Tunesisk fagbevægelse kalder til generalstrejke
Tunesiens største faglige organisation UGTT har blæst til generalstrejke i dag fredag i protest mod den politiske vold i landet, og titusindvis af mennesker forventes at gå på gaden i forbindelse med generalstrejken, der vil være den første af sin art i over 30 år i Tunesien.
Beslutningen traf UGTT’s politiske ledelse på et ekstraordinært møde torsdag, efter at landets ledende oppositionspolitiker Chokri Belaïd i onsdags blev skudt og dræbt på åben gade i hovedstaden Tunis. Også arbejdsgiverorganisationen UTICA har besluttet at nedlægge arbejdet under begravelsen af Belaïd fredag formiddag.
Volden eskalerer
Mordet på Belaïd er den foreløbige kulmination på en politisk vold, der er eskaleret de seneste måneder i det nordafrikanske land. Nyheden om den dræbte politiker har også allerede ført til voldsomme demonstrationer og gadekampe mange steder i landet i protest mod regeringen. Det regeringsbærende, islamiske parti Ennahda anklages af mange tunesere for at holde hånden over de voldelige grupperinger.
UGTT, der er Ulandssekretariatets samarbejdspartner i Tunesien, og hvis medlemsorganisationer repræsenterer omkring 500.000 medlemmer, er stærkt bekymret over den politiske vold, der ikke bare rammer oppositionspolitikere, men også fagligt aktive og faglige ledere.
Angreb på UGTT
I december sidste år oplevede UGTT selv et alvorligt angreb i forbindelse med en mindehøjtidelighed for organisationens grundlægger Farhat Hached. Flere af UGTT’s medlemmer og fremtrædende ledere blev fysisk overfaldet og måtte på hospitalet, ruder blev knust i hovedkontoret og plakater med Farhat Hached revet ned. UGTT har flere gange oplevet angreb på demonstrationer, men det var første gang, et angreb skete i forbindelse med en fredelig højtidelighed, og det var det hidtil alvorligste, organisationen har oplevet.
Både fundamentalistiske salafister og de såkaldte ’Komiteer til beskyttelse af revolutionen’ beskyldes for at stå bag den eskalerende vold. Komiteerne blev etableret under revolutionen i Tunesien for to år siden for at fungere som civilt vagtværn i det politiske vakuum, der opstod under revolutionen. De blev nedlagt efter Tunesiens første frie valg 23. oktober 2011, men har siden genetableret sig selv igen.
Kommission blev en farce
UGTT anklager komiteerne for at stå bag overfaldet på organisation i december. Efter overfaldet besluttede ledelsen at kalde til generalstrejke i protest mod volden.
Strejken blev dog aflyst, da regeringen efter intensive forhandlinger indvilgede i at undersøge sagen. UGTT krævede blandt andet, at der skulle nedsættes en kommission til at undersøge angrebet.
Men ifølge UGTT har kommissionen været en farce, og regeringen har slået begivenhederne hen som festligheder, der løb af sporet.
Kritiserede regeringen dagen før mordet
Gerningsmanden til mordet på oppositionspolitiker Chokri Belaïd er stadig ukendt, men hans familie anklager regeringspartiet Ennahda for at stå bag. Den anklage afviser partiet.
Belaïd har tidligere været udsat for angreb, og så sent som tirsdag, dagen før han blev myrdet, beklagede han i et interview på den tunesiske tv-kanal Nessma TV den stigende vold og sagde, at ”politisk vold praktiseres metodisk af nogle politiske partier”. Han understregede, at det islamiske, regeringsbærende parti Ennahda forsvarer ’komiteerne til beskyttelse af revolutionen’ og dermed legitimerer deres angreb.
Chokri Belaïd bliver begravet i dag fredag klokken 10.