Ung HK’er bliver første praktikant i internationalt arbejde
Når Asger Hougaard 23. januar lander i lufthavnen i den filippinske millionby Manila, er det ikke bare første gang, den 24-årige dansker sætter fod på asiatisk jord.
Han er også den første unge, der skal ud i verden under Ulandssekretariatets nye praktikordning for at lære om fagbevægelsens internationale arbejde. Og Asger Hougaard glæder sig til opholdet i Filippinerne, hvor han skal have base i Ulandssekretariatets kontor i Manila:
”Det er mega spændende at kunne kombinere fagligt arbejde og muligheden for at få indblik i de udfordringer, som almindelige mennesker på den anden side af jorden har i deres arbejdsliv og deres dagligdag,” siger han.
Selv er Asger medlem af HK, læser historie og har studiejob på Institut for Flerpartisamarbejde. Indtil sidste år arbejdede han i DR som HK’er i to et halvt år.
For Asger Hougaard er det internationale arbejde dybt relevant. Ikke mindst, fordi mange af de udfordringer, vi står overfor i dag, ikke kan løses nationalt. Det gælder lige fra klimaproblemer til globalt lønpres.
”Jeg tror, at de færreste for eksempel ønsker, at deres tøj er syet af underbetalte tekstilarbejdere i Bangladesh, der risikerer, at fabrikkerne styrter ned over dem. Men hvis vi ikke finder internationale løsninger på det problem, så sker der ingenting,” siger Asger.
Noget andet at være der selv
Som praktikant skal Asger deltage i Ulandssekretariatets aktiviteter med de filippinske partnerorganisationer for blandt andet at styrke social dialog, skabe bedre arbejdsmiljø og bekæmpe fattigdom.
Eksempelvis skal Asger være med til at producere ’best practice’ film sammen med organisationen for offentligt ansatte PSLINK.
Han skal også blandt andet besøge et hospital i Tacloban – en by i det område af Filippinerne, der blev allermest raseret af tyfonen Haiyan i november sidste år. Her skal han være med til at vurdere muligheden for at udvikle et solidaritetsprojekt, der skal etablere mobile klinikker, så mennesker i de fjernest liggende egne fra hospitalet kan få bedre adgang til lægehjælp.
Forud for sit ophold i Filippinerne har Asger læst en del om landet. Men en ting er at læse. Noget helt andet er selv at opleve et arbejdsmarked, der er helt anderledes end det danske: Uden en stærk fagbevægelse, uden socialt sikkerhedsnet og med stor korruption.
”Jeg håber, jeg bliver provokeret i min måde at tænke på og får rykket ved mine forestillinger ved at få indsigt i og forståelse for andre mennesker og deres livsvilkår,” siger Asger.
Et plus for alle parter
Asger Hougaards eget forbund, HK, støtter praktikopholdet økonomisk. Og det giver god mening, for Ulandssekretariatet er fagbevægelsens udviklings- og bistandsorganisation, som også HK er en del af, siger Mads Samsing. Han er næstformand i HK/Kommunal og HK’s repræsentant i Ulandssekretariatets bestyrelse.
”Gennem Ulandssekretariatet er vi med til at fremme arbejdstagernes vilkår i lande som Filippinerne. Og jeg synes, det er rigtig godt, at en ung fyr som Asger vil være med til at løfte den vigtige opgave i form af et praktikophold, der også giver ham og os et sundt og værdifuldt perspektiv på arbejdstagervilkår og fagligt arbejde,” siger Mads Samsing.
Interessen for globalisering og internationale forhold deler Asger Hougaard med mange andre unge, mener sekretariatsleder i Ulandssekretariatet Mads Bugge Madsen. Målet og håbet med praktikordningen er, at flere unge vil engagere sig i det internationale arbejde. Og at ordningen samtidig gør Ulandssekretariatet til et plus for fagbevægelsen, som kan tiltrække flere unge medlemmer.
”Det er værdifuldt, at unge fagligt aktive kan lære ude i verden om arbejdsforhold, organisering og rettigheder. Og det skaber merværdi for en fagforening, når unge kommer hjem med den viden og kan bruge den i deres arbejde,” siger Mads Bugge Madsen.
Selv kalder Asger Hougaard sit praktikophold i Filippinerne for ”en gylden mulighed”:
”Det er en perfekt kombination af mine interesser for internationalt arbejde, fagligt arbejde og politik. Jeg håber, at jeg bliver inspireret af at se, hvordan filippinske arbejdere takler hverdagens udfordringer. Det er nødvendigt at få perspektiv på tingene og fjerne skyklapperne, hvis vi skal løse problemerne i fællesskab.”
Asger får base i Manila, Filippinerne. Han vil skrive historier fra sit ophold på Ulandssekretariatets hjemmeside og blogge på HKs hjemmeside