Tekstilarbejderne i Bangladesh venter stadig på forbedringerne
To måneder efter, at fabriksbygningen Rana Plaza nær Bangladesh’ hovedstad Dhaka styrtede sammen og dræbte 1.129 tekstilarbejdere og sårede omkring 2.500 andre, er katastrofen værre, end man overhovedet kan forestille sig.
Det siger Syed Sultan Uddin Ahmed. Han er vicedirektør i Bangladesh Institute of Labour Studies (BILS), som er Ulandssekretariatets samarbejdspartner.
Situationen er især kritisk for de overlevende efter kollapset. Og forholdene for landets øvrige millioner af tekstilarbejdere er fortsat stærkt kritisable – trods nye internationale aftaler om sikkerhed og regeringens løfter om både ret til faglig organisering og en garanteret mindsteløn.
”Der er kommet mange initiativer både nationalt og internationalt, og der er ydet stor støtte fra mange lande og organisationer. Men problemerne er så massive, at vi endnu har til gode at se ændringer nede på fabriksniveau. Overalt mangler der en koordineret tilgang,” siger Syed Sultan Uddin Ahmed.
Mange ofre får ingen hjælp
De værst sårede tekstilarbejdere er fortsat under behandling, og selv om blandt andre fagforeninger og NGO’er yder en del individuel hjælp, får mange fortsat slet ingen hjælp.
Det gælder for eksempel familierne til de mindst 300 ofre, der ikke er identificerede. Mange arbejdere har fået psykiske traumer, og det samme gælder en lang række redningsarbejdere. Men de får ingen støtte – heller ikke økonomisk.
“Hvis der overhovedet er mulighed for at hjælpe individuelt – person til person – så vil jeg stærkt anbefale det,” opfordrer Syed Sultan Uddin Ahmed.
Bindende aftale om sikkerhed
Den store internationale fokus på de horrible arbejdsforhold for Bangladesh’ fire millioner, hovedsageligt kvindelige tekstilarbejdere har nu ført til en række løfter om forbedringer.
Sikkerhedsmæssigt har de globale faglige organisationer IndustriALL og UNI Global Union fået en bindende femårig aftale på plads med ledende internationale tøjfirmaer om bedre brand- og sikkerhedsvilkår i de fabriksbygninger, hvor firmaerne får produceret deres tøj. Aftalen skal sikre, at uafhængige tilsyn jævnligt inspicerer fabrikkerne, og at fabrikker, der ikke lever op til sikkerhedskravene, vil blive sortlistede.
Afgørende i aftalen er også, at arbejderne får ret til at nægte at påtage sig farligt arbejde, sådan som de har ret til efter ILO-konventionen. I Rana Plaza blev arbejdere beordret til at vende tilbage til arbejdet, selv om bygningen slog revner, og tidligere har der været talrige eksempler på, at arbejdere blev tvunget til at arbejde videre trods adskillige faresignaler. Den praksis kostede så sent som i november sidste år 112 mennesker livet i en fabriksbrand.
I denne uge har også en række danske virksomheder underskrevet den internationale sikkerhedsaftale efter en måneds tøven på grund af usikkerhed om de økonomiske omkostninger ved aftalen.
I sidste måned indgik de danske producenter en hensigtserklæring med den danske regering om at forbedre forholdene i Bangladesh og at skabe mere gennemsigtighed i produktionskæden.
Mindsteløn og organisering
Også regeringen i Bangladesh er kommet med forslag til ændringer i arbejdsmarkedslovgivningen i kølvandet på Rana Plaza-kollapset og den internationale fokus.
Et af forslagene er at hæve mindstelønnen. Tekstilarbejderne i Bangladesh er de lavest lønnede i verden med en månedsløn på 38 dollar (216 kroner), men endnu er der kun tale om planer, som arbejdsgiverne er stærkt imod.
Syed Sultan Uddin Ahmed fra BILS oplyser, at der foreløbig kun er etableret en myndighed, der skal komme med forslag til, hvad en minimumsløn skal være. Men hvor effektivt det vil være, afhænger helt af kommende forhandlinger mellem regeringen og fagbevægelsen.
Et andet tiltag er at lempe restriktionerne på faglig organisering. Hidtil har fabriksejerne skullet godkende etableringen af en fagforening, og de fik derfor udleveret navnene på dem, der ville oprette eller melde sig ind i en fagforening – med det resultat, at de aktive ofte blev fyret. Den regel er nu ophævet.
Men forhindringerne for faglig organisering på fabriksniveau er stadig i stærk modstrid med grundlæggende ILO-rettigheder som registrering af fagforeninger, kollektive forhandlinger og retten til at strejke, siger Syed Sultan Uddin Ahmed:
”Forslagene til lovændring er stadig helt utilstrækkelige, når det gælder sikkerhed og ret til organisering.”
Behov for koordinering
Syed Sultan Uddin Ahmed mener, at der er behov for en national koordinerings-komite med deltagelse af fagbevægelsen, der kan sikre implementeringen.
Der bør også indføres obligatoriske sikkerhedsregulativer, arbejdstilsynet bør opgraderes væsentligt, og der bør indføres sikkerhedsudvalg på alle fabrikker, fremfører BILS.
Der anslås at være omkring 5.000 tekstilfabrikker i Bangladesh, der er verdens næststørste eksportør af tøj efter Kina. Sikkerheden er presset i bund, og brande og sammenstyrtninger har hørt til dagens uorden i årevis. Ifølge den amerikanske NGO International Labour Rights Forum er mindst 1.800 tekstilarbejdere blevet dræbt på grund af manglende sikkerhed i Bangladesh.