
Ulandssekretariatet nomineret til pris for at sætte fokus på lærlinge
Ulandssekretariatet er med i opløbet om at vinde initiativprisen, der hvert år bliver uddelt af organisationen CISU (Civilsamfund i Udvikling).
Initiativprisen består af en statuette af kunstneren Jens Galschiøt og 10.000 kroner og går til en person eller organisation, der gør noget ”helt særligt i Danmark for at skabe opmærksomhed om udviklingsarbejdet.” Ulandssekretariatet er nomineret på baggrund af arbejdet med at sætte fokus på fattige migrantarbejdere og for at engagere unge fra de danske tekniske skoler i den problemstilling.
”Ulandssekretariatet indstilles til CISUs Initiativpris, fordi de med deres Frame, Voice, Report!-projekt har engageret lærlinge og elever på tekniske skoler i arbejdsforhold og global migration. En målgruppe, som ikke normalt nås med oplysning om internationale forhold og udvikling. Organisationen sendte lærlingene til Nepal, hvor de arbejdede med nepalesiske bygningsarbejdere og potentielle migranter. Efterfølgende holdt de foredrag på tekniske skoler og skrev artikler til fagblade,” står der blandt andet i indstillingen fra CISU.

Overset målgruppe
Nomineringen minder os først og fremmest om, at vi ikke må glemme eleverne på landets tekniske skoler, når vi skal kommunikere udviklingsspørgsmål, mener Ulandssekretariatets sekretariatsleder, Mads Bugge Madsen.
”Vi er både glade og stolte over, at CISU mener, at vi har været med til at gøre en forskel i udviklingsdagsordenen. Jeg hæfter mig først og fremmest ved, at vi bliver nomineret for at engagere lærlinge og elever på tekniske skoler, for ligesom CISU mener vi, at det er en overset målgruppe, som man slet ikke arbejder med at engagere i internationale forhold på samme måde, som det gør sig gældende for eksempelvis gymnasieelever,” siger han.
Ulandssekretariatet har af samme grund planer om at søsætte en ny kampagne til efteråret, som skal sætte fokus på arbejdsforhold i udviklingslandene og Danmark, sende en gruppe danske lærlinge i praktik i et udviklingsland for efterfølgende at rejse rundt til danske erhvervsskoler og fortælle om deres oplevelser.
Ny kampagne på vej
”Som fagbevægelsens udviklingsorganisation føler vi os forpligtede til at bidrage til, at erhvervsuddannelserne opfattes som attraktive uddannelser, der åbner døre – også i udviklingslandene. Derfor vil vi med vores kommende kampagne blandt andet sætte fokus på, hvor langt man kan komme med en uddannelse som eksempelvis mekaniker, blikkenslager eller elektriker,” siger Mads Bugge Madsen.


Denne artikel er produceret med økonomisk støtte fra Den Europæiske Union. Ulandssekretariatet er alene ansvarlig for indholdet, og indholdet afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning.