manglende fokus på undervisning af børn i børnehaver og børnehaveklasser var baggrunden for, at BUPL og Ulandssekretariatet begyndte at samarbejde med KNUT.
”I et land som Kenya rangerer undervisere på førskoleområdet lavere end andre lærere, og derfor har vi arbejdet målrettet på at give dem nogle kompetencer, som kan løfte undervisningen og give dem mere indflydelse,” siger Marcus Balslev, der er konsulent i BUPL.
I fagforeningen bliver der taget mange beslutninger på regionalt niveau, og derfor har projektarbejdet arbejdet målrettet på at sikre folkeskolelærerne tillidsposter på KNUTs 47 regionalkontorer. Allerede nu er de kommet ind på over halvdelen af regionalkontorene. For to år siden var de slet ikke repræsenteret.
Ministeren inddraget
”I maj var vi med til at arrangere en workshop, hvor vi arbejdede målrettet med lobbyisme og andre værktøjer, der kan give indflydelse. Et af resultaterne blev, at KNUT nedsatte en styregruppe for førskoleområdet. Den arbejdede hurtigt og i juli fik gruppen arrangeret et stormøde med deltagelse af undervisningsministeren og de andre vigtigste interessenter på førskoleområdet,” fortæller Marcus Balslev.
Mødet blev dækket af flere landsdækkende TV-stationer og skrevne medier – endnu en indikator på, at før-skoleområdet er kommet på dagsordenen i Kenya, og at lærerene for de 3-6 årige efterhånden bliver taget mere alvorligt.
“Hidtil har der ikke været nogen mindsteløn for førskolelærerne, men det får de nu. De lavtlønnede tjener i dag ca. 100 dollars om måneden, mens de fremover kommer tættere på den almindelige lærerløn, der typisk ligger på omkring 320 dollars. Herudover er vi nu kommet i gang med at udvikle et pensum og nogle udviklingsprincipper for førskoleområdet, og det er hårdt tiltrængt,” slutter Benter Opande.