Udliciteringer bruges til nepotisme og korruption

Skadestuen vrimler med mennesker denne formiddag. Duften af hidsige desinfektionsvæsker blander sig med den mekaniske, monotone lyd fra et iltapparat, kort afbrudt af den klirrende lyd fra en kanyle, som lægges i en rustfri bakke efter brug. En hvidkitlet læge med blodstænk på sin operationsmaske krydser mit spor, da jeg er på vej over i et mere fredelig afsnit af lokalet for at tale med sygeplejerske María de Lourdes Sacoj. Delvist skjult bag et forhæng ligger en mand og vrider sig i smerte, – hans ansigt er fyldt med blodudtrædninger, og det er hævet i en sådan grad, at jeg kun kan skimte konturerne af øjne og mund. Han ser ud, som om han har været udsat for en voldsom trafikulykke.

María sidder bag et lille bord og noterer i en patientjournal. Hun smiler venligt, og beder mig tage plads. Hun har været ansat tre år på provinshospitalet San Juan de Dios de Quetzaltenango, der ligger i 2.000 meters højde oppe i den vestlige ende af den guatemalanske højslette. Hun udgør én af den voksende skare blandt personalet på hospitalet, som ikke er fastansat. På mit indledende spørgsmål om hendes ansættelsesforhold svarer hun med blikket rettet mod en nytilkommen patient:

”Indtil nu er har jeg én gang om året skulle underskrive en ny ansættelseskontrakt, hvor jeg ikke har nogen øvre arbejdstid, ikke har adgang til de bonusordninger, som de fastansatte har, ikke har ret til ferie og ikke har nogen socialsikring. Min løn ligger på 2.200 Quetzales (Q) om måneden” (svare til ca. 1.800 kr., red.).

Himmelråbende ansættelsesforhold

Hvad fik dig i første omgang til at søge stillingen?

”Jeg var før ansat på et moderne og tjekket privathospital, men der fik jeg endnu mindre i lønningsposen, – 1.800 Q månedligt. Selv om 400 Q måske ikke lyder af meget, så er det et betydeligt beløb i mit meget stramme budget, hvor det er svært at få enderne til at nå sammen”.

Hvor mange er I her på hospitalet, som er ansat på årskontrakter?

”Ud af 842 medarbejdere er vi 220 ansatte på den slags kontrakter”.

En syg politisk kultur
En etage højere oppe på hjerteambulatoriet får jeg en snak med formanden for sygehuspersonalets faglige klub, Flor de Maria Luna. Hun er stærkt bekymret over de forringede ansættelsesforhold og udliciteringer, der har præget sektoren de senere år. Flor de Maria mener, ledelsen bevidst lægger gift ud, når kolleger med samme profession, samme faglige baggrund og nogenlunde samme erfaringsgrundlag skal løse opgaver i fællesskab – vel vidende, at nogen får væsentligt mere for det end andre. Det er hverken motiverende eller tillidsskabende, og patienterne bliver den anden store taber i dette spil.

Hvorfor har denne tendens med at skære ned på det faste personale og skrue op for kontraktansættelser fået så megen vind i sejlene?

”Det tror jeg, der er flere grunde til, men den langt overvejende handler om, at vi her i landet har en politisk kultur, der er bygget op om vennetjenester. De politisk valgte vil gerne give job til venner og bekendte, – ja det er nærmest en institutionaliseret adfærd. Da de ikke kan fyre de fastansatte, laver de et ansættelsesstop, som så på sigt vil få antallet til at falde i forbindelse med naturlig afgang, samtidig med at der oprettes kontraktstillinger, som kan besættes efter nepotistiske principper. Oveni det skal lægges, at mange politikere ønsker at tilskynde en privatisering af sundhedssektoren.

Sundhedssektoren er en guldkalv, som mange gerne vil have fingrene i. De fleste kontraktansatte i offentlige institutioner skiftes notorisk ud i forbindelse med kommune- og parlamentsvalg, især hvis valgsejren går til et andet parti, end det regerende. En del af lægestaben, sygeplejerskerne, sygehjælperne og flere andre fyres og ansættes efter partifarve, – og i mindre grad efter faglige kompetencer.

Det er dyrt at være fattig

Kan du give et par eksempler på den rolle, som private operatører spiller?

”Der arbejdes meget med koncessioner på flere områder og niveauer i sundhedssektoren. Det hedder sig, at NGO’er kommer ind og løser en del af opgaverne, men der er i princippet tale om private firmaer. Vores dialyseafsnit her på hospitalet køres blandt andet af en NGO, som er et eksternt firma, der har 12 personer ansat, og de må ikke være medlem af en fagforening. De har fysisk indrettet sig med eget apparatur og en markant synlighed ved brug af andre farver på væggene.

Men der, hvor privatklinikkerne og privathospitalerne virkelig skummer fløden, er ved de uendelig mange henvisninger, hospitalerne foretager for selv helt elementære ting. En hjertepatient, som henvender sig med en hjertelidelse, kan som en del af både diagnosticeringen og den efterfølgende behandling opleve at skulle løbe spidsrod mellem et væld at privatklinikker ude i byen, hvor de hver gang selv skal have penge op ad lommen. De selv samme privatklinikker og hospitaler tillader sjældent fagforeninger, og både deres arbejds – og ansættelsesforhold er ofte stærkt kritisable.

En sej, faglig kvinde

Flor de Maria Luna har gennem mere end 20 år på sin arbejdsplads taget mange slagsmål med hospitalsledelsen, men få ting har givet hende så megen panderynken, som den igangværende flodbølge af udliciteringer.

”Vi er presset i defensiven og må forsvare vore hævdvundne rettigheder med næb og klør, samtidig med at vi ikke må opgive kampen for at få de nye, unge organiseret og indpodet en interesse for at slås for anstændige arbejds –og ansættelsesforhold”, siger hun.

Som faglig repræsentant for sygehuspersonalet på provinshospitalet San Juan de Dios holder Maria Lune en varm linje til både *CCSG’s regionale, faglige center i Quetzaltenango og til de Offentlig Ansattes Internationale, PSI. Her søger hun faglig sparring, gode råd og opbakning til sit arbejde i fagforeningen.

Udenfor i det klare sollys på trappen ned fra hovedindgangen tager vi afsked med Flor de María. En indiansk kvinde kommer bærende på sit syge barn på fortovet et stenkast derfra. Gad vide om hun har en offentlig sygesikring? Er hun mon pengestærk nok til mødet med det guatemalanske sundhedsvæsen? Eller vælger hun at søge hjælp hos den lokale medicinmand, der med sin store viden om naturmedicin, fortsat finder stor anvendelse, ikke mindst blandt de indfødte folk i Guatemala?